BLÅMEJSENS SANG

29. august 2019 § Skriv en kommentar

Carl-Emil havde alle dage været en svagelig lille dreng. Knap halvanden meter høj i trettenårsalderen, og da drengen rundede de femten og skulle være godt inde i pubertetens blomstring, indkaldte jeg både mor og det lille skravl til samtale.

Det var sidst i september, og trækronerne havde antaget en klædelig rødorange farve, der fik mig til at glane ud ad vinduet endnu længere tid end normalt. Henover foråret havde jeg fulgt en kragefamilies gøren og laden i det nærmeste birketræ, og resterne af en sort rede kunne efterhånden anes gennem den afpillede top. Om en uge ville alle blade have skiftet farve og efterhånden drysset ned foran vinduet, hvor jeg stadig ville sidde med småsygdomme og vokseværk, der lod vente på sig.

Gennem den åbne dør kunne jeg høre sekretæren sige højt, at lægen nok snart var klar. Jeg rømmede stemmen løs med et »jatak, Fröken Lund!«, placerede læsebrillerne på næsen og drejede derpå stolen i retning af venteværelset.

Moren har jeg aldrig brudt mig om. Hun skubbede skravlet foran sig, og med modvillige skridt trådte drengen ind i min konsultation, der ikke havde været overrendt den formiddag.

»Her er vi,« meddelte hun, og jeg måtte istemme; ja, her var de. Hun var vrissen, og mundvigene hældede nedover, men jeg forsøgte med et smil at byde dem velkommen og tog derefter læsebrillerne af.

»Vi skal tale om din trivsel, Carl-Emil,« sagde jeg henvendt til drengen, da de havde sat sig ned. Carl-Emil løftede end ikke hovedet, men sad og hang som en udtørret solsikke.

»Ja, det kunne vi forstå,« sagde moren og rykkede sig til rette på sædet.

»Ikke, at jeg begriber hvorfor, Carl-Emil er bare lidt sent udviklet. Det skal nok komme. Hans lillebror var også lille, men nu er han skudt i vejret på ingen tid.«

Carl-Emil syntes at synke endnu længere ned i stolen.

»Han er efterhånden højere end Carl-Emil.«

Jeg lagde hånden på min kind, eftertænksomt, så de stride skægstubbe prikkede let mod håndfladen. Maskinen havde strejket i morges. Nu lå der en hvidlig aura omkring det nederste af mit ansigt, og jeg tog mig selv i at ville skjule det med mine store hænder. Jeg lagde resolut hænderne på skriveunderlaget.

»Der er jo nogen, der aldrig udvikles til fulde,« sagde jeg så, »men blot forbliver potentiale. Et frø i dvale, om man vil. Man kan have på fornemmelsen, at netop det er tilfældet med Carl-Emil. Så vidt jeg kan se, er der ikke sket det store, siden, ja, drengen var 12-13 år. Man kunne have på fornemmelsen, at alt simpelthen gik i stå på det tidspunkt?«

Moren rødmede og stirrede på sin søn. De var bemærkelsesværdige ved siden af hinanden. Hans sammensunkne skikkelse mod hendes rette ryg og veltrimmede frisure. Carl-Emils fuglerede. Hendes ansigt var langsomt blevet højrødt og lignede efterhånden en af de cherrytomater, jeg som oftest har held med at fremavle henimod sensommeren.

Drengen gav et pip fra sig og rettede sig op. »Det var også den taske.«

Moren vendte sig med et ryk mod sin søn, der pillede ved en løs snor på sine bukser. Jeg gestikulerede mod drengen; hvilken taske.

»Vi var i Paris, min lillebror og jeg og så mor, og det var blevet sent. Vi var trætte,« sagde Carl-Emil og gjorde en bevægelse med hovedet, så det lange pandehår blev fejet til side og afslørede et par blågrønne øjne bag gardinet.

»Men efter noget tid fandt vi metroen. Da vi var fremme ved vores station og gik op mod trapperne, fulgte en mand efter os. Han indhentede os ved toppen af trappen og spurgte mig på engelsk, om jeg havde en lighter, men jeg sagde nej. Vi gik videre ned mod vores hotel, og så skriger min mor pludselig bag mig. Jeg vender mig og ser manden fra stationen, han står og river i min mors taske. Jeg er helt stivnet, og min mor skriger højere og højere. Hun lyder som en alarm: huiiii. Manden river til, så den lange taskerem går i stykker, og alting bliver spredt ud over brostenene. Han bøjer sig lynhurtigt ned og tager min mors pung og løber væk. Min lillebror begynder at løbe efter ham, men stopper efter noget tid og råber noget efter ham. Tyven forsvinder omkring et hjørne. Mor sætter sig ned og græder.«

Carl-Emils mor havde bøjet nakken og sad med krum ryg.

»Og du stoppede ikke tyven? Løb du også efter manden, Carl-Emil?«

Carl-Emil rystede på hovedet, og jeg drejede stolen ud mod den rødlige trækrone.

Birketræerne er talrige her i området. Længere nordpå dominerer granskovene, der dækker op mod 60 procent af landet og udgør en hel procent af verdens skov. Nok er Sverige ikke verdens lunge, men så verdens næsebor i det mindste. Carl-Emils mor rømmede sig, og jeg vendte igen blikket mod de to. Jeg søgte efter en passende metafor.

»I naturen er det normalt, at op mod halvdelen af småfugle mister livet under en streng vinter,« begyndte jeg. »Blåmejser og rødhalse eksempelvis. Som hovedregel kan man sige, at jo mindre fuglen er, desto større er risikoen for at omkomme.«

Morens øjenbryn blev så småt samlet i en rynke over næsen.

»Det er vel en kombination af den naturlige selektion samt de stadig strengere vintre, vi har heroppe mod nord. På den vis er naturen en ubarmhjertig størrelse. Tag nu sandtigerhajen. Her rummer moderen hele to livmodere med hver deres bunke æg, der bliver til embryoer og fostre, og når en af fostrene inde i maven bliver stor nok, er der kun en vej frem.«
Jeg stirrede på drengen.

»Den første unge må spise sine søskende.« Jeg holdt inde og ventede på en form for reaktion, men fik ingen. Højst et nik med hovedet, der fik gardinet til at falde på plads igen foran øjnene.

»Nå, jeg væver,« sagde jeg. »Jeg foreslår, vi ser tiden an. Hvem ved, måske er det hele ikke så slemt. Lillebror er jo kommet godt efter det.«

Carl-Emils mor kiggede ud ad vinduet og havde ladet en arm dingle slapt ned fra siden. Med et afslappet ansigt så hun næsten køn ud, og jeg tænkte pludselig på min afdøde kone. De sidste år kunne hun sidde og falde i staver foran vinduet, når hun havde spist sit æg, og deres profiler synes med ét at afspejle hinanden.

»Lad os sige, at vi ses igen om seks måneder. Og så holder I øje med udviklingen i mellemtiden. Ud og få noget frisk luft, ikke, Carl-Emil. Sol. Natur.«

Carl-Emil nikkede og rejste sig. Han rakte hånden frem mod mig og rystede min næve i kraftige svingninger. Han hankede op i sin mor, og sammen forlod de min konsultation med åben dør.

Fröken Lund var vist gået til frokost. I den mørke computerskærm foran mig kunne jeg ane konturerne af mit ansigt, den store næse og det tilbageredte hvide hår. Jeg slog en tast an, så skærmen tændte, og skrev pligtskyldigt min rapport.

Blåmejsens sang er opdelt i to fine strofer, skrev jeg indledningsvist. Efterfulgt af en trillelignende sang. Den siger tsii-tsii-tsu-hu-hu-hu-hu: Her er mit territorium. Som et ekko af en ringeklokke.

 

Der er lukket for kommentarer.

What’s this?

You are currently reading BLÅMEJSENS SANG at Anna Møller.

meta