EMA: The Future’s Void

30. maj 2014 § Skriv en kommentar

packshot
Den amerikanske musiker Erika M. Andersons andet album deler sig i to ben, det ene med dystopisk industrifernis og det andet dejligt slackerpoppet.

Jo mere jeg har lyttet til South Dakota-musikeren EMA‘s nye album The Future’s Void, jo mere har jeg haft lyst til at se pladen som en splittet, tobenet størrelse, der samles af Erika M. Andersons bogstavalias.Det ene ben er støjende, skrattende og industrielt produceret alt. rock, mens det andet ben er sådan en garage-funderet lo-fi-størrelse med akustisk guitar, popelementer og midt-90’er-vokal.

Og ikke for at favorisere det ene ben over det andet, men jeg må blankt indrømme, at jeg klart er mest til ben nummer to, hvor den poppede grunge sådan står og spjætter lidt ladt med en henkastet vokal og yderst fængende omkvæd. Det er måske også pladens mest opbyggelige ben, hvis man skal fortsætte den her latterlige kropsanalogi. Det andet er det dystopiske, angste og urovækkende med titler som trekløveret “Cthulu”, “Smoulder” og “Neuromancer” – naturligvis med stærk inspiration fra science fiction-genren og cyberpunkens store uhygge- og dystopimestre H.P. Lovecraft og William Gibson. Her er vi musikalsk set ude i noget mørkt støjende og forvrænget, hvor uhyggen vrider sig som et metallisk uhyre for lytterens fødder. Ja, det er effektfuldt, men ja, det mister også sine kvaliteter ved flere gennemlyt. I stedet bliver Erika M. Andersons vokal lettere anstrengende hørt gennem det dominerende distortionfilter ikke ulig en megafons uskønne forvrængning. Hvor vokalforvrængningen på hittet fra forrige plade, “California”, stod som en modvægt til den ret episke og melankolske melodi, så ser jeg den – på de nye sange – mere som en producermæssig strategi, der skal understrege en tematisk pointe om et samfund, hvis indbyggere bliver mere og mere fremmedgjorte over for hinanden og lever i en kold, digitaliseret verden.

Og hvordan kommer det så til udtryk? Jo, på nummeret “Smoulder” hører man eksempelvis det meste af sangen igennem Erika M. Andersons vokal gennem det her fordrejende filter, så udtrykket bliver industrielt, koldt og en anelse overproduceret. I forhold til at man i produceringen har valgt at lade vokalen være ikke fuldstændig fejlfri, men derimod beholde nogle skæve toner osv., så virker det på mig en anelse overgjort, at der skal så meget effekt på vokalen. Ligeledes er de – lyder det som – splintrende glas-effekter i introen til “Neuromancer” en anelse over-the-top. Et nummer som “Cthulu” er ellers effektfuldt nok med en indjagende stortromme, dystre synthflader og senere et skingert smittende guitarriff, men de gentagne, skrigagtige vokaleffekter bliver sgu belastende at høre på i det lange løb.

Mange af EMA’s tekster kredser om samme emne, nemlig en kritik af det moderne, digitaliserede samfund. Det er imidlertid ikke altid lige elegant serveret på trods af det sympatiske i at ville andet med sin lyrik end bare at høvle noget halvtilfædigt af. I den sløve balladesag “3Jane” synger Erika M. Anderson f.eks. »It’s all just a big advertising campaign« – en sætning, som formår at være uelegant både i sin udpenslende ‘her er hvad jeg mener’-form og i de mange og snublende stavelser i ordet ‘advertising’. Det ender i mine øjne med at være mere forceret, end nummeret kan bære, og i stedet for at efterlade lytteren med en tanke om den moderne verdens udfordringer, så sidder teksten fast som en fiskekrog i det indre øre og umuliggør en fuldstændig nydelse af nummeret.

I starten af den militærtromme-agtige “Neuromancer” er rimene derimod en anelse letkøbte med ordene »Is it true / is it true / you choose / you choose,« og det er naturligvis det vanskelige i at lave musik, når man vitterlig har noget på hjerte. For hvordan kombinerer man det meningsfulde indhold med en form, der både er tillokkende, og som lader indholdet komme til udtryk? Jeg ved det ikke, men det er set skønnere end hos EMA.

Nej, så er jeg mere til førstesinglen “So Blonde”, der rent tekstmæssigt muligvis er kliche i al sin ‘det-var-bare-den-vildeste-sommer-med-de-her-vilde-mennesker’, men jeg har haft den så meget på hjernen, at jeg i stedet for at synge andet vers af “Der sad to katte på et bord” lystigt er fortsat ud i »so lemme tell you bout this girl I know / she’ll introduce you to the band / you wanna love her hate her you don’t know / but I think she’s all we’re gonna get.«

Den er ikke populær som godnatsang, det kan jeg så hilse og sige, men melodierne er voldsomt catchy, og sammen med det sløvt vuggende akustiske nummer “Whe She Comes” tegner den sig som pladens mest vellykkede slackeragtige popnummer. Det er måske uambitiøst i forhold til The Future’s Voids mere producerede industriben, men det er musik, som bliver hængende i hovedet – uden at efterlade sangteksters uheldige fiskekroge i det indre øre.

3.5/6

Anmeldelsen blev offentliggjort på Undertoner.dk d. 30. maj 2014.

Reklamer

Der er lukket for kommentarer.

What’s this?

You are currently reading EMA: The Future’s Void at Anna Møller.

meta