Rørende sammenbrudsroman sætter smertensord på tabet og afmagten

14. maj 2016 § Skriv en kommentar

ItemImage.aspxKristina Stoltz’ skilsmissebog fortæller på poetisk vis om følgerne af en ustabil barndom og om at miste ikke bare sig selv, men hinanden.

●●●●●○

Når ikke bare kroppen pludselig befinder sig i krise, men også kernefamiliens gitre ryster, så er det naturligt at vende blikket indad. I Kristina Stoltz’ anden roman om karakteren Fanny vågner hovedpersonen pludselig op til en voldsom synsforstyrrelse. Og ikke nok med, at kroppen gør modstand, så har en fremmedgjorthed også vokset sig stor som en tyr mellem Fanny og hendes mand, hvor kun kærligheden og ømheden til de fælles børn William og Clara er intakt.

Den bipolære ægtemand vil redde verden blandt andet gennem en febrilsk plan om bybier på familiens altan, mens den ængstelige Fanny vil redde familien, og efterhånden har de nedbrudt hinanden fuldstændig. De har mistet troen på deres fælles kærlighed og viljen til at kæmpe for den.

Fannys synsforstyrrelse udvikler sig til bælgøjethed, der i Kristina Stoltz’ velskrivende hænder påvirker sproget i en ganske poetisk retning. Synsindtrykkene blander sig nemlig i hinanden, så Fanny bevidst må sortere i dem – velvidende om, at bilerne jo ikke kører inde på fortovet, selvom det med hendes øjne ser sådan ud.

”Skabet maler geishaens ansigt grønt, som om hun har meget ondt i maven, mønstrene fra gulvtæppet, blomsterne fra dynebetrækket i hendes sorte hår”, brydes den ellers næsten kliniske realisme med, og de udsyrede filmeffekter klæder nutidens registrerende og lidt passive stil.

Romanen lader to spor løbe ved siden af hinanden, der ud over Fannys nutid også tæller energiske og stærkt sanselige kapitler om den spæde ungdom på Christianshavn som 14-15-årig. Her forsøger den overansvarlige datter at samle trådene efter sine forældres kaotiske forhold, samtidig med hun udforsker sin egen, spirende seksualitet. Forældrenes forhold hænger i tynde tråde udspændt fra især den norske far, Charlies, store udsving og fandenivoldskhed, der ikke efterlader megen tryghed eller stabilitet for den lidt naive pige.

Og naturligvis er der klare tråde mellem den ustabilitet, Fanny oplevede som barn, og den uro, hun føler i sit voksne liv. Den mest signifikante efterve er en kontroltrang og underlæggende, falsk bevidsthed om, at familiens ve og vel er hendes ansvar. Som når Fanny som voksen styrter op ad trapperne til familiens lejlighed, da hun er overbevist om, at datteren Clara nok står oppe på en stol ude på altanen og er ved at falde ned. Men nok er hendes mand verdensfjern og lider til dels af storhedsvanvid, men samtidig er det ham, der passer hele familien, mens Fanny ligger øjensyg i sengen og ser dobbelt.

”Som om” beskriver ikke bare det smertelige sammenbrud eminent, den lader også det udsatte barn i en kaotisk og ustabil voksenverden komme til orde. Fortællingen er følelsesfuld og dybt bevægende uden at tippe over, og selvom bruddet er uundgåeligt, er det ikke mindre vemodigt, da det endelig finder sted.

Anmeldelsen blev bragt af Kristeligt Dagblad 14. maj 2016.

Reklamer

Der er lukket for kommentarer.

What’s this?

You are currently reading Rørende sammenbrudsroman sætter smertensord på tabet og afmagten at Anna Møller.

meta