Associationshastigheden for stor nu. Brems. – Henrik Bjelke HUNDREDE POSTKORT FRA HELVEDE

21. august 2013 § Skriv en kommentar

Hundre-postkort-jpg1-700x1106

Jeg beundrer dig, uartikulerende har du kunnet vikle dig ud igennem dem, jeg respekterer dig og elsker dig også selvom der er stor rundhorisont på lige nu, men i centrum af den står (og har altid stået) det, forholdet, vores alliance, dette noget, dette vi både har og længes efter, som vi både savner og kan dele ud af, som vi både drømmer om og realiserer hver dag, det som er, og som giver dig din stolthed, som måske er det jeg elsker højest hos dig, og hvad ville for dig være mere værd hos mig end min stolthed? Nu mærker jeg den svulmende kraft i maskinen der skriver dette: elektrisk. Marmeladen intens, smag af oranger, Orienten, kvinder ved brønd, monoton sang, rytmisk orna-menterende, sensuel, erotisk, associationshastigheden for stor nu. Brems.

Nedsænket i et sprogligt syrebad rabler en hallucinerende fortæller om verden, væren og kærligheden. Indlæggelsen er forestående – ikke bare for fortælleren, men også for læseren.

Forlaget Gladiator udgiver en række bøger, der vel er kendetegnede ved at have været forbigået i deres egen udgivelsestid så at sige. Forlagets medsendte følgeseddel er idealistisk og balancerer mellem at være abstrakt og sprogligt nyskabende, og det er modigt, men – som Ida Marie Hedes efterord – også en anelse fortænkt. Første udgivelser i Gladiators Sandalserie er Helga Johansens HINSIDES (1900), Henrik Bjelkes HUNDREDE POSTKORT FRA HELVEDE – oprindelig udgivet i 1980 på det toneangivende modernistforlag Arena – og novellen LUNA fra essaysamlingen SEKS RÅB FRA BAGHOVEDET (1981).

Genudgivelsen af de to Henrik Bjelke-tekster er samlet i én bog, hvor også nogle forstyrrede sort/hvide illustrationer af bl.a. en løve, der slikker en lysten mand bagfra, og en nøgen mand med en chillum, indleder samlingen. Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke genkender Halfdan Piskets veltegnede illustrationer fra bogens egne tekstlige billeder, men det er måske, fordi jeg undervejs i læsningen flere gange tabte retningssansen i de teoretiserende bevidststrømme om subjekt/objekt-distinktioner, udredningen af det virkelige og en sprogligt set ontologisk tilgang til en reel verden. Ja, det er lige til at blive forpustet af.

Bjelkes HUNDREDE POSTKORT FRA HELVEDE består overordnet set af to spor – ikke ulig den spruttende DRYPPENDE GLORIE fra Anders Jørgen Mogensen. Forsøger man at udrede det mest realistiske og konkrete spor, som man kunne fristes til at kalde et plot, står man tilbage med følgende: Fortælleren befinder sig i noget af en livskrise. Han trækker sig væk fra sit problemfyldte ægteskab med konen Alice i en slags frossen stilstand og dykker med hud og hår ned i et støt voksende hashmisbrug og et altomslugende seksuelt forhold til Bowie-klonen og bjergbestigeren Vince – komplet i bar overkrop og hvide, stramme bukser.

Kemisk set indeholder han så meget cannabinolsyre, at han kun på symbolsk vis tilhører dyreriget, som han humoristisk funderer henimod slutningen af bogen. Det lyder måske også mere interessant at være nedsænket i evig rus end at skulle beskæftige sig med kone, børn og hverdagens problemer, men Alices tålmodighed løber hurtigt ud, og hun stiller sin mand over for følgende ultimatum: Enten kvitter han hashen, eller også lader han sig indlægge på en psykiatrisk afdeling.

Vores fortæller vælger det sidste og kæmper herefter en absurdhumoristisk kamp for at blive indlagt på først det ene og derefter det andet bureaukratiske hospital. Undervejs i ventesale og ambulancer løber hans ekstremt abstrakte og teoretiserende fantasi over med ham, og her møder vi netop HUNDREDE POSTKORT FRA HELVEDEs andet spor.

De udsyrede og abstrakte stykker dominerer Bjelkes postkortsamling. Hashinducerede flyveture ud og ind ad teoretiske og filosofiske betragtninger og ophidsede, seksuelle møder, og til tider går der næsten spoken word i skriften, der i rablende sidespor trækker teksten helt derud, hvor det mere føles som at læse Heideggers uudgivne – og ikke-eksisterende – beatdigte end noget andet. Og lad mig slå fast: Heidegger er svær at læse.

De flydende, bizarre og syrede stykker på tysk, engelsk og akademia blandes med intertekstualitet og indlagte småhistorier om bl.a. de mere eller mindre incestiøse søskende Giselle og Max, og man fornemmer i øvrigt, at de indvævede fortællinger er forfattet af jeget selv. Det samlede indtryk er rent strukturelt set forvirrende, selvom der jo er mening med galskaben. De gale stykker er netop så dominerende, da de stammer fra en rablende og søgende jegfortæller, der selv leder efter hoved og hale i sin egen bevidsthedsstrøm.

Sporet kan godt trætte hen ad vejen. De rablende og knopskydende stykker – eller postkort, om man vil – kammer til tider over i ordonani som en slags sprogets uendelige guitarsolo med wahwah-pedalen trykket godt i bund, og man kan få fornemmelsen af, at sproget kører derudaf uden retning, og uden der er en mening med det. Og i sidste ende er det da også sproget selv, der er i fokus i HUNDREDE POSTKORT FRA HELVEDE. Sproget, der glider ned af sig selv i et forsøg på at definere eller beskrive noget, der ikke lader sig indfange med ord. Meningsløst, retningsløst og nedsunket i et bad af æteropløst hasholie.

Anmeldelsen blev bragt på Litteraturnu.dk d. 21. august 2013.

Reklamer

Der er lukket for kommentarer.

What’s this?

You are currently reading Associationshastigheden for stor nu. Brems. – Henrik Bjelke HUNDREDE POSTKORT FRA HELVEDE at Anna Møller.

meta