The Minds of 99: s.t.

10. juni 2014 § Skriv en kommentar

Logo

The Minds of 99 giver med deres debut et virkelig seriøst bud på en ny og betydningsfuld spiller på det musikalske landkort, der dækker dansksproget pop/rock, og som lægger sig i en catchy slipstrøm fra Kliché.

Da The Minds of 99 for nylig spillede på Offspring-festivalen i Tivoli, må jeg indrømme, at jeg kun lyttede nogle minutter, før jeg bevægede mig videre til næste koncert. Men det er immervæk også noget af en udfordring at spille Plænen op, når man som band kun har eksisteret siden juni 2012 og desuden knap nok har udgivet sin første plade. Den plade er landet nu, og havde jeg haft tid til at nærstudere den inden koncerten i Tivoli i foråret, så ville jeg nok være blevet lidt længere. Om ikke andet så lige til fadøl mere og et håb på, at sætlisten ville ramme yndlingsnummeret, inden turen gik mod næste koncert.

Du har formentlig allerede hørt den altdominerende førstesingle “Det er Knud som er Død” og måske endda fulgt bandet på deres vej som sidst års (med)vindere af Karrierekanonen. Deres smittende førstesingle er skabt på basis af et Tom Kristensen-digt til polarforsker Knud Rasmussen og betegnede et skifte i det seks mand store band af venner, da forsanger Niels Brandt med den sang slog om i at skrive på dansk. Det var en god beslutning, for i det nye felt af dansksproget pop/rock står The Minds of 99 særdeles stærkt med højenergiske numre båret af velkomponerede og catchy melodier og velskrevet lyrik.

Den her nye(re), dansksprogede musikbølge er naturligvis ikke en enestående begivenhed i musikhistorien, og selvom The Minds of 99 bidrager til bølgen med en velproduceret, mere alvorlig og rocket mellemting mellem De Høje Hæle og Dig & Mig, så står de naturligvis også på skuldrene af nogle 80’er-giganter. Tag bare den næsten udelukkende instrumentale “Fuglebur”. De første indledende minutter og det efterfølgende yderst catchy »d-d-d-d-d-d-d-d-d-d-dæåh-æåh«-kor lyder eksempelvis i uhyggelig høj grad som et TV2 eller Kliché-nummer, så man næsten ender med at tjekke pladecoveret et par gange for at se, om der ikke skulle have sneget sig et covernummer ind. Men nej, det ser det ikke ud til.

Der er også masser af New Order-elementer i især guitarens lyd og synthens placering i flere af The Minds of 99’s numre, og Joy Divions taktfaste stampen og Ian Curtis’ messende vokal er også særdeles sporbar. Hør bare vokalens smådesperate messen i f.eks. “Rav”s omkvæd eller den monotone start på nummeret “Tivoli”, hvor iskolde synths og trampende trommelyd lægger en stram og marchagtig stil, indtil Niels Brandt bruser igennem med sit brøl om »…Tivoli!« Et ganske effektivt nummer, også inde i virkelighedens Tivoli tilbage i april.

Det er imidlertid ikke et af mine favoritnummer på The Minds of 99’s debut, for jeg vil egentlig bare gerne danse kinddans. En absolut yndling herfra er balladen “Hurtige hænder”, hvor forsanger Niels Brandt i omkvædet synger »Tag mine hænder / mine hurtige hænder / syngende læber / kys mig elsk mig« med en intens og temperamentfuld undertone, der er mixet så relativt langt tilbage, at vokalen ikke dominerer for meget. Det er en klog produktionsmæssig beslutning, ligesom der også er en gennemgående rigtig god trommelyd på Louis Clausens velspillede tønder. I mine øjne kunne man på næste plade godt skrue en anelse ned for vokalekkoet – f.eks. på “Ind og se på stjerner”, der næsten ender med et danskhall-agtigt udtryk i det uendelige ekkoinficerede »hey!« Jeg er sgu ikke meget for danskhall, det må jeg indrømme.

Flere af The Minds of 99’s numre er bag en velproduceret og tilsyneladende gennemtænkt overflade båret af en naiv form, der giver sig udtryk i både det tekstlige univers og i visse dele af det musikalske. Et nummer som “Et barn af min tid” knækker i mine øjne lidt over i den der Dig & Mig-stil, som man virkelig elsker eller hader. Jeg må nok indrømme at tilhøre sidste klasse, og “Et barn af min tid” virker en anelse ufærdig og lidt tynd i det. Melodisk set ret uinteressant, næsten irriterende i valg af legetøjsagtig synth og en påfaldende mangel i udvikling. Nem at klappe med på, men også ret forglemmelig. Det ændrer imidlertid ikke på, at The Minds of 99 er et virkelig seriøst bud på en ny og betydningsfuld spiller på det musikalske landkort, der dækker dansksproget pop/rock, og som lægger sig i en catchy slipstrøm fra Kliché. Godt gået.

4.5/6

Anmeldelsen blev offentliggjort på Undertoner.dk 10. juni 2014.

Reklamer

Der er lukket for kommentarer.

What’s this?

You are currently reading The Minds of 99: s.t. at Anna Møller.

meta