Rejseberetning kaster et undrende blik på oplysningstiden

28. april 2016 § Skriv en kommentar

robert-zola-laverne-1Robert Zola Christensens velskrevne rejseberetning giver 1700-tallets overtro og videnskabelige metoder fysisk form

●●●●○○

Oplysningstidens både fiktive og faktiske rejseskildringer var populær læsning, der både ekspanderede læserens verdensbillede og horisont. I Robert Zola Christensens nye roman, ”Larverne, Ansaldo og krydderihandlerens søn”, får man fra Kirchenborg Slot i Køge Bugt fortællingen om en dramatisk færd nogle måneder forinden, hvor en navneløs fortæller drager mod det kolde nord, hvor alt bestemt ikke var, som det burde være.

Efter nær at have havnet i hænderne på en slavehandler i Calais rejser vores hovedperson og dennes rejsekammerat – en filosof, der kaldes ”manden fra Rouen” – videre mod Sverige og væk fra en sotepidemi i det franske hjemland. I Sverige venter en passende brud, og filosoffen skal som huslærer fungere som den kommende bruds indgang til det svære franske modersmål.

Tingene går imidlertid ikke som planlagt, da de to rejsende når frem til deres destination. Filosoffen, en John Locke-agtig fornuftstype, har konstante disputter med den kommende svigerfar, der lider af vildtvoksende fantasi og overtro. Der er nemlig fundet mærkelige, hvide larver i hans mine, og hans smukke kones føjten er i højere grad end før svær at styre, så noget må der jo være på spil.

Spændingen mellem den mineejende svigerfar og filosoffens verdenssyn er da også til at føle på. Mineejeren fylder sig med dyrt indkøbt ”flaskefoder”, hvis brune eliksirindhold skal holde de indre væsker i ro… Som han selv udbryder: ”Når dråberne spredes i min organisme, bliver jeg from som et lam (…)”. Hans overtroiske tendenser modsvares af filosoffen, der ræsonnerer mindre underholdende om kausalitet og erkendelse.

Robert Zola Christensen er på mange måder en tekstens mester. Ikke bare har han skrevet en af de mest anvendte skriveværkstedsbøger på markedet, ”Manual til skrivekunsten”, han bevæger sig også gnidningsløst fra børnebøger over krimier, digte og noveller til denne ”Laverne, Ansaldo og krydderihandlerens søn”, der har klare tråde til det, der kaldes den fantastiske litteratur.

Den fantastiske litteraturs centrale tøven eller tvivlen mellem at tro på det overnaturlige og fastholde det reelle arbejdes der helt tydeligt med – og alligevel falder balancen ofte ud til enten den ene eller den anden side i Robert Zola Christensens hænder. Dermed brydes meget af den uhygge, som et fantastisk og udsyret eventyr som B.S. Ingemanns ”Sphinxen” ellers fastholder, og den sikre fortællerposition i Køge Bugt giver da også en beroligende forsikring om, at alt jo ender godt.

Snarere end en tøven lurer en konstant og mere ufarlig undren. Hvad er de mon, de blegfede, stenædende larver i minen? Hvad dækker den italienske minearbejder Ansaldos gennemvædede forbindinger over? Og hvor meget påvirker ens fantasi egentlig ens opfattelse af virkeligheden?

Som en naturlig forlængelse af sit ståsted i oplysningstiden er romanens sprog nøgternt og tonen lidt tung, og Robert Zola Christensen påtager sigi høj grad rollen som fortæller, ikke poet. Det ændrer imidlertid ikke på, at romanen er yderst velskrevet og på mange måder en veludført stiløvelse udi oplysningstidens forundrende rejse.

Anmeldelsen blev bragt af Kristeligt Dagblad 28. april 2016.

Reklamer

Der er lukket for kommentarer.

What’s this?

You are currently reading Rejseberetning kaster et undrende blik på oplysningstiden at Anna Møller.

meta