Nyt amerikansk navn på dansk imponerer

12. august 2016 § Skriv en kommentar

ItemImage.aspxNell Zinks generationsroman er herligt filmisk læsning med elskelige stereotyper i de amerikanske sydstaters brydningstid.

●●●●●○
På forsiden af Nell Zinks anden roman, der er indstillet til den prestigefyldte, amerikanske litteraturpris National Book Award, er der trykt et citat af Jonathan Franzen. Den storsælgende og prisbelønnede forfatter anbefaler Nell Zink som en ”usædvanlig talentfuld forfatter”, der får læseren til ”at overveje, om verden er større og mere mærkelig end den verden, man kender”.

Og ”Knald og fald” er da også en bemærkelsesværdig roman. Velskrevet, besynderlig og voldsomt underholdende i alle sine krumspring og uforudsigelige begivenheder. Eneste anke er en tendens til ”happy ending”, der muligvis efterlader læseren med en varm og rar mavefornemmelse, men som i mine øjne kan give uheldige Hollywood-associationer.

”Knald og fald” er på mange måder en klassisk familiesaga i amerikansk romanstil. Alligevel er den ikke som noget andet, man kender. Den jonglerer ubesværet med sine karakterers seksuelle præferencer, moralske kodeks og hudfarve, så begrebet ”queer” synes at være det gennemgående træk hos alle personer. Peggy Vaillaincourt er født i 1948 som enebarn af en kostskolepræst og en hjemmegående mor og vokser op med ønsket om at være en mand. Hun starter på den alternative pigeskole Stillwater College med en uudforsket, lesbisk seksualitet og drages mod de mest snerpede af kvinderne – og alligevel havner hun i hed bådomfavnelse med den flamboyante litteraturunderviser og forfatter Lee Fleming.

Han er åbenlyst biseksuel med stadig færre heteroseksuelle tendenser, og da Peggy bliver gravid som 18-19-årig, beslutter de sig for at gifte sig. Peggy mistrives imidlertid voldsomt i ægteskabet med den uforudsigelige og konstant utro Lee, og efter ti år og en anelse utilregnelig opførsel fra egen side flygter hun med datteren Mireille og efterlader sønnen Byrdie hos Lee.

Herfra deler historien sig i først to og derefter fire spor, så læseren til sidst følger alle fire familiemedlemmer og oplever deres længsler, udfordringer og bekymringer – selvom ”Knald og fald” som oftest skøjter på overfladen og primært synes at ville underholde læseren. Sprogligt er ”Knald og fald” overlegen med mærkelige sammenligninger og beskrivelser af især sumpområdet omkring Stillwater College, der byder på måneløse nætter så sorte som ”inden i en ko”. Replikkerne er så kvikke, at de ryger hen over siderne som bordtennisbolde, og især de mange scener med Lee og hans ældre, rige ven Cary er som taget ud af en film. Generelt opfører langt de fleste karakterer sig elskeligt teatralsk, og de stemningsfulde kulisser rummer en fantastisk detaljerigdom.

Naturligvis drømmer Peggy på urealistisk vis om at blive succesfuld dramatiker og arbejder på det ene kluntede stykke efter det andet. I sit eget liv lever hun ligeså u-troligt, som hun skriver: På trods af sine og datteren Mireilles lyse farver lever de i en sump som sorte, og snart begynder Peggy at opbevare stoffer for en indianer med småpædofile tendenser. Indianerens forhold til en dengang 11-årig bliver, på samme måde som bogens øvrige, kontroversielle emner, ikke taget op til debat, snarere fungerer de som underholdende og uproblematiske rundinger i et univers, hvor alt stort set er tilladt og alt stort set sker.

Jeg glæder mig til at se filmatiseringen.

Anmeldelsen blev bragt af Kristeligt Dagblad 12. august 2016.

Reklamer

Når besættelse kan betyde to ting

9. juli 2016 § Skriv en kommentar

ItemImage.aspxKriminalforfatterne Lotte og Søren Hammer rammer både jargon og miljø fantastisk godt i besættelsesroman om en lille bys befolkning og den smukke tilflytter, Rosa.

●●●●●○

Et land kan være besat, og et menneske kan være besat. Førstnævnte er Danmark – og dermed den lille provinsby Lyngstad, hvori ”Rosa” udspiller sig – og sidstnævnte er William, der er hovedfortælleren i søskendeparret Lotte og Søren Hammers nye roman.

De to forfattere er ellers bedst kendt fra krimigenren, hvor de siden 2010 har udgivet bøger i serien om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen.

I ”Rosa” flytter den smukke københavner af samme navn i 1944 sammen med sin far, der efter at have deltaget i den finske krig har granatchok, til den jyske flække Lyngstad. Her bevæger rygter, sladder og løse historier sig med hvirvelvinde, og selvom krigen for det meste ikke er til stede i andet end distributionen af modstandsbevægelsen blad ”Lyset”, så hersker der alligevel en lovløshed i byen, der eskalerende op imod befrielsen bliver mere og mere voldelig.

Den tiltrækkende 16-17-årige tilflytter er kold og afvisende over for især sin gymnasieklasses forsøg på at nærme sig hende, og ligesom med den underskønne krigsenke Maléna fra den italienske Tornatore-film af samme navn, accepterer det lille samfund ikke hendes afvisninger.

Det tager det som selvtilstrækkelighed, og særligt Rosas klassekammerater vender sig mod hende og chikanerer hende med både døde rotter og grove fotos – uden at hun dog lader sig påvirke særligt at dem.

Som med den afvisende skønhed Maléna bliver det for meget for de småborgerlige og selvretfærdige unge mennesker, og da den tyske officer Horst flytter ind i Rosa og hendes fars ledige værelse, begynder konspirationer om fraterniseringer med fjenden at opstå i landsbyen.

At indflytningen sker meget mod Rosas vilje, og at Horst hverken er nazist, racist eller SS, går landsbybefolkningen mindre op i.

Og hvordan ved læseren så, hvordan Rosa tænker om den tyske indflytter?

Jo, forfatterparret Hammer har valgt at udforme romanen som en brevroman, hvor den 16-17-årige Williams dagbogsnotater flettes ind mellem bekymrede breve fra den overansvarlige Rosa til hendes lillesøster hjemme i København.

Det hele er samlet af den ældre William, der både analyserer og uddyber sine egne noter – og ikke mindst fordømmer den unge, naive William. Samlingen er stilet til Rosas datter Ursula, og det er mildest talt både troværdige, detaljerede og udspekulerede ondskabsfuldheder, som den forsmåede William sammen med klassen eller i kraft af sin passivitet udsætter Rosa for.

For selvfølgelig er William ulykkeligt og altoverskyggende forelsket i den hemmelighedsfulde Rosa, der modsat ham brillerer i de naturvidenskabelige fag, hvor klassen har fået ny, eksperimenterende lærer.

Den kvikke og selvstændige Rosa vil på overfladen ikke vide af William, selvom vi gennem hendes breve læser, at hun ligeledes er forelsket i ham. Efterhånden begynder Rosa at hjælpe ham i matematik, som ellers er ved at være skyld i, at William ikke består 2.g. Netop den tangent viser sig få en betydelig rolle i plottets udvikling.

Som de krimiforfattere, Lotte og Søren Hammer er, er ”Rosa” langt hen ad vejen plotstyret. Det ændrer imidlertid ikke ved, at de to skriver fantastisk godt, og at de på troværdig vis rammer tidens tone og formuleringer.

Nu er jeg selv kun 32 år og har meget lidt begreb om, hvordan man som gymnasieelever talte sammen i 1944 – men det har forfatterne så til gengæld. Besættelsesromanen ”Rosa” er velskrevet, humoristisk, detaljerig og dybt underholdende, og både handling og personportrætterne er svære at give slip på, når man vender den sidste side.

Anmeldelsen blev bragt af Kristeligt Dagblad d. 9. juli 2016.

Overlæsset fortælling om sorg

7. juli 2016 § Skriv en kommentar

Anne Nielsen NATBOGAnne Nielsens roman om at miste troen og finde sig selv vakler i sit forsøg på at indkredse det usigelige.
●●○○○

Bolette er vendt hjem til sin barndomsby i Nordvestsjællands øde sommerhusområder for at deltage i sin alkoholiserede fars begravelse, og da de formelle sammenkomster er overstået, bliver hun i et lejet sommerhus i nærheden.

Her vikles hun ind i den stærkt troende ældre kvinde Maries liv og hverdag, da hun hjælper hende på fode efter et slagtilfælde, og møder også den dragende forfatter Jens. I Maries mørke kamre finder hun et billede af den mand, som Bolettes nu afdøde søster, Astrid, fik et barn med, og senere følger læseren så dette barns rejsen rundt i Jerusalem.

På papiret lyder det jo som et fint plot, omend narrativets originalitet og overraskelser lader vente på sig. ”Natbog”s helt store problem er imidlertid dens sprog, der i mine øjne forhindrer enhver form for fordybelse i historiens udvikling og især Bolettes menneskelige forandring.

Sproget pendulerer mellem det krampagtigt overforklarende og en overlæsset metaforikbrug, hvor sammenligningerne står i kø på næsten hver eneste, lille side.

Flere steder talte jeg op til seks sammenligninger pr. side, og alle sammenligninger af konstruktionen ”som” eller ”som om”. Det efterlader et indtryk af en vag fortælling, der fortaber sig i poetiske beskrivelser, fortolkninger og sproget selv i stedet for at fortælle det, historien egentlig handler om. Og det er desværre også en uskøn penduleren, der fabrikerer afsnit som det følgende:

”Og det føles, som om mørket brister, da hun ligger i sin hotelseng og ikke kan falde i søvn, og alt det hengemte springer op som et sår, der flyder over af materie. Hendes mor, der døde, da Bo var syv, og Astrid knap seks. Faderen, der arbejdede næsten konstant for at tjene til det hele; ensomheden trods sammenhørigheden med Astrid. Alt det ansvar, hun måtte bære for sin mor.”

Afsnittet falder allerede seks sider inde i bogen, men opridser alligevel største del af Bolettes liv i et resumé, der føles mere tvungent og unaturligt end decideret nødvendigt.

Unaturligheden findes desværre også i romanens få, men klodsede, replikker. Som når en landsbykøbmand fortæller, at Bolettes indkøb bliver det særdeles umundrette ”274,95 kroner”, eller når Bolettes replikker adskillige gange afsluttes med et overfrisk udråbstegn på trods af hendes ellers ret indadvendte og tænksomme natur.

Det virker måske som småting at hænge sig i, men når sproget så konsekvent spænder ben for sig selv, er det svært ikke at begynde at halte i sin læsning.

Anne Nielsen gør et udstyrsstykke ud af at beskrive især den voldsomme natur, som Bolette (og Marie) bevæger sig rundt i – og som oftest er stærkt besjælet og giver udtryk for de sorgfølelser, hun er fyldt af. Og det gør hun godt. Metaforerne er sanselige, smukke og poetiske, men for rige i repræsentation og bidrager som oftest ikke til meget i den samlede læsning.

Også en unaturlig høj detaljegrad, hvor beskrivelsen af Maries hus blandt andet optager en hel side, og alle små detaljer om, hvad et lille, hvidmuret badeværelse indeholder af zinkarmatur og naturfliser, samt hvad der præcis står på soveværelsesgulvet ovenpå, ikke bidrager til noget i fortællingen.

De mange pointeløse sproglige afstikkere er frustrerende for læseren, medmindre man søger at forsvinde ind i et drømmeunivers af møblerede sommerhusværelser, hvor det besjælede mørke ligger som en nærværende tyngde i hver en afkrog. Det søger jeg personligt ikke.

Anmeldelsen blev bragt af Kristeligt Dagblad d. 7. juli 2016.

Forvirrende bevidsthedsstrømme fra Island

28. juni 2016 § Skriv en kommentar

8702180275Islandske Ófeigur Sigurðsson fabulerer ustyrligt og underholdende om sagaforviklinger, stedords- forskning og en symbolsk naturvildskab.
●●●●○○

Man siger, at irske James Joyce som en af de første benyttede sig af det fortælle-tekniske greb ”bevidsthedsstrømmen”, da han i 1922 udgav ”Ulysses” på sin 40-årsfødselsdag.

Siden har især modernistiske forfattere som Virginia Woolf – og også Danmarks første, modernistiske digter, Johannes Ewald, i selvbiografien ”Levnet og Meeninger”– benyttet sig af teknikken.

Hvor bevidsthedsstrømmen som oftest er udformet som en indre monolog, rumsterer den hos den islandske debutant Ófeigur Sigurðsson en kompliceret matrjosjka-struktur.

Romanen er egentlig et brev fra den østrigske sprogforsker Bernhard Fingerbøl, der drager til Island for at undersøge og skrive en Saussure-inspireret ph.d.-afhandling om den egn, hans efternavn stammer fra.

Og hvor hans mor blev mishandlet og mosteren døde, da Bernhard var seks år.

Undervejs distraheres han af den snakkesalige og elskovssyge opsynsmand Edda og kommer endelig frem til sit mål, hvor han efter en række syrede samtaler og forviklinger med blandt andre hotel-naboen Gæst imidlertid både falder i en gletsjerspalte og angribes af en vild vædder.

På et hotel i nærheden behandles han af den ophidsede og energiske herredsdyrlæge, doktor Lassi, der amputerer både ben og kønsorgan, mens hun rabler vildt om blandt andet en forfejlet forfatterdrøm, ønsket om at kortlægge Islands folks historie, hvilke sandwiches hun og forskeren Sigurdur burde indtage og om dyrs lidelser i erhvervslivet.

Og ikke mindst om udformningen af den rapport, som hun skriver, og som brevet er viklet ind i – en rapport om amputering skrevet med ”(…) folkeligt og mellemfolkeligt vid”.

Allerede her har undertegnede mistet både orientering og kronologisk overblik – endsige begrebet om, hvad der egentlig sker i ”Vildmark”.

I et drømmeagtigt og knopskydende sprog blandes alt sammen, og dyrlægen er snart så delirisk som sin feberramte patient.

Det efterlader læseren i en position, hvor man som en anden kirurg forsøger at adskille tekstens vildtvoksende associationer fra hinanden i håbet om at skabe en form for mening i det hele. Det lykkedes ikke helt for mig, og som det modernistiske projekt, ”Vildmark” langt hen ad vejen er, er det er måske heller ikke meningen.

Som han ligger der på sygelejet og taler i vildelse til den maniske doktor Lassi, opstår enkelte, klare glimt til Bernhards ganske tragiske historie.

En indviklet familiehistorie med aner både i Østrig, Island, Sverige og Schweiz har efterladt ham med en stor familie, hvoraf storebroderen Tomas som niårig ved en fejltagelse hænger sig. Seksårige Bernhard finder ham, og et halvt år efter drager moderen og mosteren til Island, hvor de på sin vis begge møder deres endeligt.

Moderen mishandles og bliver aldrig den samme, mens mosteren dør, og da Bernhard som ung skal vælge fag og drages af moderens lingvistiske interesse, er faderen dybt skuffet over Bernhards sære forkærlighed for stednavneforskning.

Men det er nu ikke, fordi de rent plotmæssige og mere tragiske strukturer fylder meget i ”Vildmark”.

Ligesom ”Ulysses” er ”Vildmark” ualmindelig svær at hitte rundt i, og læseren bliver let kørt over af det ustyrlige sprog, der synes at imitere kraften i en islandsk vulkan.

Nok et billede, mange islændinge efterhånden er trætte af, men ikke desto mindre sandt i Ófeigur Sigurðssons tilfælde.

Sagn, absurditeter og indviklede anekdoter forenes og skilles ad igen i en herlig pærevælling, som man nok ikke skal forvente den store læsemæssige fordybelse af.

Ikke desto mindre er ”Vildmark” overmåde veludført, og romanen lægger sig i lige linje til andre store, modernistiske projekter.

Anmeldelsen blev bragt af Kristeligt Dagblad d. 28. juni 2016.

En varm anbefaling til sommerens læsning

23. juni 2016 § Skriv en kommentar

bookimage.ashxMorten Vittrups murstensstore slægtsroman er smukt samlet af levende fortællerstemmer.
●●●●●○

Mine egne bedsteforældre på min mors side mødte hinanden, da min morfar som ung teologstuderende spiste sin frokost på Lukasstiftelsen og langsomt forelskede sig i den unge søster Lise. Kærligheden var gensidig, og hun forlod de øvrige søstre og blev siden hen både mor, mormor, farmor og oldemor.

Det er en god historie, og på sin vis optræder en historie af samme type også i journalist Morten Vittrups debutroman med den forunderlige titel ”Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke”.

Morten Vittrups roman strækker sig fra 1926 til 2004, men sproget beholder sit tidløse islæt bogen igennem. Tonen er både velovervejet og underholdende, som sad læseren bænket omkring bålet med både levende ild og levende vandrehistorier i den spanske sommernat – og det er ingen tilfældighed.

To af hovedpersonerne, Sofía og Víctor, finder hinanden, da den skibbrudne og gådefulde Víctor de la Vega bliver fisket op ud for Malagas kyst og bliver sendt til pleje på klosteret San Luis, hvor Sofía arbejder som frivillig. Abbedissen på klosteret ønsker at lade Sofía flytte ind som nonne, men da den unge tvivlende forblændes og fastholdes af Víctors charme, historiefortællinger og mystiske tiltrækningskraft, kan hun ikke andet end at følge med og forelske sig.

Trods sin imponerende længde på knap 450 sider er Morten Vittrups roman yderst velkonstrueret med levende afstikkere til Víctors undfangelse, fødsel, barndom og ungdom i Argentina og en kronologisk udvikling, der følger Sofía og Víctors børn.

Litterære giganter som den magiske realismes mest populære forfatter Gabriel García Márquez fra Columbia eller den kinesiske nobelpristager Mo Yan rumsterer i baggrunden, selvom begges greb på realismen er mere magisk eller hallucinerende, end den er i Morten Vittrups stramme fortællertøjler. Alle tre er de dog eminente historiefortæller, der lader centrale, politiske skikkelser og begivenheder indgå som afgørende elementer i en families saga.

”Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke” er som værkerne af Márquez og Mo ikke forpligtet på en realistisk kohærensstruktur, hvor man for eksempel ville undre sig over den detaljeringsgrad, hvormed Víctor levende fortæller om tiden, før han overhovedet blev bevidst.

Romanens sprog glider ufortrødent og naturligt af sted med filmiske og sanselige beskrivelser, detaljerigdom, spanske stedsangivelser og en række personer, der måske kan virke som forenklede stereotyper, men som ikke desto mindre er både troværdige og elskelige.

Læs bare med her, hvor Sofías forældre beskrives: ”Af udseende var de som dag og nat, Robert var kraftig og tæt, Beatriz var lille og spinkel, som en afghansk mynde, men de havde på en eller anden måde fundet hinanden, selvom de også af sind var ganske forskellige. Roberto havde især i sine yngre dage været mere udadvendt end sin kone, der kunne fremstå så tør som slidt kalvelæder på en bibel.”

En varm anbefaling til sommerens læsning.

Anmeldelsen blev bragt af Kristeligt Dagblad d. 23. juni 2016.

Rørende sammenbrudsroman sætter smertensord på tabet og afmagten

14. maj 2016 § Skriv en kommentar

ItemImage.aspxKristina Stoltz’ skilsmissebog fortæller på poetisk vis om følgerne af en ustabil barndom og om at miste ikke bare sig selv, men hinanden.

●●●●●○

Når ikke bare kroppen pludselig befinder sig i krise, men også kernefamiliens gitre ryster, så er det naturligt at vende blikket indad. I Kristina Stoltz’ anden roman om karakteren Fanny vågner hovedpersonen pludselig op til en voldsom synsforstyrrelse. Og ikke nok med, at kroppen gør modstand, så har en fremmedgjorthed også vokset sig stor som en tyr mellem Fanny og hendes mand, hvor kun kærligheden og ømheden til de fælles børn William og Clara er intakt.

Den bipolære ægtemand vil redde verden blandt andet gennem en febrilsk plan om bybier på familiens altan, mens den ængstelige Fanny vil redde familien, og efterhånden har de nedbrudt hinanden fuldstændig. De har mistet troen på deres fælles kærlighed og viljen til at kæmpe for den.

Fannys synsforstyrrelse udvikler sig til bælgøjethed, der i Kristina Stoltz’ velskrivende hænder påvirker sproget i en ganske poetisk retning. Synsindtrykkene blander sig nemlig i hinanden, så Fanny bevidst må sortere i dem – velvidende om, at bilerne jo ikke kører inde på fortovet, selvom det med hendes øjne ser sådan ud.

”Skabet maler geishaens ansigt grønt, som om hun har meget ondt i maven, mønstrene fra gulvtæppet, blomsterne fra dynebetrækket i hendes sorte hår”, brydes den ellers næsten kliniske realisme med, og de udsyrede filmeffekter klæder nutidens registrerende og lidt passive stil.

Romanen lader to spor løbe ved siden af hinanden, der ud over Fannys nutid også tæller energiske og stærkt sanselige kapitler om den spæde ungdom på Christianshavn som 14-15-årig. Her forsøger den overansvarlige datter at samle trådene efter sine forældres kaotiske forhold, samtidig med hun udforsker sin egen, spirende seksualitet. Forældrenes forhold hænger i tynde tråde udspændt fra især den norske far, Charlies, store udsving og fandenivoldskhed, der ikke efterlader megen tryghed eller stabilitet for den lidt naive pige.

Og naturligvis er der klare tråde mellem den ustabilitet, Fanny oplevede som barn, og den uro, hun føler i sit voksne liv. Den mest signifikante efterve er en kontroltrang og underlæggende, falsk bevidsthed om, at familiens ve og vel er hendes ansvar. Som når Fanny som voksen styrter op ad trapperne til familiens lejlighed, da hun er overbevist om, at datteren Clara nok står oppe på en stol ude på altanen og er ved at falde ned. Men nok er hendes mand verdensfjern og lider til dels af storhedsvanvid, men samtidig er det ham, der passer hele familien, mens Fanny ligger øjensyg i sengen og ser dobbelt.

”Som om” beskriver ikke bare det smertelige sammenbrud eminent, den lader også det udsatte barn i en kaotisk og ustabil voksenverden komme til orde. Fortællingen er følelsesfuld og dybt bevægende uden at tippe over, og selvom bruddet er uundgåeligt, er det ikke mindre vemodigt, da det endelig finder sted.

Anmeldelsen blev bragt af Kristeligt Dagblad 14. maj 2016.

Døde mennesker får gul hud – Rolf Sparre Johansson BEGRAVELSE

9. maj 2016 § Skriv en kommentar

4d34337c15bf8f54330d8a8bd680eb22

– hun lå i den der hvide
en
sådan en hvid
hospitalsskjorte
og hendes hud var
jeg ved ikke hvorfor men den var gul
noget med at
der må være et eller andet
der gør at
døende eller
døde
mennesker får gul hud

 
 

Rolf Sparre Johanssons BEGRAVELSE er et åbent sår, hvor sproget falder over sig selv i et forsøg på at tale om det, man ikke kan sætte ord på.

Efter sin mundrette Kronstork-debut SØVN (2015) om at blive far, udgav Rolf Sparre Johansson i februar 2016 den fragmentariske digtsamling BEGRAVELSE om sin mors død.

På sin vis forsætter digteren sine meget personlige emner skrevet i talesprogsstil, og alligevel skiller BEGRAVELSE sig gevaldigt ud. I et slags juleflashback tænker jeget tilbage på to år tidligere, hvor moderen døde efter en lungetransplantation, og måske er det kombinationen af en voldsom og på mange måder uhåndgribelig oplevelse og så den der hukommelsens hullede si, der påvirker sproget, så det falder sådan fra hinanden, som det gør. Et er sikkert: Rolf Sparre Johanssons sprog snubler over sig selv, og ordene falder som småsten over hinanden i syntaksløse, famlende fragmenter.

Sproget er både hyper talesprogssnøvlende og menneskeligt – og så får det cut-up-agtige præg et næsten robotagtigt udtryk med dets forkert ordstilling og manglende forståelse for syntaks. Resultatet er en stammende og personlig digtsamling, der mildest talt er svær at læse op, men super nem at forstå. Og som i al sin forkrøblethed kryber forvirret ind under huden på læseren.

Sproget formår nemlig rent formelt set at efterligne eller kopiere den skrøbelighed, der jo er så prægnant ved et dødsfald i den nære familie. Det sammenbrud, de efterladte oplever, oplever sproget også og bliver til et slags automatsprog – et sprog, der efterligner et sprog.

Midt i al den sprognedbrydelse lyser små, mærkelig billeder fra forløbet omkring moderens død. Som da moderen skal i graven, og jeget forsøger at styre uden om en mariehøne, der kryber på grusstien under kisten:

– at / at min mor var død og jeg havde ikke / lyst til at den der mariehøne / skulle dø / at jeg / jeg ville ikke køre en mariehøne / mariehøne over / med min / døde mor

BEGRAVELSE er yderst rørende, og det tydeligt påvirkede jeg i opløsning er et meget præcist billede på sorgens lammende oplevelse.

Anmeldelsen blev bragt på LitteraturNu.dk 9. maj 2016.

Where Am I?

You are currently browsing the LITTERATURANMELDELSER category at Anna Møller.