Mens man venter på at dø

29. august 2019 § Skriv en kommentar

Anmeldelsen blev bragt i Kristeligt Dagblad 02.08.2019.

Louise Juhl Dalsgaards anden romanudgivelse, ”Alle dage tilbage”, handler om at miste sin veninde til døden. Det er en øm fortælling med fine pletter af sort humor, og på trods af små irritationsmomenter er den noget så sjældent som en poetisk pageturner.

Louise Juhl Dalsgaard: Alle dage tilbage. 193 sider. 219,95 kroner. EC Edition

●●●●○○

To veninder mødes og drikker te. De snakker om planter og pakker rygsække og soveposer til en vandretur, de begge godt ved, aldrig kommer til at ske. For den ene veninde er dødeligt syg.

Louise Juhl Dalsgaard har skrevet et intimt romanportræt af en nær veninde, hun mistede sidste år. Portrættet har readymade-afsnit om bl.a. hypnotisøren Ali Hamann og det at have absolut gehør, og det holder en poetisk tone hele vejen igennem. Forfatteren selv har et bredt bagkatalog, hvor både prosa, lyrik og kortfilm fylder, og de lyriske efterladenskaber præger ”Alle dage tilbage” på både godt og ondt.

Med Louise Juhl Dalsgaards nære fortællestil er man helt inde i et dagbogsunivers, der føles meget privat, og så stikker eksempelvis brugen af personificeringer ud. Læs f.eks. med her, hvor jeget er udenfor ved juletid: ”Jeg er træt. Overalt flyder butikkerne over med bamsede mænd klædt i røde dragter og hvidt skæg. De minder mig om børnelokkere med deres påståede pebernødder og ildevarslende latter: HOHOHO!”

Lige præcis de ”påståede pebernødder” stikker i mine øjne ud, fordi der med personificeringerne skabes et metalag, der indikerer en vis form for refleksion eller styret fortælling. Med andre ord bliver man som læser bevidst om, at man jo netop ikke er inde i hovedet på sin fortæller, men derimod er vidne til noget konstrueret, og det bryder den intime fornemmelse. Et andet element, der fremstår malplaceret, er små glimt af uskønne sproglige klicheer og sætninger, der kan fremstå småtrivielle. Det er f.eks., når Louise Juhl Dalsgaard skriver, at ”kaffen smager af mere” eller når jeget hvisker ”Hej Virkelighed, ku’ du skrue lidt ned for charmen, så der også bliver plads til mig?”

De små sproglige horeunger, der primært rumsterer i starten af bogen, ændrer imidlertid ikke på, at ”Alle dage tilbage” er en virkelig fin bog. Den er ømt fortalt og forbavser med at være lidt af pageturner – og det er alligevel imponerende, når romanen handler om at miste. Portrættet af den syge veninde er kun lige malet med tilpas nok strøg til, at man ser omridset af et interessant, tænksomt, vittigt og empatisk menneske, og i venindens portræt spejles samtidig jeget selv. Hun har forståeligt nok svært ved at forholde sig til den forestående afsked og svarer bl.a. på en sms-besked om venindens dårlige søvnmønster med en oplysning om, at der er lammekøller på tilbud i REMA1000 og dernæst en lagkage-emoji og en lille video med Nordisk Films trompetfanfarer, og det siger jo næsten det hele.

I romanen sendes læseren også tilbage til fortællerens barndom, hvor tvangshandlinger, angst og en udtalt følsomhed over for verden allerede der spændte ben for udviklingen af det sociale panser, som tilsyneladende glimter i sit fravær. Måske derfor fremstår fortælleren med en sårbar uskyld, der ligner et barns. De to veninder giver hinanden modstand og kæmper også hver deres psykiske kamp, og det er svært ikke at blive betaget af dette menneske, der står på tærsklen til at sige farvel.

Som når den døende veninde skriver en liste over fordelene ved at dø: Aldrig mere skal hun spise bløde kammerjunkere, aldrig mere skal hun købe stribede knæstrømper, hun aldrig får brugt, og aldrig mere skal hun tage vejret personligt. Da de to er sammen til lægen, der fortæller om metastaser i lungerne fra den brystkræft, som veninden har haft, spørger han, om de to har nogle spørgsmål. Veninden svarer tørt: Er det bare mig eller lugter her af karse? Anbefales til alle, der har mistet en nær ven.

 

 

Der er lukket for kommentarer.

What’s this?

You are currently reading Mens man venter på at dø at Anna Møller.

meta