DER ER ALTID EN REGNING AT BETALE

29. august 2019 § Skriv en kommentar

Amager, 4. august 2010.

Jeg starter bare midt i: Naboerne er begyndt at skændes igen. I sidste uge hørte jeg hende ligge et sted nede ved gulvpanelerne og med en tynd stemme hviske ”hjæææælp”. Han trampede rundt og smed med stolene, mens han skreg ”hold kæft” til hende fra tid til anden. Klokken var ikke engang 8.

Hver morgen står der en pose brugte bleer uden for deres dør og stinker, og tvillingerne skriger, som om de bliver tævet. For lidt siden ringede jeg til kommunen og meldte dem, og de spurgte, hvor jeg kendte dem fra. Jeg sagde: ”det er mine naboer, og jeg har boet ved siden af dem i ti år.” Det er blevet værre, efter tvillingerne kom. I starten hilste vi på trappen, og jeg hjalp kvinden op, da hun havde brækket benet, men de seneste år har det været sporadisk med kontakt, og en dag blev jeg skældt ud for at have smækket min hoveddør og vækket børnene. Så spurgte kommunen, om anmeldelsen skulle være anonym, og jeg mumlede ja og lagde på.

Jeg havde i noget tid tænkt på at melde dem, og forleden morgen bankede det pludselig kraftigt på døren. Jeg var tidligt oppe, fordi hun havde råbt en bunke infame skældsord, mens hun gennede tvillingerne ud ad døren. Et kvarter senere var der en forbandet larm ude fra reposen. Jeg åbnede døren med en forventning om at skulle stå over for en mindre opstand, men det var ikke tilfældet, for gruppen af mennesker var samlet foran naboens dør. Ned langs trappen stod omtrent et dusin; unge og gamle, nogle i en slags uniform med apparater i hænderne. Jeg undskyldte og lukkede igen, uden nogen rigtig sagde så meget, og efter noget tid åbnede manden ved siden af så sin dør. Jeg selv fulgte med i dørspionen. De næste par timer var der en masse ståhej derinde fra, men jeg kunne ikke opfange så meget, for stemmerne var dæmpede, og desuden begyndte underboen at hænge et billede op. Jeg stillede mig hen i hjørnet af køkkenet, hvor jeg ved, der er ekstra lydt, og trampede så i gulvet for at få hende til at stoppe.

På et tidspunkt begyndte de at bære møbler ud: en brunlig lænestol med puf til, et sammenrullet tæppe og en sort sæk med en pude stikkende op fra. Jeg spekulerede på, om det var mandens eller damens møbler, men så fulgte den duknakkede mand alligevel efter, og jeg formoder, han er blevet smidt ud. Du kan forestille dig, hvor det frydede mig. I løbet af formiddagen begyndte de at støvsuge og snakke højere derinde, og ved middagstid smækkede de hårdt efter sig.

Hun er et kæmpe læs. Nogle gange tænker jeg, hvordan det overhovedet lykkes hende at komme ind ad døren, for hun må være to meter over ryggen. Rødhåret og brøler som en ko.

Det er ellers et fint nok sted. Ovre på den anden side af vejen bor et ungt par. Engang greb jeg dem midt i en seksuel akt, jeg ikke formår at genfortælle i lødige vendinger, og jeg måtte dukke mig ned under vinduerne, så de ikke så mig. Efter lidt tid rejste jeg mig igen, men der var døren ind til soveværelset blevet lukket. Hvis solen skinner, sidder de gerne ude på altanen ud mod mig med fødderne oppe på gelænderet. De drikker en slags fitnessvand og ryger imens. Ham nedenunder dem rister sine egne kaffebønner og lader dem køle af på en bakke på altanbordet. Det dufter hele vejen over til mig.

Når det er varmt, har jeg gerne vinduerne åbne hele dagen og natten med og flytter bare potteplanterne, hvis der kommer gennemtræk. Mit soveværelse vender ud mod gården ligesom køkkenet gør, og jeg har malet det i en køn lysegrøn nuance. Nogle gange fortryder jeg at bo alene, og andre gange er det en lettelse selv at kunne bestemme. I fredags hørte jeg noget pusle ved bagtrappen. Klokken var omkring 21, og jeg så et ligegyldigt underholdningsprogram inde i stuen og havde spist take-out. Det var kinesisk med en form for klistret chilisovs og lange slaskede nudler til. Jeg slukkede først for lyden og lyttede; intet. Efter lidt tid begyndte larmen igen, og jeg gik ud mod køkkenet, hvor bagtrappen løber sirligt de tre etager ned. Der var stemmer derude. De baksede med døren, skrabede og gjorde ved, og til sidst råbte jeg højt ind mod stuen: ”Georg! Der er nogen herude! Kommer du ikke lige?” Jeg ved ikke, hvorfor jeg brugte navnet Georg. Jeg hørte dem stoppe op, pusle lidt igen og så løb de ned ad de mange trapper. Da jeg åbnede efter en halv time, sad der en due på den anden side af døren. Næbbet var underligt bulet.

Om sommeren er der en vældig ballade nede på gaden, men sådan er det vel at bo i en større by. De fortsætter gerne hele natten, og i weekenden er der optog eller forsamlinger. Jeg har aldrig selv deltaget i noget, men jeg vinker gerne, hvis det er en studentervogn, der kører forbi. Det er så festligt. En enkelt gang dyttede de gevaldigt, men for det meste kan de ikke se mig helt heroppe. Hvert år er der nogen, der falder af vognene og slår sig gevaldigt, men det er måske prisen for at være med. Der er altid en regning at betale.

For et par år siden blev der oprettet postkasser for alle nede ved gadedøren, så selv de dårligt gående må humpe hele vejen ned for at hente post og rudekuverter. Kun en enkelt i opgangen har dispensation, men hun har heller ikke været uden for en dør i flere år. Hver søndag kommer hendes voksne børn, og om eftermiddagen leverer kommunen mad i en sort plasticbakke. På døren hænger en seddel: ”Stil maden på måtten”. Over for postkasserne er der opsat en korktavle med opslag, ejendommens regler og efterlysninger fra vaskerummet.

I ordensreglementet hedder det, at det er forbudt at lade de små vinduer på bagtrappen stå åbne om natten. Jeg forestiller mig, at duen er kommet ind ad en af de vinduer. Den sad helt stille ude på trinnet, hvor jeg ellers mest opbevarer tomme urtepotter, og jeg var i tvivl, om den kunne flyve. Den så misdannet ud. Næbbet var som en forhornet negl og havde måske været knækket på et tidspunkt, og vingerne hang underligt tavst ned, som om de havde opgivet for længe siden. Den havde en lille rede med to æg i.

Duer ser man jo alle vegne. Som ung var jeg engang i Venedig, hvor en hel plads er dedikeret til duer og bespisning af duer. Jeg opholdt mig mest i skyggen, mens pladsen var et stort virvar af turistbørn og så disse evigt sultne dyr. En pige stod længe som en kristus og lod et utal af duer lande på de udstrakte arme, mens moren løbende fyldte fuglefoder i hænderne. Der bliver utroligt varmt og fugtigt i Venedig med alt det vand, og gondolerne er frygteligt dyre, så jeg rejste hurtigt videre til andre byer. Sienna med den pizzaformede bymidte og Firenze med alle museerne og den gigantiske David. Jeg gjorde det til en dyd at hægte mig på forskellige turistgrupper og følge med dem rundt, når de gik fra statue til statue og fortalte om tidligere tiders indflydelsesrige familier og stortiden i Middelalderen. Jeg husker meget af det endnu, men jeg vil ikke trætte med de nærmere detaljer.

Duen var fløjet her til morgen, og det lille bagtrappevindue var lukket. I reden lå de to plettede æg. Først overvejede jeg, om jeg kunne åbne det lille vindue igen, men jeg kunne ikke se metalstangen nogen steder. Der lå en hvid dunet fjer i reden, og æggene var stadig lune. Jeg har læst, at fugle ikke vil kendes ved deres æg, hvis man kommer til at røre dem, fordi de så lugter forkert, men det lyder urimeligt i mine ører, og jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig at forlade mine børn; i æg eller ej. Jeg fandt alligevel en form for bakke og lempede hele reden op på den og bar den tilbage til køkkenet, hvor den lige passede ind på vindueskarmen. Det er den med de brune blomster.

Sikke et mas, det må have været at lave den rede. Duen har vel fundet de fleste af grenene nede i gården, men det kræver alligevel både tid og kræfter at finde så mange kviste i samme tykkelse. Mens jeg betragtede reden, synes jeg, det ene æg bevægede sig en smule, men det er måske synsbedrag, og jeg har også tidligere oplevet at forestille mig ting, der ikke skete.

I Sienna var det et gammelt bekendtskab, jeg pludselig genkendte. Hun var blevet tynd og bar en blondeundertrøje med de knoglede arme ud fra. Hænderne havde hun foldet foran maven, og skulderbladene stod spidse ud fra ryggen, mens ansigtet vendte væk fra mig. Jeg vinkede og råbte hendes navn, men hun reagerede ikke. Jeg genkendte hendes familie, søsteren, faren og den krumryggede mor, men heller ikke de lod til at høre mig. Vi havde gået i skole sammen, og da jeg ikke kunne slippe tanken om, hvor pudsigt det var, at vi begge opholdt os i Sienna på samme tidspunkt, krydsede jeg hjørnet af pladsen og gik hende i møde, mens jeg gentog hendes navn; Alice. Da jeg var et par meter fra selskabet, lod jeg mærke til, at de alle stod med ryggen til mig. Jeg lagde en hånd på Alice’ skulder, men da jeg prøvede at trække skulderen til mig, var det umuligt for mig at få hende til at dreje sig om, hendes ansigt var sløret og vendte aldrig den rigtige side frem mod mig. Da jeg kom hjem igen til Amager, hørte jeg ad omveje, at hun havde taget sit eget liv.

Nede på gaden er der opstået en form for karneval. Kvinder med store hovedbeklædninger danser rundt i farvestrålende bikinier, og der lyder en taktfast trommen, der når helt op til mig på tredje. Rytmerne er utroligt smittende, og engang imellem er der en, der hujer. Genboerne står ude på deres altan og kigger ned på festen. Hun bærer en minutiøs træningstop og små shorts, mens han er i bar overkrop og solbriller, og han er utroligt muskuløs, ser jeg nu. Begge arme er dækket af sorte tatoveringer, og han drikker dåseøl. Jeg stod ude på altanen, da de trådte ud og forsøgte ikke at få øjenkontakt, men gik i stedet i gang med at rode med nogle pelargonier, jeg købte i supermarkedet forleden.

På et tidspunkt kunne jeg alligevel mærke deres blik, så jeg gik ind for at sætte kaffe over. Af uvisse årsager var køkkenvinduet blæst i af sig selv, men reden stod endnu på bakken i vindueskarmen, og jeg tjekkede forsigtigt, om æggene var kommet noget til. Det så ikke sådan ud. Det ene æg har en næsten lilla plet, jeg først opdagede, da jeg vendte det. De ligger lige i solen og var efterhånden blevet lidt varme, synes jeg. Jeg håber, de klækker i morgen.

Der er lukket for kommentarer.

What’s this?

You are currently reading DER ER ALTID EN REGNING AT BETALE at Anna Møller.

meta