PURLØGENE BLOMSTRER

29. august 2019 § Skriv en kommentar

Nå, nu kørte der alligevel en bil ind til naboen. En kæmpestor grøn jeep. Af ren refleks kastede jeg mig ned foran pejsen, hvor lugen stod åben ind til et knitrende bål. Det kan godt blive hundekoldt i sommerhuset, også selvom alle radiatorerne står på fem.

Det store fyrretræ står og vinker til mig i blæsten, og jeg ved godt, hvad det siger, det vinker: Gå tilbage til brændeskuret og se, om han stadig er der. Om han ligger der, nøgen og afventende, eller om han er rykket videre til det næste hus, om det er inde ved nummer 9, han er nu. Og han er væk, jeg ved det bare. Du havde en chance, én chance, Beatrice, og det glippede for dig. Han havde ventet hele natten velsagtens, og så skreg du bare som en kalkun og smed kurven fra dig, før du drønede tilbage og smækkede døren i. Han var ung, selv forskrækket, uvidende om, hvad der skete. At det var dit brændeskur, han havde forvildet sig ind i. Hvor var hans tøj blevet af? Jeg kan kun gætte. Han er vel fattig, en fattig ung mand, helt alene ude i heden, har søgt læ i et ulåst skur ligesom alle de gnavne vildkatte, der strejfer rundt i området. Og al den tid vidste han ikke, at han bare kunne have ringet på. At jeg ventede på lige sådan en som ham.

Forårskulden sniger sig langs fyrretræsplankerne under mig. Mine bryster er fladet ud på hver side i uskøn disharmoni, og en splint presser sig ind mod den ene vorte. Nu er de kørt helt ind bag hækken. De slukker motoren, kan jeg høre. Åbner dørene. Jeg stirrer ned mod knasterne i gulvet. Ilden går sikkert ud nu. Alt det arbejde med at få varme i sommerhuset, og så går den alligevel ud, og jeg har ingen optændingsbriketter.

De første par år kom jeg aldrig herud alene. Enten var Bent med eller også var jeg heroppe med nogle gamle veninder, som jeg kendte fra seminariet, og efter Bent og jeg gik fra hinanden, var det mest med pigerne. Vi tog ned til stranden og badede, som om vi var unge igen, og om efteråret tog vi på den lokale golfbane og forsøgte at gennemføre ni huller. En eftermiddag inde i omklædningen kunne jeg pludselig ikke finde mit guldur, som jeg har arvet efter min mor. Jeg var sikker på, jeg havde lagt det i min taske, inden vi gik ud, og kun Gitte havde været inde og tisse, mens vi andre var på banen. Gitte, sagde jeg, har du taget mit guldur. Du skal være ærlig! Jeg rodede min sportstaske igennem med hektiske bevægelser, men det var ingen steder at se. Jeg kunne mærke, at mine kinder var blevet røde, og jeg var helt desperat. Jeg har ikke taget det, sagde Gitte og så fornærmet ud. Men hun forstod heller ikke, der er aldrig nogen, der forstår mig. Det ur er det eneste, jeg arvede fra min mor, resten fik mine søstre raget til sig, mens jeg lå på hospitalet med lungebetændelse. Grådige, egoistiske søstre, som slet ikke havde fortjent sølvtøjet og dåbskjolen og de tretårnede stager. Da vi kom tilbage til sommerhuset, var stemningen forandret, og efter aftenkaffen kørte Lisbeth med Gitte hjem, selvom det var meningen, de begge skulle have sovet i sommerhuset med mig. Siden har de ikke været heroppe, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få sagt, at jeg fandt gulduret i tasken nogle uger efter golfturen. Om det overhovedet betyder noget eller om uret bare var en undskyldning for dem, så de kunne trække sig væk fra mig.

Til helvede med dem. Gitte tog også alting personligt og underbagte sine småkager, så de hang sørgeligt, når man tog dem op fra fadet, og Lisbeth var en stor undskyldning for sig selv. Så synes hun, eleverne talte om hende bag hendes ryg, så var det pludselig ledelsen, den var gal med. Med årene var hun begyndt at male sine øjne med en kohl, men stregen sad langt over øjenvippekanten, og jeg er fuldstændig sikker på, at jeg ikke var den eneste, der kunne se det.

Jeg får pludselig lyst til at male et gigantisk maleri her midt på gulvet. Brede et enormt lærred ud og bare stænke løs, smide grøn og blå og rød og gul i lange dovne stræk ud over billedet, kaste mig ned og svømme rundt i malingen, tvære det ud med hænderne, knæene, de lange bryster. Male det mest fantastiske maleri, verden nogensinde har set, hente drengemanden ind fra brændeskuret, kaste ham ned på lærredet og se ham skøjte hen ad de bløde akrylfarver, så hans nøgne ungdrengeballer ville blive helt smurt ind i vådt pigment. Han ville blive overrasket, jovist, men han ville være med på den. Han ville synes, det var friskt, anderledes, det havde han ikke ventet. En ældre dame med fantasi, det ville være lige noget for ham. Beatrice, ville han sige, Beatrice, jeg har ventet på denne dag. Han ville kende mit navn, naturligvis. Han havde jo opsøgt mig, lige præcis mig og ingen andre. Lad os blive elskende, ville han sige og række armene ud efter mig, kom ned og elsk med mig i dette øjeblik, jeg kan ikke holde ud at være væk fra dig længere, min dronningefrø. Nok er jeg kun 20 somre gammel, men du er lige den kvinde, jeg har ledt efter hele mit unge liv. Lær mig livet at kende, smør mig ind i kærlighedens safter! Sådan ville han sige. De store mørke øjne ville stråle som stjerner op mod mig, og jeg ville give efter, ville jeg. Kaste mig i hans arme.

Døren til pejsen står stadig på klem, og jeg kan se, at der mod alle odds stadig er liv derinde. Jeg kan lige puste skråt deropad fra min flade position hernede på gulvet, mon ikke det hjælper. Jeg byggede det også fornuftigt op. To tørre træstykker af anseelig størrelse nederst, parallelt over for hinanden. Oven på dem, i modsat formation, to træstykker til. Inde i det lille træhus: tørre kviste og nogle sider fra en gulnet fransk ordbog med gotiske bogstaver. Det var muligt at dechifrere ’pommade pour les yeux’, og så smed jeg bogen ned i kurven til det øvrige optændingsmateriale.

Tændstikker, masser af tændstikker og så puf – der var gang i ilden.

Han ville godt kunne flytte ind, det ville jeg ikke have noget imod. Her er jo plads nok. Køjesengene står stort set ubrugte hen, og annekset skal bare ryddes for stankelben, så er det også klar.

Selvom han nu nok helst ville være her inde i selve sommerhuset sammen med mig. Det var jo mig, han var kommet for, sådan ville han sige. Jeg er kommet, fordi du er her, Beatrice, tror du så, jeg vil tage til takke med gæstehuset? Hans lem ville være erigeret, idet han ville rejse sig fra malerlærredet på gulvet og træde hen imod mig ved pejsen. Jeg elsker dig, Beatrice, ville han sige. Du er mit livs kærlighed. Kom, lad os elske, og vi ville elske igen, selvom vi lige havde kastet os over hinanden nede på det gigantiske maleri og efterladt en sløret brun-rød masse under os og måske i virkeligheden burde overveje at gå ud og skylle malingen af.

Jeg burde også rejse mig. Det er uværdigt at ligge her, nøgen og 63 år gammel, med rynkerne i fri dans fra det slappe legeme. Han kunne jo være fri fantasi. Han kunne være en halvflad badering fra de tidligere ejere, en skummadras i et forkert lys. Mine øjne er også så dårlige efterhånden. Jeg kan knap nok se mine havregryn om morgenen, og nogle gange får jeg hældt rugmel op i skålen i stedet for davre. Jeg havde drukket næsten en hel flaske hvidvin, inden jeg gik ud og hentede brænde. Der er så mange gode forklaringer, men når jeg lukker øjnene hernede mod de rå fyrretræsplanker og mærker helt ind i det, mange nok vil kalde sjælen, så ved jeg, han er derude. Han venter på mig. Om lidt banker han på hoveddøren og lægger munden mod dørens rude, inden han blidt hvisker Beatrice… Beatrice, det er mig. Luk mig nu ind. Jeg har ventet så længe.

Og det er lige i dét øjeblik, jeg ser det ud ad det mælkehvide stuevindue, jeg burde have skiftet for længst; at purløgene blomstrer.

Der er lukket for kommentarer.

What’s this?

You are currently reading PURLØGENE BLOMSTRER at Anna Møller.

meta