Moralsk og åndeligt fordærv fra hollandsk komet

3. maj 2016 § Skriv en kommentar

ItemImage.aspxHollandske Peter Buwalda er blevet sammenlignet med amerikanske Jonathan Franzen. Hans anmelderroste debutroman, ”Bonita Avenue”, der nu udkommer på dansk, er et komplekst studie i undergangens psykologi.

●●●●●○
Den hollandske debutant Peter Buwalda har modtaget flotte anmeldelser verden over, siden ”Bonita Avenue” udkom i hjemlandet for snart seks år siden – og det med rette.

Romanens hyperrealistiske univers rummer en imponerende detaljerigdom, hvor flashbacks og tre fortællerstemmer formår at guide læseren gennem de oprørte have. ”Bonita Avenue” er en ubarmhjertig grød af løgn, magt, ydmygelser og manipulation fra bogens selvcentrerede personer.

Peter Buwalda er blevet sammenlignet med den amerikanske forfatter Jonathan Franzen, der senest har udgivet familiesagaen ”Purity” i 2015. Her splittes kernefamilien til atomer, og som ”Purity” er også ”Bonita Avenue” centreret omkring den hensynsløse ødelæggelse af en familie, hvor karaktererne træffer den ene dårlige beslutning efter den anden og blot forsumper endnu mere i undergangens dynd.

Konstruktionen af den knap 500 sider lange debutroman er imponerende tæt. Åbningsscenen er meget sigende et flashback til et møde mellem de tre fortællere: den ustabile fotograf Aaron, hans selvsikre og grænsesøgende kæreste, Joni, og Jonis stedfar, den tidligere judomester og nuværende legende af en karismatisk universitetsrektor, Siem Sigerius.

Aaron møder sine svigerforældre for første gang og konfronteres straks med det billede, han har taget af sin nøgne svigerfar under en improvisatorisk nøgenbadningsafslutning på et kanostævne.

Allerede dér er der lagt i kakkelovnen til noget af en dramatisk rejse gennem og fluks ned i en families tragiske forfald. For nøgenbilledet af Jonis far er ikke de eneste ”naturstudier”, Aaron begiver sig ud i, og snart udforsker han og Joni senhalvfemsernes begyndende pornomarked på internettet, og det bliver i sidste ende nådestødet for familiens tidligere samhørighed.

Karakterernes dybde er slående. Portrætterne af Joni, Aaron og især Siem tilføjes det ene komplekse strøg efter det andet, indtil romanens persongalleri til sidst er så gennemsyret af depraverede tendenser, ondskab og psykoselignende tilstande, at det næsten er for meget. Kan det ikke bare ende godt for nogle af dem?, skriger man nytteløst mod siderne, men nej. Peter Buwalda er en nådesløs forfatter.

I tiden på den californiske ”Bonita Avenue” havde familien i begyndelsen af 1980’erne sine mest idylliske og sorgløse år, men efter at være vendt hjem til Holland flytter Siems søn Wilbert ind hos familien. Den fravalgte Wilbert kaster sit grænseoverskridende begær på Jonis fransklærerinde og forulemper hende (måske) seksuelt, og da Siem overtaler Joni til at vidne falsk mod ham, ryger Wilbert i ungdomsfængsel og grundlægger en kriminel løbebane.

En løbebane, der kulminerer, da han i et raserianfald slår en overordnet fabriksansat ihjel med en forhammer og får otte år bag tremmer.

Både Siem og Joni placerer alt ansvar for familiens deroute på Wilberts modvillige skuldre. Siems søn fra første ægteskab bliver familiens syndebuk – ikke ulig Lars Saabye Christensens figur Fred fra romanen ”Halvbroderen”.

Fred er resultatet af en voldtægt og vokser op til at blive et utilpasset og ondt barn. Spørgsmålet er blot, om det er en ondskab, der placeres hos ham fra familiens side? Er Wilbert et behændigt, sort får, der er et resultat af manglende kærlighed, en alkoholisk mor og en far, der bevidst fravælger ham?

Kollapset er nært forestående og udfoldes især i bogens anden halvdel. Her går det mildt sagt ned ad bakke med 120 kilometer i timen, bind for øjnene og de klæbrige hænder løsnet fra rattet. En fyrværkerikatastrofe i hjembyen synes at katapultskyde især Aarons voksende mindreværdsfølelse, paranoia og sygelige jalousi ud i nye ekstremer, og den fulde opløsning er svimlende nær.

”Bonita Avenue” er ikke for den sarte læser. Den stadig højere koncentration af ekstrem vold, depraveret pornografi og mennesker i deres yderste livssituationer er ikke behagelig læsning. Romanens virkelighedsnære beskrivelser og tone sammenholdt med, hvordan personernes kompleksitet synes at gøre dem næsten levende, gør kun det onde værre.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at Peter Buwaldas debut er uovertruffet skrevet. Med et opfindsomt plot, der både overrasker og forskrækker, dybe personportrætter og en næsten krimi-teknisk nerve formår han at fastholde fra start til slut. Fra de første naive skridt til det endelige og uundgåelige fald ned i den fordærvede sump.

Anmeldelsen blev bragt af Kristeligt Dagblad 3. maj 2016.

Reklamer

Kairo-bog med mangler

2. maj 2016 § Skriv en kommentar

ItemImage.aspxElisabeth Flensted-Jensen skriver for dokumentarisk om ”Det Arabiske Forår”.

●●○○○○

Efter at have debuteret som 65-årig med opvækstromanen ”Kystsanatoriet” i 2014 har Elisabeth Flensted-Jensen kastet sig over at beskrive en enkelt dag i tiden efter det arabiske forår i Kairo i 2011.

”En dag i Cairo” er skrevet koncist og bugnende af oplysninger, som var det en slags ”new journalism”, med stroboskopagtige, fragmentariske glimt til politiske hændelser og en dagligdag i et fremmed land.

Ofte er beretningen renset for enhver form for sansemættet beskrivelse, der kunne fungere som steder, hvor læsetempoet kunne få de åndehuller, man så desperat eftersøger – og så alligevel:

Her og der brydes den autentiske stil med pludselige indfald, der i en overdreven poetisk og lettere malplaceret tone pludselig synes at skulle komprimere alle de malende billeder, der ellers er skåret væk på romanens resterende sider. Som når fortælleren Helga efter endt samtale med veninden Maggie beskriver hende som en mandel, der efterlader én med skindet i hænderne.

Romanens skelet er bygget op om virkelighedens søndag den 9. oktober 2011, hvor en fredelig demonstration mod en koptisk kirkes nedbrænding afbrydes af den egyptiske hær, der dræber 29 og sårer næsten 300.

Samtidig skal vores hovedperson Helga afholde en middag om aftenen og styrter dagen igennem rundt i byen for at kunne nå at svømme, få ordnet negle, købt de forbandede blomster, hun hele tiden udskyder, dyrke yoga og bekymre sig om kokkens forslag til maden i aften.
Og hvem er denne Helga så? Spørgsmålet stilles, fordi man som læser ikke aner det. Portrættet af den figur, vi stakåndet følger gennem Kairos beskidte gader, forbliver fladt, lettere usympatisk og ikke engang nogle ellers fine glimt tilbage til en form for nærvær med den afdøde bror giver Helga nok dybde til, at man egentlig investerer nogen form for engagement i hendes ellers farefulde gøren og laden.

Den eneste egentlige beskrivelse, vi får, er en gentagen frase om, at hun er ”out of place”, og som en slags 1:1-gengivelse af Helgas egen følelse af fremmedgjorthed vrimler det forvirrende med figurer, der får mere eller mindre uddybende fortællinger med på vejen, såsom kunstfotografen Lubna Badawi, freelancejournalisten Maggie og den amerikanske scooterkører Curt.

Helga er uden for fællesskabet og har tilsyneladende svært ved at danne nære forbindelser til sine omgivelser. Det kunne man måske have skrevet en god roman om, det er bare ikke sket i tilfældet med ”En dag i Cairo”.

I stedet har Elisabeth Flensted-Jensen skrevet en virkelighedstro og informativ skildring af begivenhederne i Egypten i tiden efter det arabiske forår – en tekst, der nok skulle have været en lang artikel uden afstikkere og med et fint beskrevet dramatisk højdepunkt, da Helgas middagsselskab til sidst bliver opmærksomt på den voldelige militærindsats mod de mange demonstranter.

Og så skal det nævnes, at der er irriterende uoverensstemmelse mellem udgivelsesåret for debuten (både 2013 og 2014) på romanens forside- og bagsideflapper, og at der er flere komma-, slå- og stavefejl i bogen. Pedanteri, jovel, men trods alt ikke noget, der løfter på humøret efter endt læsning.

Anmeldelsen blev bragt af Kristeligt Dagblad 2. maj 2016.

Rejseberetning kaster et undrende blik på oplysningstiden

28. april 2016 § Skriv en kommentar

robert-zola-laverne-1Robert Zola Christensens velskrevne rejseberetning giver 1700-tallets overtro og videnskabelige metoder fysisk form

●●●●○○

Oplysningstidens både fiktive og faktiske rejseskildringer var populær læsning, der både ekspanderede læserens verdensbillede og horisont. I Robert Zola Christensens nye roman, ”Larverne, Ansaldo og krydderihandlerens søn”, får man fra Kirchenborg Slot i Køge Bugt fortællingen om en dramatisk færd nogle måneder forinden, hvor en navneløs fortæller drager mod det kolde nord, hvor alt bestemt ikke var, som det burde være.

Efter nær at have havnet i hænderne på en slavehandler i Calais rejser vores hovedperson og dennes rejsekammerat – en filosof, der kaldes ”manden fra Rouen” – videre mod Sverige og væk fra en sotepidemi i det franske hjemland. I Sverige venter en passende brud, og filosoffen skal som huslærer fungere som den kommende bruds indgang til det svære franske modersmål.

Tingene går imidlertid ikke som planlagt, da de to rejsende når frem til deres destination. Filosoffen, en John Locke-agtig fornuftstype, har konstante disputter med den kommende svigerfar, der lider af vildtvoksende fantasi og overtro. Der er nemlig fundet mærkelige, hvide larver i hans mine, og hans smukke kones føjten er i højere grad end før svær at styre, så noget må der jo være på spil.

Spændingen mellem den mineejende svigerfar og filosoffens verdenssyn er da også til at føle på. Mineejeren fylder sig med dyrt indkøbt ”flaskefoder”, hvis brune eliksirindhold skal holde de indre væsker i ro… Som han selv udbryder: ”Når dråberne spredes i min organisme, bliver jeg from som et lam (…)”. Hans overtroiske tendenser modsvares af filosoffen, der ræsonnerer mindre underholdende om kausalitet og erkendelse.

Robert Zola Christensen er på mange måder en tekstens mester. Ikke bare har han skrevet en af de mest anvendte skriveværkstedsbøger på markedet, ”Manual til skrivekunsten”, han bevæger sig også gnidningsløst fra børnebøger over krimier, digte og noveller til denne ”Laverne, Ansaldo og krydderihandlerens søn”, der har klare tråde til det, der kaldes den fantastiske litteratur.

Den fantastiske litteraturs centrale tøven eller tvivlen mellem at tro på det overnaturlige og fastholde det reelle arbejdes der helt tydeligt med – og alligevel falder balancen ofte ud til enten den ene eller den anden side i Robert Zola Christensens hænder. Dermed brydes meget af den uhygge, som et fantastisk og udsyret eventyr som B.S. Ingemanns ”Sphinxen” ellers fastholder, og den sikre fortællerposition i Køge Bugt giver da også en beroligende forsikring om, at alt jo ender godt.

Snarere end en tøven lurer en konstant og mere ufarlig undren. Hvad er de mon, de blegfede, stenædende larver i minen? Hvad dækker den italienske minearbejder Ansaldos gennemvædede forbindinger over? Og hvor meget påvirker ens fantasi egentlig ens opfattelse af virkeligheden?

Som en naturlig forlængelse af sit ståsted i oplysningstiden er romanens sprog nøgternt og tonen lidt tung, og Robert Zola Christensen påtager sigi høj grad rollen som fortæller, ikke poet. Det ændrer imidlertid ikke på, at romanen er yderst velskrevet og på mange måder en veludført stiløvelse udi oplysningstidens forundrende rejse.

Anmeldelsen blev bragt af Kristeligt Dagblad 28. april 2016.

Københavns kneppekonge – Erlend Loe ENDEN PÅ VERDEN SOM VI KENDER DEN

17. marts 2016 § Skriv en kommentar

 

enden-på-verden– Det, at vores livsstil er i direkte modstrid med den natur, vi får vores mad fra, og som vi opsøger, så snart vi har en chance for det, og som vi tror, vi elsker højere, end andre folkeslag gør, men som vi qua vores levevis og økonomiske system er med til at undergrave hver eneste dag, hver time, også når vi sover, er så problematisk, at hvis nogen, en manuskriptforfatter for eksempel, havde lagt dilemmaet ind i en hovedperson i en film, ville man synes, at budskabet var dumt, banalt, overdrevet, overtydeligt, utroværdigt og et forsøg på at hoppe på en trend.

 

Alt, der kan ske, sker i Erlend Loes afslutning på et tiår med elskeligt ulidelige Doppler.

Erlend Loes ENDEN PÅ VERDEN SOM VI KENDER DEN er sidste del i fortællingen om den tragikomiske mandslingefigur Doppler, vi efterhånden har fulgt i over en dekade. For dem, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med ham, så udkom den selvbetitlede førstebog i 2005 og fortsættelsen VOLVO LASTVAGNAR året efter. Doppler har i første bind fået nok af stort set alt, og efter et cykelstyrt ude i skoven beslutter han sig impulsivt for at skide på det hele og aldrig vende hjem igen.

Allerede fra ENDEN PÅ VERDEN SOM VI KENDER DENs første kapitler aner man, at alt kan ske i Erlend Loes Doppler-univers. Figuren Doppler er som en krydsning mellem en moderne Don Quijote og en pervers Christopher MacCandless, der sammen med sin trofaste elgganger Bongo driver fra sit skjul i skovene og mod det hus, han forlod for over ti år siden. Her er alt imidlertid helt anderledes, end han havde regnet med, og som den absurd-ekstreme karakter han er, flytter han ind i et fyrretræ op ad huset og betragter familiens liv i flere måneder.

Der er ingen grænser for, hvad figuren herefter kastes ud i, og således følger knap 300 sider med urealistiske, morsomme og samfundssatiriske scener, der nok topper rent absurditetsmæssigt i kapitlerne, hvor Doppler er taget til København og lever det vilde liv som Kneppekonge i indviklede, marxistiske pornofilm styret af den russiske mælkefanatiker Aleksis.

På mange måder er det her, filmen knækker. Tanken om Dopplers karrieremuligheder i pornobranchen har da rumsteret i baghovedet, når man sammenholder dels hans energiske tilgang til onani, det søgende og åbne sind og størrelsen på figurens forplantningsorgan, men hver gang den tanke manifesterede sig, var min konklusion altid: Ej, det gør han ikke. Det vil Erlend Loe ikke byde sin karakter. Men jo, alt kan ske, når ens avatar hedder Doppler.

Og hvad er det så, der synes at drive både Loe og Doppler? Hvordan slipper Loe langt hen ad vejen afsted med at lade det umulige ske gang på gang, så man som læser er underholdt på samme måde, som man ville være det på skødet af en røverhistoriefortællende bedstefar.

Ligesom Doppler selv søger efter en identitet, så synes også Loe at lede efter Doppler. I de korte afsnit, hvor Doppler sidder fast oppe i sit voyeurfyrretræ, sidder også fortællingen fast og rykker sig ingen steder, før Doppler selv beslutter sig for at liste ind i huset og rykke lidt i føromtalte forplantningsorgan.

På mange måder stråler ENDEN PÅ VERDEN SOM VI KENDER DEN af barnlig fortælleenergi. På trods af de realistiske kulisser, så foregår der dybt urealistiske ting, der på ingen måder italesættes af den på en og samme tid naive og lakoniske fortællerstemme. Erlend Loe skriver som altid sikkert, teknisk dygtigt og afvekslende, men den legesyge og mange steder overlegne stil giver sig også udtryk i en uforudsigelig fortælleruro, hvor pludselige og mirakuløse begivenheder springer frem fra hver en busk, vores Doppler-avatar bevæger sig om.

Satiren er naturligvis til at tage at føle på, og humoren driver simpelthen af siderne. ENDEN PÅ VERDEN SOM VI KENDER DEN er i mine øjne dog alt andet end banal. Doppler er – som i de foregående bøger – også en lommefilosofisk samfundskritiker, hvis afstandstagen til vækst, projektstyring, tøsebloggere og forvirrende og usagte signaler naturligvis bærer en sandhed med sig rundt i manegen. Desuden er Doppler – som Don Quijote og dennes trofaste ganger Rosinante – en tragisk figur. Den eneste reelle (menneskelige) forbindelse Doppler har, er langt hen ad vejen til elgen Bongo, og de gennemløbende tråde med onani og næsten uendelig seksualdrift bliver da også et forkvaklet forsøg på at skabe kontakt til andre. Men som med så meget andet med Doppler, så mislykkes det. RIP Doppler, tak for ti gode år.

Anmeldelsen blev bragt på Litteraturnu.dk d. 17. marts 2016.

Forvirring i kollektivet – Jacob Skyggebjerg HVAD MENER DU MED VI

3. februar 2016 § Skriv en kommentar

9788793128286

– Jette læner sig tilbage og slår ud med armene. – Nej, men, hvad er I da for nogle mennesker! Vil I bare lade al den dejlige mad gå til spilde? Her har jeg stået i mit ansigts fodsved, havde jeg nær sagt… Sherry vrænger ad hende. – Du kan jo bare lade være med at bruge al tiden på at lave mad. – … og lavet mad, spændende mad, til jer alle sammen… – Du kan jo gemme resterne til i morgen, så skal vi nok spise med der. – Der er kanin i, fandeme, og peberkorn! Kartofler og pastinak!

Sproget flyder ubesværet i Jacob Skyggebjergs anden roman HVAD MENER DU MED VI, der er skrevet som et kollektiv af hele syv kvinder på skriveophold. Antallet af stemmer kan måske synes som en teknisk udfordring, men den formmæssige side kæmper Jacob Skyggebjerg imidlertid ikke synderligt med. Til gengæld kæmpes der med en del andet.

På et stilistisk plan er HVAD MENER DU MED VI et veludført eksperiment, der formår at flette syv pludrende kvinders stemmer sammen i et kakofonisk og energisk replikskifte. Problemet ligger snarere i den overordnede rammefortællings manglende dybde i plot, indhold og udvikling og i et biprodukt af det store fokus på teknisk formåen; nemlig det overfladiske arbejde med selve portrætterne af de skriveglade forfatterkvinder. Ikke bare er jeg som læser forvirret over, hvem der er hvem, men jeg får endog lettere modstridende oplysninger om nogle af de stemmer, jeg synes at begynde at kende.

Forvirringen starter sådan set allerede i mødet med romancoveret. Forfatteren selv hænger i afklædt jesus-positur på korset, mens det, man vel skal tolke som bogens syv kvindestemmer, er placeret i fine stereotyper nedenfor. Hvad forfatteren på korset skal tolkes som, orker jeg næsten ikke at kaste mig ud i, men afbildningen af de syv kvinder kunne fungere som en hjælpenøgle i arbejdet med at holde styr på, hvem der taler hvornår, hvorfor de siger, som de gør, og hvem de i øvrigt er. Det gør coveret bare ikke. Sammen med kvindernes navne, der enten ligger i samme ravsegmentskategori (Jette-Sherry-Elsebeth) eller slet ikke synes at passe til den person, de ligger sig op af (som den 40-årige KUA-evighedsstuderende Pia…), så er risikoen for forvirring og mistro forbavsende lige til.

Udover min personlige mistro overfor visse dele af persongalleriet, så er også andre elementer mindre virkelighedstro. Eller dvs. – Jacob Skyggebjerg har valgt at adoptere visse realting direkte i teksten, mens andre har fået nye og visse steder uskønt fortænkte navne. Eksempelvis hedder Dansk Folkeparti, BT og Forfatterskolen deres virkelige navne, mens fiktive aviser og oplæsningssteder som Den Saglige, Folkeekspressen og Schobenhaus er blevet iklædt andre letbenede gevandter end dem, de helt tydeligt er referencer til. Det har jeg lidt svært ved at forstå meningen med.

Jeg kan også have svært ved at gennemskue, hvad romanen vil sin læser – endsige, hvad den egentlig handler om. Er det forholdet mellem fiktion og virkelighed, der tematiseres? Er det en bog, der blot handler om at skrive? Jeg bruger det lidt nedsættende ord ’blot’, fordi der i mine øjne skal være noget mere og noget andet til stede, for at jeg personligt fænges. Så at sige en bevægelse fra bogen og ud, og HVAD MENER DU MED VI kører mest rundt i cirkulære mønstre om sig selv i en never ending kværnen.

Samtidig mødes læseren også af en både genremæssig og fortælleteknisk overlegenhed, der ses i de forskellige amatørforfatteres oplæsninger af bl.a. en spændingsroman om narkotikasmugling i Madrid, en skægt upassende børnebog om Rasmus Bjørn, der fastklemt i et hul bliver slikket fri af en grævling og her – Sherrys absurde historie om ægteparret Inge og Gunnar:

– Inge trækker forsigtigt folien af og lægger den på bordet. Hun åbner æsken. Kigger hen på døren. Så tager hun et af brevene op fra pakken. Det er hendes helt særlige te, som hun opløser i varmt vand og suger op i en kanyle og injicerer i lår eller lysken. Der kan ingen se stikmærkerne. Inge havde arbejdet i mange år på slagteriet, før hun hørte om heroin.

Satiren i især den enorme mængde dialog mellem de ævlende kvinder er til at tage at føle på, og som sådan er det et af romanens stærkeste kort. Den virkeligt velskrevne snak, snak, snak om stort og småt – og især småting som opskrifter og mad – er humoristisk, ubesværet og virkelighedstro leveret.

Jeg forestiller mig, at HVAD MENER DU MED VIs velskrevne fokus på form frem for indhold er et bevidst valg, men for læseren kan det være et frustrerende valg. Som om der med vilje bliver holdt igen i en modvillig bevægelse væk fra læseren, der nok underholdes med velleverede replikker, men til stadighed kan savne en dybde i både karakterer, indhold og plot samt en gennemskuelig konsekvens i galleri og romanens fiktive univers.

Anmeldelsen blev lagt på Litteraturnu.dk 2. februar 2016.

Situationsdramatik for de små – Stina Wirsén HVEM RYDDER IKKE OP? HVIS BABY? HVEM SOVER IKKE?

7. december 2015 § Skriv en kommentar

Stina1Stina2Stina3
– Nu er det morgen. Det er weekend, ikke vuggestuedag. Ikke arbejdsdag. Fridag. Hyggeligt! Jeg vil spise morgenmad foran fjernsynet! Råber nalle. Nej nej nej, det går ikke, svarer far. Jeg skal støvsuge her. Jeg vil ikke have krummer på gulvet. Sikke en sur far.

Svensk børnebogsserie, der har opnået klassikerstatus i hjemlandet, er fint oversat og herligt ukunstlede billedbøger for de allermindste.

Den tidligere Dagens Nyheter-illustrator Stina Wirsén har skabt en serie af børnebøger, der går under betegnelsen Hvem?-bøgerne, og indtil videre er der udkommet 17 af slagsen i Sverige. Nu er de tre første blevet udgivet i Danmark af det nystartede forlag Vilde Dyr med bl.a. tidligere LitteraturNu-anmelder Helle Eeg bag roret.

Digteren Julie Sten-Knudsen har oversat de svenske børnebøger med en let og hverdagsagtig tone, der synes at sno sig ubesværet omkring billedbøgernes relative tunge emner.
I HVIS BABY? er det spørgsmålet om ikke bare at være adopteret, men også efterfølgende at opleve, at ens adoptivforældre bliver gravide og får et barn. I HVEM RYDDER IKKE OP? er det weekend, men far, mor og Nalle bruger mest tiden på at skændes over nullermænd og manglende oprydning, indtil de får sat noget popmusik på og rydder op i fællesskab, og mor til sidst smider sig på sengen med en skål chips og et dameblad. I HVEM SOVER IKKE? skal kanin sove hos Nalle, men ender med at blive hentet af sin mor midt om natten, fordi han har så meget hjemve.

Med andre ord nogle store dilemmaer – både for børn og deres forældre. Wirséns bølgende kradsestreg og Sten-Knudsens mundrette oversættelse gør den tegnede treenighed til en fin samling billedbøger, der i den grad bevæger sig i øjenhøjde med læser, lytter og oplæser. Sproget er enkelt og åbent i sine formuleringer og herligt fri for fortællende fortolkning eller morale. I HVEM SOVER IKKE? er kanin eksempelvis lige kommet hjem til Nalle, og hen over ni sider udspiller sig følgende, herligt udramatiske fortælling:

05bvemsoverinte-kopi

-ding dong ding dong. Endelig kommer kanin! Han skal sove hos nalle. Men de skal ikke sove endnu! Først skal kanin pakke ud. Så skal de lege! En hel masse! De skal også spise. Og rydde op. Nu skal de se Ramasjang – Vi vil ha’ popcorn! – ok.

Der er rigeligt med rum i både Wirséns krøllede stregtegninger og tekstens næsten tørre dialog, og i åbenheden synes der at blive plads til både ubesværet dialog med de alleryngste, egenfortolkning og ingenfortolkning.

Anmeldelsen blev bragt på Litteraturnu.dk 7. december 2015.

Barsk mastodont – Matthew Thomas VI ER IKKE OS SELV

1. oktober 2015 § Skriv en kommentar

ItemImage.aspx_2

– Mens hun skrabede røræg ned i skraldespanden, besluttede hun, at hun ville have én rigtig jul mere, med alle højtidens tilhørende udstafferinger og ceremonier. Næste år skulle den store, grønne stjerne op i toppen af træet. Hun havde ikke følt sig tryg på trappestigen, lænet ind over grenene, og hun ville i hvert fald ikke bede Ed om at klatre op og ordne det (…). Men da hun havde siddet ved bordet, var det eneste, hun kunne tænke på, ud over angsten for, at Ed skulle opføre sig pinligt, den nøgne trætop, der stak op som en svulst, selv om den befandt sig i stuen og var ude af syne.

VI ER IKKE OS SELV er en grum bog. Den bevæger sig ubarmhjertigt og langsomt som et døende dyr, der slæber klovene afsted under sig.

Det tog eftersigende Matthew Thomas ti år at skrive sin debutroman, der med sine næsten 640 sider og fine priser i hjemlandet allerede er en imponerende størrelse. At VI ER IKKE OS SELV desuden er nedskrevet i hånden i små 70-siders hæfter gør ikke den begyndende litteraturmyte mindre dårlig, og når romanen desuden rammer plet på så mange planer rent indholdsmæssigt, så er der ikke noget at sige til de mange rosende anmeldelser og modtagelser.

I begyndelsen af VI ER IKKE OS SELV kunne jeg godt blive irriteret over, at jeg allerede inden første side vidste, at en af hovedpersonerne får Alzheimers; det står nemlig på bagsiden. Men i virkeligheden kommer det ulige forhold mellem læserens forhåndsviden og fortællernes egen viden ikke til at betyde meget, og undervejs går det op for mig, at min irritation måske i virkeligheden bunder i, at der overhovedet er nogen i bogen, der skal have Alzheimers. Denne følelse af uretfærdighed ender med at stemme fint overens med fortællernes oplevelse af den ubarmhjertige sygdom.

Og hvem er fortællerne så? Jo, vi følger den irskfødte Eileen Tumulty i en hård barndom præget af forældrenes alkoholisme, mangel på omsorg og generel ustabilitet – og den kvikke piges konstante længsel efter noget bedre: At hendes forældre ville stræbe efter bedre jobs, tjene mere, få en bedre lejlighed osv., og den materielle og sociale stræben går igen, da hun møder den idealistiske hjerneforsker og underviser Ed Leary. De forelsker sig, bliver gift og får sønnen Connell, og det er Eileen og siden hen den halvvoksne søn, vi får historien fortalt igennem.

Ud over at være den barske historie om Eds Alzheimerssygdom, hans fysiske og psykiske forkrøblen, er VI ER IKKE OS SELV også en fortælling om at have ambitioner på egne og andres vegne. Eileen stopper aldrig med at stræbe efter noget bedre i ægte ’den amerikanske drøm’-vendinger, og hendes konstante utilfredshed med tingenes tilstand er næsten ligeså stor en hæmsko for Eileen og Eds samliv, som hans senere sygdom bliver det. På en måde bliver Eds sygdom en slags straf for Eileens ofte usympatiske higen efter især materialistiske statussymboler og forsøget på at skabe et perfekt glansbillede udadtil. For Eds sygdom er jo alt andet end perfekt. Gang på gang opfører han sig pinligt og utilregneligt, og Eileen må hente ham hos politiet, på gaden og hele tiden udrede trådene.

Romanens brutalitet reflekteres også i det til tider fantastisk langsomme fortælletempo. VI ER IKKE OS SELV er i dén grad en roman med tid og rum til en langsom, menneskelig opløsning, og det kan undervejs være næsten ubærligt at iagttage Eds nedbrydning. Side efter side kaster ordene sten efter det prustende og sårede dyr, der til sidst må give op og som en udsultet mastodont falder til jorden med et brag.

VI ER IKKE OS SELV er på mange måder en klassisk, stor amerikansk roman. Historien om en families hårde liv og indre kampe sideløbende med verdens hastige udvikling er skrevet mange gange før, men den kryber alligevel ind under huden og fastholder sådan nogenlunde læserens opmærksomhed gennem de imponerende mange sider. Personportrætterne – og i særdeleshed Eileens – står skærende klare, samtidig med at en af personerne jo langsomt krakelerer for øjnene af en. Eds Alzheimerssygdom er beskrevet fantastisk fint og fungerer som en mørk ramme omkring det snublende dyrs tragiske fald.

Anmeldelsen blev bragt på Litteraturnu.dk 1. oktober 2015.

Where Am I?

You are currently browsing the LITTERATURANMELDELSER category at Anna Møller.