Hvorfor bliver vi kriminelle?

29. august 2019 § Skriv en kommentar

Interviewet blev bragt i Bogmagasinet, et tillæg til Jysk-Fynske Mediers 14 dagblade, i marts 2019.

Jørn Lier Horsts krimier er som at læse true crime. Til april omsættes bogserien om den virkelighedstro efterforsker William Wisting til en tv-serie, og samtidig er den 49-årige forfatter aktuel både på Krimimessen og med krimien ”Det inderste rum”.

I ”Katharina-koden” fra 2018 arbejder Jørn Lier Horsts politiefterforsker William Wisting sammen med en cold case-enhed for at knække en kode fundet på en forsvundet kvindes køkkenbord. Hvis læseren knækker nødden med de mystiske tal og symboler, så er hele mysteriet løst.

Indtil Jørn Lier Horst i 2013 blev fuldtidsforfatter til en række prisvindende bestsellerbøger om blandt andet den samvittighedsfulde politimand William Wisting, så arbejdede han i næsten tyve år som efterforskningsleder. Han sad med alle drabssager i norske Larvik, og opklaringsarbejdet har på mange måder formet hans liv. Både som efterforsker og som forfatter har han arbejdet med at løse gåder og besvare det store spørgsmål: Hvorfor bliver vi kriminelle?

True Crime

»Jobbet som efterforskningsleder gjorde, at jeg har kunnet komme om bag politiafspærringerne og komme ind på indersiden af åstederne, hvor ikke så mange får lov til at bevæge sig. Der tager jeg også læseren ind,« siger han alvorligt.

Jørn Lier Horst sidder på sit hjemmekontor i Larvik syd for Oslo. Her – i en af de mest solrige og idylliske egne i Norge – udspiller hans suspensefyldte krimier sig, og her har han selv haft sit liv. Kontrasten mellem småbyernes sommerparadiser og den store færdselsåre E18, der skærer sig gennem området på vej ned gennem Europa, spiller en stor rolle i Jørn Lier Horsts bøger. Så stor, at landskabet og miljøet er blevet kaldt en af hovedpersonerne i serien om William Wisting. Og Jørn Lier Horsts detaljerede vejbeskrivelser har da også affødt en særlig turisme i området, fortæller krimiforfatteren:

»Der kommer campingturister fra Tyskland, som bruger mine bøger som en slags rejsebog, som de kan køre efter,« siger han med et lille smil.

I sit eget politivirke mødte Jørn Lier Horst de mennesker, der har været udsat for alvorlig kriminalitet. Nogle var pårørende og efterladte, og i mange år var det også Jørn Lier Horsts arbejde at afhøre gerningsmændene.

»At stå over for mennesker i fortvivlelse og anger er en af de ting, jeg har taget med mig ind i bøgerne og som er med til at skabe en realistisk eller autentisk historie,« siger han.

Autenticitet

Det autentiske element ses også direkte i debutromanen, ”Nøglevidnet”, der blev baseret på en virkelig hændelse.

»Mit forfatterskab startede antageligt den 8. december 1995,« mindes Jørn Lier Horst. »Det var den dag, hvor Ronald Ramm blev fundet dræbt i sit hus ikke så langt fra, hvor jeg bor i dag.«

Jørn Lier Horst gentager det navn, som har været så afgørende for ham: Ronald Ramm. Han blev fundet bundet, seksuelt misbrugt og dræbt efter adskillige slag, og på trods af dna-prøver fra 330 mænd er den 71-årige mands morder stadig ikke blevet fundet. Jørn Lier husker tilbage på sagen for næsten 24 år siden:

»Min første opgave var at rejse ud til huset. Det var en speciel oplevelse at træde over det dørtrin første gang og træde ind på et gerningssted. Vide, at der ville ligge fodspor fra drabsmanden og det at se, hvordan der havde foregået en kamp på liv og død gennem hele huset og endt i gangen, hvor manden lå død. Det var en vældig intens oplevelse, som jeg tog med mig videre, når jeg forsøger at skrive en bog.«

Cold cases

Jørn Lier Horsts roman ”Katharina-koden” fra 2018 er den første i en serie af fire, hvor efterforskeren William Wisting arbejder sammen med en cold case-gruppe. Netop opklaringsarbejdet med ellers skrinlagte forbrydelser er noget, Jørn Lier Horst har personlig erfaring med. For næsten 20 år siden efterforskede han drabet på en 12 år gammel pige, Kristin Juel Johannessen. I august 1999 blev hun fundet kvalt i en lund i byen Mørk nordøst for Larvik, og efter flere vildspor fik politiet endelig sigtet en person, den 23-årige lokale mand Henning Hotvedt.

»Vi fik stillet en mand for retten, han blev dømt, men efter at have anket blev han i den næste retsinstans frikendt, fordi der blev sået tvivl om et dna-bevis,« fortæller Jørn Lier Horst og fortsætter: »Et hårstrå kunne alligevel ikke bruges.«

Manden gik fri i næsten 17 år, før man i 2015 fik introduceret ny dna-teknologi. Man kunne analysere de gamle spor og få en fuld dna-profil. Jørn Lier Horst havde hele tiden været overbevist om, at de havde fat i den skyldige mand, og i 2016 blev forfatteren selv indkaldt som vidne i sagen. Morderen blev dømt skyldig for drabet.

»Sagen vakte på mange måder min interesse for cold cases. I ”Katharina-koden” er der også ny teknologi, der bruges til opklaringen, men en ny efterforskning af gamle sager handler også om at få nogle til at snakke,« siger Jørn Lier Horst. »Nogen ved noget.«

Katharina-koden

I ”Katharina-koden” får Jørn Lier Horsts rolige efterforskningsleder William Wisting hjælp fra en cold case-enhed med Adrian Stiller i front. Med Stillers utraditionelle metoder og Wistings grundighed skal de opklare en forsvindingssag om kvinden Katharina. Sagen trækker imidlertid dybere spor, end de har regnet med.

Den sporløse forsvinding er kendt tematik fra kriminalgenren, men i Jørn Lier Horsts hænder er der netop spor. Katharina har blandt andet efterladt sig en halvt pakket kuffert med et præcist antal beklædningsgenstande, nogle visne røde roser og et afgørende stykke papir på sit køkkenbord. Papiret indeholder en række tal, et kors og nogle streger – Katharina-koden. Læserne bliver præsenteret for den mystiske papirblok i det første kapitel, og hvis de klarer at løse koden, så løser de hele sagen om den forsvundne Katharina. På den måde bliver krimilæseren også en slags efterforsker.

Som de fleste andre krimier handler Jørn Lier Horsts bøger om, hvem der gjorde det. Men de handler lige så meget om, hvad der egentlig skete, og hvorfor det er sket. For Jørn Lier Horst er det nemlig vigtigt at finde ind til kriminalitetens årsager, og fascinationen af det arbejde var det, der drog ham mod politiarbejdet. Som ung lykkedes det ham både at komme ind på politiskolen og Den Norske Journalisthøjskole, men opklaringsarbejdet trak mere end journalistikken, og således blev skriveriet lagt i skuffen i mange år. Den kølige journalistiske stil ses da også tydeligt i Jørn Lier Horsts realistiske persongalleri. Her styres udenom de klassiske krimiklicheer, for Jørn Lier Horst syntes i sin tid ikke, at fiktionens efterforskere stemte overens med det virkelige politiarbejde. I bøgerne gik de rundt helt alene og løste drabssager, mens de var berusede, og dagen derpå vågnede de med skægstubbe og drak whisky fra natbordet.

»Jeg ville have en hovedperson, der var mere lig dem, jeg kendte,« fortæller han i sit kontor, hvor bøgerne står stablet i vinduerne.

Jørn Lier Horst skabte figuren William Wisting, der nu har fulgt ham i over ti år og er på banen igen i den nye roman ”Det inderste rum”. Wisting er enkemand, har to voksne børn og et barnebarn, men som karakter er han ikke den, der ligger i nærkamp med forbryderne. Snarere er tempoet sat helt ned.

Det indre drama

Jørn Lier Horst mener selv, at William Wisting er et godt menneske. Han er en helt almindelig politibetjent, man selv ville møde, hvis man skulle få brug for hjælp fra politiet.

»I mange andre bøger bliver karakterens indre konflikter en ekstra motor for handlingen, men sådan er det ikke hos mig. Jeg har en ordinær hovedperson, og det stiller større krav til kriminalmysteriet og plottet. Jeg skriver ikke bare om, hvad Wisting gør ved sagen, men hvad sagen gør ved ham.«

Og sagerne påvirker den ellers så idealistiske William Wisting. Efterhånden er han ikke længere så sikker på, at hans indsats gør en forskel. Fra den første roman udkom i 2004 til den nye udgivelse, ”Det inderste rum”, er efterforskeren blevet hårdere i filten og mere sortseer. Udviklingen er et billede på, hvordan kriminaliteten i Norden har ændret sig de seneste 15 år, mener Jørn Lier Horst, og uddyber, at kriminaliteten i Norge er blevet international, organiseret og mere brutal. Wisting selv er efterhånden også kommet oppe i årene, så hvordan ser fremtiden ud for den nuancerede efterforsker?

»Snart bliver han for gammel til at arbejde i politiet,« erkender Jørn Lier Horst, »men jeg har en pensionsplan klar,« smiler han.

Det inderste rum

Den nyeste bog om William Wisting, cold case-teamet og journalistdatteren Line hedder ”Det inderste rum” og udkom på dansk i slutningen af marts. Men Jørn Lier Horst var egentlig ved at skrive en helt anden Wisting-bog, fortæller han.

Han befandt sig på verdens nordligste litteraturfestival på Svalbard og faldt i snak med den norske rigsretsadvokat, der var stor fan af hans bøger. Rigsretsadvokaten er den øverste politiadvokat, der kender til alle hemmeligheder i de store drabssager, og han præsenterede en ide for forfatteren: Hvad med at have en klog gammel rigsretsadvokat med i en kommende bog? Det, synes Jørn Lier Horst, var en god ide, og således lægger ”Det inderste rum” fra kaj på rigsretsadvokatens kontor. Her er William Wisting blevet kaldt til hemmeligt møde, for der er nemlig blevet fundet 80 millioner kroner i udenlandsk valuta på en afdød politikers landsted. Selve dødsfaldet er ikke mistænkeligt, men hvor kommer alle pengene fra?

Sagen kommer til at agere sidste brik i en række uløste cold cases, og igen får Wisting hjælp fra både datteren Line og Kripos-eksperten Adrian Stiller. Især Lines aktive rolle i opklaringsarbejdet bliver et dramatisk element i ”Det inderste rum”, og den nye krimi er da også mere spændingsmættet end de tidligere.

»Den nye roman er mere dramatisk,« indrømmer Jørn Lier Horst, »og det hænger nok sammen med, at jeg skrev bogen ”Nulpunkt” sammen med Thomas Enger. Det er en helt anderledes bog med seriemordere, og for mig var der noget befriende i at lege med den genre. Jeg har altid skrevet mere realistisk uden så megen ydre dramatik, men ”Nulpunkt” foregår i et højere tempo. En mand dræber nye mennesker næsten hver dag, og det højere tempo har nok påvirket den måde, jeg skriver på. Og påvirket den bog, jeg arbejder med lige nu.«

Tv-serien

Fra april kan tv-filmatiseringen, der bygger på de to William Wisting-bøger ”Hulemanden” og ”Jagthundene”, ses på Viaplay. William Wisting spilles af norske Sven Nordin, og amerikanske Carrie-Anne Moss fra blandt andet Matrix-filmene kan ses i rollen som FBI-agent. Serien er optaget lokalt i Larvik og omegn, og folkene bag den dansk/norske fællesproduktion er rutinerede; de har blandt andet været med ombord på Wallander og Millenium-serien. På trods af det fine selskab – og den flotte titel som Norges dyreste krimiserie – har Jørn Lier Horst tidligere beskrevet adaptionen af en bog eller en serie til film som en ’nervøs’ proces for en forfatter. Han tænker højt:

»Når nogle andre skal tolke dine karakterer, og historien skal fortælles gennem en kameralinse, hvordan bliver resultatet så?«

Jørn Lier Horst har set de første episoder af tv-serien, og han er heldigvis godt tilfreds med resultatet. ”Wisting” består af ti afsnit og er – udover Thomas Enger-samarbejdet – eneste gang, Jørn Lier Horst selv har skrevet om en seriemorder. For Jørn Lier Horst er det vigtigere at lade fiktionen afspejle virkeligheden end at søge spændingskurvens højeste tinder, og hvis man til realistiske karakterer og velkonstruerede plot, så er der ingen vej udenom Jørn Lier Horst.

Jørn Lier Horst anbefaler fem politiromaner

  • Peter Robinson: ”I en tør tid”.

Med politikommissær Alan Banks. Et vandreservoir tørrer ind en hed, regnfattig sommer. I mudderet ligger et skelet. Smart intrige, solide miljøskildringer og levende karakterer.

  • Henning Mankell: ”Den femte kvinde”.

Min favorit med politikommissær Kurt Wallander. En mægtig roman om menneskers skjulte sider, hvor forfatteren evner at holde spændingen og uhyggen ved lige gennem hele bogen.

  • Michael Connelly: “Det tolvte offer”.

Drabsefterforsker Harry Bosch står tiltalt for at have skudt og dræbt en uvæbnet mand i tjeneste, samtidig med han jager en seriemorder. Connelly skildrer USA på en fortættet og stemningsfuld måde. Så at sige hver sætning i hans bøger er ladet.

  • Håkan Nesser: ”Borkmanns punkt”.

Politikommissær Van Veeteren må løse to øksedrab. Nesser skriver medrivende og uhyggelig præcist om mørket i menneskesindet. En dyster og kraftfuld fortælling.

  • Karin Fossum: ”Elskede Poona”.

Et sommervarmt krimidrama med en af de bedste norske efterforskere: Konrad Sejer. Indiskfødte Poona kommer aldrig hjem til sin ventende ægtemand, men bliver i stedet fundet ilde tilredt blandt vajende hvedekorn. En velkonstrueret intrige skitseres med mørke, realistiske streger. Karin Fossum skriver nådesløst, men også med medfølelse og forståelse.

Der er lukket for kommentarer.

What’s this?

You are currently reading Hvorfor bliver vi kriminelle? at Anna Møller.

meta