Erindringens tidsløshed – Alice Munro LIVET

24. juni 2014 § Skriv en kommentar

Livet

– Jeg vidste ikke, hvad hun hed. Jeg havde aldrig set hende før. Jeg vidste ikke at hun var berygtet i vores by, og måske længere væk end det. Jeg tror at hvis det her var fiktion i stedet for et erindringsbillede, ville jeg aldrig have givet hende den kjole på. Det er en slags reklame hun ikke behøvede.

En ekstrem fortællerglæde, eminent personskildring og uafrystelige begivenheder præger den canadiske Nobelpristager Alice Munros formentlig sidste og ualmindeligt velkonstruerede novellesamling.

LIVET er i virkeligheden et par år gammel. Den blev udgivet i hjemlandet, inden den canadiske forfatter i 2013 modtog Nobelprisen i Litteratur og foreligger først nu på dansk ved glimrende oversættelse af Ida og Gudrun Jessen. Samlingen er lige så gribende og velskrevet som det øvrige forfatterskab, og det er stort set samme tematik, der præger novellerne. Alice Munro skriver om mennesker grebet midt i en personlig udvikling og genfortæller de afgørende og ofte tilfældige hændelser, der ligger til grund for personens ændring i livet.
Fortælletempoet og -stilen er roligt og behersket og samtidig levende nært, som var det en gammel bekendt, der fortalte en fjern – men betydningsfuld – erindring, og næsten geniale handlingsudeladelser gør, at den så vigtige novellespænding bibeholdes. Den klassiske uhørte begivenhed vikles ud af erindringens tankespind med elegante og afmålte bevægelser, og der fortælles kun lige akkurat nok til, at den opmærksomme læser selv kan stykke sammen, hvad der er sket. Se bare her i novellen GRUSGRAVEN, hvor en yngre søskende fortæller om sin storesøster Caros mislykkede forsøg på at råbe sin mor op ved at hoppe i en dyb grusgrav sammen med hunden Blitzee:

– Jeg ser Blitzee pjaske rundt og Caro svømme ud mod den, hun svømmer hurtigt, hun er på vej ud for at redde den. (…). Jeg ved ikke, om jeg sad der i fem minutter. Længere tid? Kortere? Det var ikke alt for koldt. Engang snakkede jeg med en terapeut om det her, og hun fik mig overbevist om – for en tid fik hun mig overbevist om, at jeg havde taget i døren til campingvognen og fundet den låst.

Først en side senere opklares det for læseren, om storesøsteren overlever, og indtil da fyldes tiden ud med den voksne fortællers usikkerhed over, hvad man som barn dog tænkte i situationen. Det kræver en ekstrem finesse at tilbageholde selve den dramatiske begivenhed, og det er så elegant serveret, at man som elsker af rent fortælletekniske elementer næsten svimler med øjnene af bar begejstring.

Novellerne i LIVET er skrevet i erindringens tidsløshed og fremstår vedkommende på trods af, at de fleste omhandler mere eller mindre dramatiske begivenheder fra en fjern fortid. Ofte tager handlingen udgangspunkt i et lille samfund, hvor de uhørte og skæbnesvangre begivenheder både optræder i stor og lille skala, men alle har det til fælles, at de har betydet store omvæltninger for novellens hovedperson og de mennesker, der har omgivet ham eller hende.

Og hvem er så alle disse mennesker, som Alice Munro skriver om? Mange af de personer, der optræder i Alice Munros noveller, har det til fælles, at de på den ene eller anden måde besidder en brist eller en fejl – og mange gange er det fysiske brister. Hareskår i STOLTHED, en halten i CORRIE eller demens som i den mareridtsagtige UDSIGT TIL SØEN.

Som de uslettelige og livsbestemmende fejl, Alice Munros karakterer er født med eller udvikler, således er også hendes persongalleri næsten umuligt at glemme igen. Det er et helt liv, der spejles i de her få begivenheder, og det er et helt menneske, vi ser skrevet frem i få, præcise sætninger. Uden at udpensle ethvert karaktertræk, så formår novellerne alligevel at lade sig indprente i en sådan grad, at man sidder med de mange historier i kroppen længe efter, fortællingen er afsluttet.

Det tilfældige møde er også en central medspiller i Alice Munros novellekunst, og som den lidet kønne forside til LIVET antyder, så optræder der også mange tog i LIVETs noveller. Det er sigende, for togets betydning bliver, at personerne har en på forhånd bestemt retning, en destination, men at de afviger fra den og ved tilfældigheder finder sig selv nye steder og med nye mennesker. Det er længslen efter noget andet, der driver dem.

Jeg har personligt ikke læst Alice Munro tidligere, og nye læsere kan sagtens starte med LIVET. Som læser af skandinaviske, minimalistiske noveller skal man måske lige vænne sig til formen, hvor fortælleren i højere grad fortæller, hvad der sker, fremfor det bare sker og er op til læseren at afkode. Fortælleren og det at fortælle er i ligeså høj grad hovedperson som de involverede karakterer, og det er ikke en fortæller, der søger transparensen. Tværtimod er Alice Munros fortæller en begejstret, tænksom og styrende omviser i erindringernes støvede afkroge.

Anmeldelsen blev offentliggjort på Litteraturnu.dk d. 24. juni 2014.

Reklamer

Der er lukket for kommentarer.

What’s this?

You are currently reading Erindringens tidsløshed – Alice Munro LIVET at Anna Møller.

meta