Barndommens sære lege – Iben Mondrup GODHAVN

13. oktober 2014 § Skriv en kommentar

136_forside_jpg2_v3
– Hvis det ikke var fordi hundene allerede var blevet fodret, ville det være farligt for hvalpene at tumle rundt i nærheden af kæderne og de voksne hunde. Det burde den altså vide, den burde vide at det er farligt at være lille, at det er godt når man får klippet sine hjørnetænder og bliver sat fast.

Efter to romaner om den søgende billedkunstner Justine fokuserer Iben Mondrup i GODHAVN på at lade barnets stemme føre læseren gennem det oprørte, grønlandske farvand.

Læseren lander med helikopter på Diskoøen efter en sommer i Danmark. De tre søskende Bjørk, Knut og Hilde sidder sammen med deres forældre i helikopteren, og intetanende lander de til et år fyldt med gennemgribende forandringer. Bjørk starter i dansk skole og bliver isoleret fra sine grønlandske venner, den følsomme Knut forsøger at sige farvel til en ven og forholde sig til at være forelsket i en 9-årig pige, og Hilde kommer i puberteten og begynder at afvige fra den vej, hun hidtil har fulgt.

De samme begivenheder opleves i en næsten triptykonisk opdeling fra tre søskendes synsvinkler, og selve fortællingens skifte i vinkel, stil og tone ender med at være en pointe i sig selv. Barndommen er nemlig slet ikke uskyldig og rosenrød – den er fuld af sære og seksualiserede lege, af misundelse og jalousi og af besiddertrang og magtspil.

Lad os dvæle lidt ved bogens treleddede form, hvor især lillesøster Bjørks indledende fortælling er ramt virkelig godt i stil og tone. Bjørk lever på mange måder i en farlig verden. Ikke bare lever hun som resten af sin familie i den lille grønlandske by Godhavn, hvor en kamp med og mod den ofte ukontrollerbare natur gennemsyrer samfundet. Slædehundene kaster sig over hundehvalpe og småpiger, druk forpurrer folks dømmekraft og efterlader sår af vold og overfald efter sig.

Bjørks barneøjne ser lystigt på sin omverden og forsøger ikke så meget at forstå de voksnes spil, men snarere at besidde spillet. Hun er drevet af en drift mod de drenge, der er omkring hende, og hendes blik er sanseligt med et til tider næsten fordærvet sprog. Det er underholdende og besnærende, og det lille barns til tider næsten ondskabsfuldhed og ensidige egoisme er ramt godt, og følelsen af uretfærdighed er sært smittende.

Romanens tone vokser i takt med, at fortælleren vokser, og det virker, som om der er brugt en del energi på at ramme de forskellige aldersgruppers måde at formulere sig på. Bjørks stemme er med andre ord mere rå, enkel og til tider næsten hadsk, mens mellembarnet Knuts tone er søgende, usikker og observerende. Den ældste datter Hilde og hendes forhold til den komplicerede Johannes viser sig hen ad vejen at være bogens egentlige drama eller plot. Det er den her ustabilitet, som det spirende forhold afføder, der er årsagen til de fleste af romanens forviklinger, men udover en kringlet, dramatisk afslutning, som jeg med bankende hjerte selv skulle læse flere gange for i sandhed at være sikker på at have forstået rigtigt, så er Hildes historie i virkeligheden den mest uinteressante i mine øjne.

Sammenstillingen af de tre søskendes historier belyser også en anden interessant pointe. Hos det lille barn Bjørk er det ikke umiddelbart afkodeligt, om den lille familie er dansk eller grønlandsk, og det virker også mindre vigtigt. Den spænding, der findes i Bjørks verden, er ikke afhængig af tilhørsforhold eller ’dem’ og ’os’. Det er tværtimod alles kamp mod alle, og følelsen af at være fremmedgjort er slet ikke en faktor i det 8-9-årige barns driftsdrevne urverden.

I Hildes teenageblik føler vi imidlertid klart et skel mellem grønlændere og danske – på trods af, at familien, vi følger, har boet i Godhavn i næsten 10 år. ‘–Kan du ikke tåle det, danske pige?’, spørger Hildes forelskelses omdrejningspunkt, den utilpassede Johannes. Deres viklen sig ind i hinanden bliver voldsom og voldelig, og Johannes’ historie virker som en manifestation af de børn, der er faldet udenfor og som ikke favnes af hverken familie eller samfund.

GODHAVN er det bedste, jeg har læst af Iben Mondrup, og den meget sanselige stil og evnen til at beskrive især naturens fordærvede skyggesider synes at passe perfekt sammen med barnets øjne. I stedet for at kamme over i en slags sproglig bevisførelse af evnen til at fremkalde kvalme, så føjer hun en vanvittig interessant og velskrevet dimension til barndommens idyl.

Anmeldelsen blev offentliggjort på Litteraturnu.dk d. 13. oktober 2014.

 

Reklamer

Der er lukket for kommentarer.

What’s this?

You are currently reading Barndommens sære lege – Iben Mondrup GODHAVN at Anna Møller.

meta