Kvindens nye tunge – Spozhmay Zaryab, Hanne Marie Svendsen, Masuma Hossaini m.fl. MÆLK OG SUKKER

21. juli 2015 § Skriv en kommentar

200_IMG_2705

– Kvinderne dækkede deres hoveder med farverige muddervåde tørklæder, bandt dem om deres taljer. Du så på deres halvnøgne arme og ønskede så brændende, at du kunne være en af dem, så du lagde også et farverigt tørklæde over håret og lod armene komme til syne under stoffet.
Homeira Qaderi BARE DET REGNEDE

Det lyder jo som noget, man putter i kaffen, men MÆLK OG SUKKER er ikke tilbehør på sofabordet, men derimod en samling tekster fra hhv. danske og afghanske, kvindelige forfattere. Antologien vil belyse kvinders vilkår og lade de nye tunger give udtryk for følelser, tanker og ønsker.

MÆLK OG SUKKER er udgivet af Dansk PEN, der er et litterært mødested for ytringsfrihed, og som arbejder for at fremme litteraturen gennem kulturelt samarbejde på tværs af sproglige og nationale grænser.

Overordnet set kan man anskue MÆLK OG SUKKER fra to sider. Den ene er fra en litteraturkritisk vinkel, hvor samlingens helhed, de enkelte bidrags udsigelse, form osv. og den overordnede læseroplevelse vurderes – og den anden ud fra en mere politisk og kulturel vinkel. Udgangspunktet er ikke et spørgsmål, om MÆLK OG SUKKER er vellykket, for det er den allerede i kraft af, at den overhovedet er blevet til.

Hvis ikke brobygning var et så fortærsket og uskønt et begreb, så kunne man kalde det litterær brobygning, hvor afghanske, kvindelige forfattere får stemme og mulighed for udgivelse på en anden måde end i deres hjemland, og hvor to på mange måder forskellige kulturer samles i et fælles knudepunkt; litteraturen.

Flere af teksterne er taget fra allerede eksisterende bøger – eller som i Iben Mondrups tilfælde en kommende efterfølger til den prisbelønnede GODHAVN – og er med andre ord ikke skrevet specifikt til antologien. Titlen MÆLK OG SUKKER refererer til selve udvælgelsen af hhv. danske og afghanske forfattere; som forordet berører: ‘I denne antologi blander vi (…) mælk og sukker, otte danske tekster og otte afghanske, dansk mælk og farsi sukker.’

Forordet fortæller også, at de forskellige tekster primært belyser en kvindes synspunkt, da mange klassiske farsi-værker kun har ladet kvinder optræde som ledsagere til mænd. I øjeblikket finder et kunstnerisk og kulturelt kvindeoprør sted i Afghanistan, og antologien har dermed til formål at belyse kvinders vilkår fra et kvindeligt perspektiv.

Set ud fra et strengt litterært synspunkt er samlingen både interessant – men også visse steder noget springende – i sammensætning. Ikke overraskende kredser mange af de danske bidrag om de mere eller mindre små dramaer. Længst ude i det danske parameter er talentfulde Stine Pilgaard, der med sine forskellige sange om kærlighed og et jegs identitetskampe fra LEJLIGHEDSSANGE desværre kommer til at fremstå næsten forkælet som pendant til de afghanske tekster om et barns død, at leve under jorden, undertrykkelse og store, uoverstigelige problemer. Selve Pilgaards sangtemaer om bl.a. omverdens forventninger til evig, kvindelig reproduktionslyst er som sådan ikke forkælede, men tonen og stilen springer så meget i øjnene, at man som læser mere får indtrykket af tekster fra en piges synspunkt, ikke en kvindes.

De forfattere, der har bidraget til MÆLK OG SUKKER, har vidt forskellige udgangspunkter – som de afsluttende forfatterbiografier da også belyser ganske tydeligt. Mange af de afghanske forfattere lever i eksil og er veluddannede og aktive skribenter på forskellige platforme. Kvindernes vilkår ligger meget langt fra hinanden, og naturligvis skriver mange med udgangspunkt i deres egne verdener. Det giver danske læsere indblik i afghanske forhold og afghanske læsere indsigt i ditto danske, og måske derfor står ens hjemegns ellers så velskrevne litteratur i et noget andet lys, end man som læser er vant til. De afghanske bidrag er gruopvækkende stykker med novellepræg, der lægger sig i en socialrealistisk slipstrøm og er svære at ryste af sig igen.

Kan man se bort fra de relativt mange slåfejl og opsætningsmæssige skønhedsfejl – og ja, selvfølgelig kan man det – , så træder en række tekster positivt ud fra antologien, hvis afghanske tekster er flot oversat af Asef Soltanzadeh og Narges Ghandchi. Især Merete Pryds Helles bondske bidrag om MARIE, MARIE, Homeira Qaderis eksperimenterende fortælling om  kønsopdelt beklædning og arrangeret ægteskab i BARE DET REGNEDE og Spozhmai Zaryabs ubærlige ID-KORTET er i mine øjne særligt vellykkede. Ikke bare som tekster i sig selv, men som et bidrag til en antologi, der vel – samlet set – bør efterlade et helhedsindtryk eller en række variationer over et tema. Heldhedsindtrykket af MÆLK OG SUKKER er en noget fragmentarisk, men veludført antologi. Som kulturelt og politisk brobygningsarbejde og en form for prosadokumentaristisk undersøgelse af kvinders forhold i forskelligartede kulturer er det en væsentlig udgivelse.

Anmeldelsen blev bragt på LitteraturNu.dk d. 21. juli 2015.

Reklamer

Polly Kære Polly, hej – Ina Munch Christensen NIELSINE

22. april 2015 § Skriv en kommentar

ItemImage.aspx_

 
– Jeg har ikke set hende græde siden, far, til gengæld, er begyndt at være sentimental når han ikke er aggressiv. Randi og jeg spiste hos ham en aften og han blev ved at tude over Otto Brandenburg som han havde sat på, hans sømandsviser. Han blev vred hvis vi ikke var helt stille og lyttede, og til sidst var han så fuld og grådlabil at han begyndte at fortælle om den lille pige med svovlstikkerne, sådan: Engang var jeg inde og se – den lille pige med – snøft: svovlstikkerne, og så hylede han igen. Christ.

NIELSINE er en virkelig god bog og en flot debut. Fantastisk tone, vanvittigt velskrevet, humoristisk og et vellykket portræt af en ung kvinde midt i en orkan af liv, rod og kærlighed.

Forfatterskoleuddannede Ina Munch Christensens NIELSINE er et portræt af en ung kvinde, der raver rundt mellem ekskærester, venner og begærsobjekter og samtidig lidt prøver at finde sig til rette i et næsten-selvstændigt liv og samtidig gøre alt muligt mere eller mindre bevidst for ikke at passe ind der. Portrættet er løsrevet fra gængs kronologi og som sådan mere en fragmentarisk mosaik af dagbogsbekendelser – uden man dog mister et helt klart billede af, hvilken type vi som læsere sidder overfor.

Og hvem er Nielsine så? Hun er – vistnok – en gymnasiepige med en vild forkærlighed for det spanske sprog, hun er splittet mellem sin mor ude i forstads-Sorø og sin amerikanske og alkoholiserede far inde i indre by, har en autistisk lillebror og et mere end besværligt kærlighedsliv med mange involverede. Hun drikker meget, er vist on-and-off på lykkepiller og er ved at finde sig til rette i de kasser, der hedder køn, seksualitet og identitet.

Den manglende kronologi er i mine øjne en befrielse. Det er til tider en smule forvirrende, og flere gange blev jeg selv i tvivl om, hvor gammel Nielsine er (men mon ikke vi følger hende fra sidst i 3.g til et halvt år efter ca., alle afsnit sammenholdt) og hvem f.eks. Leslie (ekskæreste og veninde), Polly (dansklærer i gymnasiet og Nielsines vådeste drøm) og Elise (barndomsveninde) er. Formen er rodet, ligesom Nielsine som person er rodet. Alle erindringer og indtryk blandes sammen og skydes ud i associationsrækker, der som et gitter til sidst danner et portræt af den rodløse Nielsine.

Nogle afsnit er deciderede dagbogsbreve til Nielsines dansklærer (og begærsobjekt numero uno) Polly , mens andre ligner mere eller mindre hastigt nedskrevne erindringer. Alle indeholder de en spruttende og til tider let-rablende energisk tone, og NIELSINE er mildest talt voldsomt velskrevet og med en sikker og ret imponerende tone. Imponerende, fordi det næsten lykkes til fulde at fastholde den kaskade-agtige energiudladning af ord, der ellers kun lader sig sådan rigtig gøre glimtvis hos f.eks. Stine Pilgaard eller i Ursula Andkjær Olsens tidlige forfatterskab. Kun visse steder knækker skriften sammen i forsøget på at formidle noget, som da Nielsine er på cafe med Nancy, og de taler om deres fælles ven Elias:

– By the way, øhm … du bor sammen med Elias nu?
Ja!
Hvordan er det? Er det ikke pissefedt?
Jo, det er dejligt.
Jeg håber, du endelig kan bo rart mand.
Ja. Johm han er dejlig at bo hos.
Han er vildt smuk, synes jeg.
Ja.
Sådan poetisk. Ser han nogen for tiden?
Det tror jeg ikke. Eller, det gør han sikkert, det er ikke altid jeg hører om det.
Tror du han ku’ …
… Hvad?

Være interesseret i dig?

Nancy, han er bøsse!

Replikkerne kommer ret uskønt, og det er måske også en uskøn og uvanligt alvorlig samtale mellem de to veninder, men så burde der måske have været valgt en anden form til formidling af deres overvejelser. Men det er vitterlig kun en lille håndfuld steder, hvor formen ikke fungerer.

En anden anke – der formentlig ikke kan lægges på Ina Munch Christensens skuldre – er, at det under læsningen næsten er umuligt ikke at sidde med følgende tanke i baghovedet: Er bogen selvbiografisk? Måske er det bare mine egne aversioner mod bekendelsesagtig Knausgård-litteratur, der dominerer her, men jeg håber ikke, NIELSINE bare er et portræt af Ina Munch Christensen. Jeg håber, der er noget mere i det. Noget indhold, der er løsrevet fra lysten til at rable ukontrolleret om sig selv, for det er svært – for mig i hvert fald – ikke at føle en vis form for fordømmelse over for brugen af skrift som udelukkende projektører på forfatteren selv.

NIELSINE er en virkelig god bog og en flot debut. Fantastisk tone, vanvittigt velskrevet, humoristisk og et vellykket portræt af en ung kvinde midt i en orkan af liv, rod og kærlighed.

Anmeldelsen blev bragt på Litteraturnu.dk d. 22. april 2015.

Absolut stener på i Føtex – Daniel Dalgaard SPEJLKAMEL

24. marts 2015 § Skriv en kommentar

8763837507

Interesserer mig så lidt for den slags gennemspilninger af patetiske fantasier om hvad der er normalt. Ligesom – tænker ikke så meget på en specifik hændelse. Men når folk forsøger at fremstille deres litteratursmag som mere interessant end den er ved at sige
så nogle gange kan jeg også lide at læse det og det
som så er noget de tror man vil se ned på. De forsøger, det er jo tydeligt og irriterende, at fremstille sig selv som hævet over hverdagens lille afgud: den idiotiske segmentanalyse som udsagnet selv er hundrede procent født af.

Den mundtlige tone er i centrum i Daniel Dalgaards nye digtsamling, hvor lyrikken i stedet for at være selvbevidst, formfuldendt og styret skrift rummer en både rodet og på sin vis urolig fortællestemme.

På allerførste side af Daniel Dalgaards anden digtsamling SPEJLKAMEL er vi en tur i Føtex, hvor ‘der er absolut stener på’ og hvor fortælleren går rundt og iagttager personerne omkring sig:

– Foran mig går en person som går
jeg vil umiddelbart skyde på
det er mit bud at han går under én kilometer i timen
og ovre i grønten står et par og råber til hinanden
det er trods alt mere informativt end det
og den ene
vinden
ser bare helt
hun ser ud på en måde som jeg aldrig har set et menneske se ud på før.

Daniel Dalgaard har endnu ikke kastet en decideret styret digtsamling af sig, men alligevel er SPEJLKAMEL langt mere snakkende end den sværere decifrérbare debut VI ER IKKE KONGER; med famlende og indskudte sætningsbidder, som om digterjeget lige skal rode efter den rigtig formulering, og man som læser er med på den prøvende vej gennem ordbrokkerne. Det fungerer både som et benspænd for læseroplevelsen – i hvert fald ved første gennemlæsning – men også som en dejlig uhøjtidelig og meget nær form for læseroplevelse.

SPEJLKAMELs ofte vibrerende søgen efter ordene giver en urolig stil, som i mine øjne får den til at fremstå ukunstlet og det modsatte af formfuldendt. Uforceret. Naturligvis er de indskudte, parentetiske og afbrudte sætninger et bevidst greb fra forfatterens side af, men det er alligevel så naturligt et greb. Som om læseren sidder her ved siden af forfatterens skrivebord og får fortalt en masse anekdoter, betragtninger, minder og deslige, og vi får alle de naturlige leden-efter-den-rigtige-formulering-omveje med.

Hvis jeg rent formmæssigt skulle finde SPEJLKAMELs komplette modsætning, så kunne han måske findes i Søren Ulrik Thomsens RYSTET SPEJL, der – på trods af en titelmæssig lighed – i sine rolige, faste former ligger så uendeligt langt væk fra Daniel Dalgaards dirrende og retningsløse skrift. Nej, retningsløs er egentlig en upræcis betegnelse. Nok er SPEJLKAMEL ledende og som sådan ufokuseret, men den rummer i dens mundtlige og afbrudte stil en kvalitet, der netop giver den bevægelighed. SPEJLKAMEL synes ikke helt bevidst om sin egen retning, men den bevæger sig i det mindste, og det er mere, end man kan sige om Søren Ulrik Thomsens smukke og statiske lyrik. Som om der er en undertone af nutid i Daniel Dalgaards digte, hvor jeget retter sig selv undervejs, diskuterer digttitler, formuleringer og erindringer og næsten konstant afbryder sig selv.

Rent tematisk beskæftiger SPEJLKAMEL sig med emner som skam, ydmygelse og social akavathed, og på trods af at det er store og umiddelbart tunge temaer at beskæftige sig med, så serveres de gennem den afbrudte og famlende stil på en måde, så digtsamlingen ligefrem er svær at lægge fra sig undervejs. Det er trods alt sjældent, det sker, når man læser lyrik, og det er fandeme en klædelig udvikling; både for Daniel Dalgaard, men i høj grad også for den danske lyrikscene.

Anmeldelsen blev bragt på Litternaturnu.dk d. 24. marts 2015.

Sang om faldstammer – Stine Pilgaard LEJLIGHEDSSANGE

20. februar 2015 § Skriv en kommentar

87638354661
– Her ser I Daisy, sagde mormor, som om hun var sprechstallmeister i et cirkus og skulle præsentere et nyt numer. Det var en fed, rød hankat, der nådigt lod sig forkæle, men ellers ikke gjorde meget væsen af sig. Daisy, sagde mormor og så på katten, tror du ikke snart, at Iben skulle få sig en uddannelse. Iben nippede et par blomster af en plante fra urtepotten.

Stine Pilgaards anden roman er et overordentlig morsomt og vanvittig velskrevet portræt af et fællesskab.

Man skriver jo nogle noter undervejs i sådan en bog, når man skal forsøge at sige noget begavet om den, og allerede tidligt i LEJLIGHEDSSANGE lyser frustrationen ud fra de overskriblede sider. HVOR ER DRAMAET? HVAD HANDLER DEN OM? har jeg tilsyneladende skrevet i blyantstegnet afmagt, men undervejs begynder det at dæmre.

Stine Pilgaards anden roman handler om et ungt par, der flytter sammen i en andelsbolig og møder en række mere eller mindre særegne personer. Vores jegfortæller skriver i sin fritid horoskoper og festsange til forskellige lejligheder, og indlagt i romanen er en række stykker med overskriften ‘lejlighedssange’. De har imidlertid ikke meget med festsange at gøre, men er snarere små halvpoetiske tekstbidder især om jegets forhold til kæresten. Det kæresteforhold bliver – heldigvis – aldrig bogens centrale omdrejningspunkt, snarere er LEJLIGHEDSSANGE et mangefacetteret portræt af et fællesskab. Tag f.eks. den her særdeles smittende kamptale til andelsforeningens sommerfest:

– Natten er ved at falde på, og Elizabeth har grebet mikrofonen. Tag jer nu sammen, råber hun, så det knaser i højtalerne. Lotte og Agis sidder på bænken under et tæppe. I et år har I gået som katten om den varme grød, råber Elizabeth, I er unge, og det er sommer.

Gennem jegfortællerens produktion af lejlighedssange til andelsforeningens beboere får vi beboernes forskellige historier. Sagaforskeren Lisa og hendes lettere frustrerede mand Thomas sidder fast i et parforhold med hverdag og tre børn, mormor og Ruths snørklede veje mod deres fælles kærlighed udredes, og den højtråbende og underholdende kirurg Elizabeths forhold til manden Farsen, der ligger i respirator, bliver udfoldet. Det er – sammen med jegfortællerens egen tumlen rundt med omverdenens og familiens forventninger – klart de bedste spor i LEJLIGHEDSSANGE.

Stine Pilgaard svinger, som i debuten MIN MOR SIGER, mellem de mere snørklede, indadvendte, poetiske stykker og så de mundrette, interaktionsprægede og udadvendte stykker, og jeg må blankt indrømme, at jeg synes, hendes force klart ligger i de sidstnævnte. Hun er intet mindre end uovertruffen til at skrive dialog, ramme den der vrængende, energiske stil, som en brandert ofte afføder, og hun er en af de få unge forfattere, der virkelig kan skrive komiske og ukunstlede scener, så det simpelthen sprøjter fra siderne med sprogligt overskud.

Og ja, søhestestykkerne i MIN MOR SIGER gav en ekstra dimension til debuten, som også de forskellige, indlagte lejlighedssange i LEJLIGHEDSSANGE giver. De bibringer en dybde og skønhed til de øvrige spor, men jeg synes også, der er en vist diskrepans mellem de to måder at fortælle på. Jeg forstår det nødvendige i at beskrive et parforhold i en lyrisk tone, der så at sige gør det ellers aflæselige uigennemskueligt, men nogle gange er det, som om den mere analyserende, rolige fortællestemme fra lejlighedssangene smitter og ligesom flyder ud over bogens resterende sider. Som her, hvor jeget er til møde i andelsforeningen:

– Folk begynder at røre nervøst på sig. Elizabeth har ikke sagt noget endnu, men en vulkan bygger sig op inden i hende. Som gidsler er vi taget til fange på klapstole i forskellige farver, og vi venter lydløst på hendes udbrud.

Jegets fremstilling af Elizabeth som en vulkan er mærkbar anderledes end den overordnede måde at fortælle på, hvor de forskellige personers gøren og laden på lykkelig vis står ubearbejdet hen. Det giver plads og rum til selv at danne billeder og skabe de mange forbindelser, der gør LEJLIGHEDSSANGE så helt utroligt underholdende læsning. Som den lysende juvel eller hvad har vi, er den ømme og næsten uladsiggørlige kærlighedshistorie mellem mormor og Ruth. Mormor og Ruth er som det resterende persongalleri i LEJLIGHEDSSANGE overordentligt elskelige, og hvis ikke Stine Pilgaards anden roman handler om andet, så handler den i hvert fald om, hvordan man danner tråde til hinanden og gennem de tråde fletter et fællesskab, så man til sidst hænger sammen og umuligt kan give slip.

Anmeldelsen blev bragt på Litteraturnu.dk d. 20. februar 2015.

I brændenældebøffens verden – Bent Vinn Nielsen DEN SVÆVENDE TANKBESTYRER

12. januar 2015 § Skriv en kommentar

svaevende

– Brændenældebøffens verden. En verden, hvor ens helt rene lort kunne sejle ned gennem ens græsplæne og ned til kommunens kloak. Som et lille skib med spids.

Provinsrealisten Bent Vinn Nielsen har skrevet endnu en vellykket roman om udkantsdanmarks skævere eksistenser, hvor en satirisk og gennemført stemme fører læseren gennem et monologisk kludetæppe af anekdoter fra et levet liv.

I DEN SVÆVENDE TANKBESTYRER følger vi tankbestyrer Magnus Andersen og hans tre kvindelige medarbejder, der tilsammen udgør en form for familie. Eller følger og følger, det er så meget sagt, for alt fortælles med både ømhed og solidaritet af Magnus selv i en form for uredigeret enetale. I nærheden af Aalborg driver han og de tre medarbejdere en lukningstruet tank og ser verden køre forbi, indtil den fallerede skuespiller Theo slår sig ned permanent på deres langturschaufførplads.

Den halvmystiske titel DEN SVÆVENDE TANKBESTYRER fastholder læserens opmærksomhed, fordi det naturligvis er en besynderlig formulering, der ikke forklares før de allersidste sider. Mens den vrisne fortællerstemme vikler en historie om overgangen fra forlovet bankassistent til tankbestyrer ude på Lars Tyndskids marker ud, tænkte jeg: Måske det der med at være svævende betyder, at vores hovedperson flyver ud af et bilvindue i en trafikulykke? Hopper han ud fra en klippe eller dør på en eller anden måde?

Stemmen var så negativ og nejhat-agtig, at det var det eneste, jeg kunne forestille mig, men heldigvis viser det sig, at forklaringen er langt mindre oplagt. Hurra for det, og også hurra for modet til at turde gentage sig selv. Bent Vinn Nielsen kører sin personlige jegfortællers stemme helt derud, hvor han gang på gang bruger de samme bandeudtryk, fortæller de samme detaljer i de anekdoter, der tilsammen danner hans flettede livsmønster, og det er lige før, man bliver i tvivl om, hvorvidt det er en fejl. Det kan jeg nu ikke forestille mig; Bent Vinn Nielsen tør bare trække den anekdotiske stil helt derud, hvor man ikke alene føler en naturlighed og forbundethed til Magnus, men næsten også bliver irriteret på den evindelige træden rundt i de samme formuleringer og samme tilsyneladende ubetydelige småting. Som her, hvor vores fortællende hovedperson, tankbestyrer Magnus Andersen, er i gang med et tilbageværende møgfald over den lokale autenticitetsturisme:

– Jeg var ved at køre nogle turister ned. (…). Det var sådan nogle af de der naturfredningshøns. Det var længe før diskussionen om motorvejen, men heller ikke dengang kunne jeg lide dem. Anorakker, runde briller og pagehår. Fy for i helvede. Nogle af dem havde små glas med et stykke stof over i deres cykelkurve. De havde selvfølgelig været inde på Ingridsgaard for at købe ægte Fenner-marmelade, gjort af Fenner-bær og efter en original Fenner-opskrift. Røvhuller! råbte jeg efter dem.

Han er sgu et forfriskende vredt menneske, vores tankbestyrer, og naturligvis er der også en rød tråd i alle hans vævende småhistorier. Magnus Andersen fortæller langt hen ad vejen nemlig også historien om sin bror, den socialistiske kvindebedårer Evert. Det er en rørende og en sørgelig historie, men det er rørende på en usentimental og sarkastisk måde, der skitserer livet i Udkantsdanmark og på kanten af alting – med en ætsende karakteristik af alle de lalleglade naivister, der færdes i brændenældebøffens verden.

Bent Vinn Nielsens realisme er lige til, men samtidig modig på en særdeles ukunstlet og uredigeret måde. Man føler sig oprigtigt forbundet til Magnus’ og Everts historie og kan ikke andet end at holde af og grine hånligt med DEN SVÆVENDE TANKBESTYRER.

Anmeldelsen blev offentliggjort på Litteraturnu.dk d. 12. januar 2015 .

Barndommens sære lege – Iben Mondrup GODHAVN

13. oktober 2014 § Skriv en kommentar

136_forside_jpg2_v3
– Hvis det ikke var fordi hundene allerede var blevet fodret, ville det være farligt for hvalpene at tumle rundt i nærheden af kæderne og de voksne hunde. Det burde den altså vide, den burde vide at det er farligt at være lille, at det er godt når man får klippet sine hjørnetænder og bliver sat fast.

Efter to romaner om den søgende billedkunstner Justine fokuserer Iben Mondrup i GODHAVN på at lade barnets stemme føre læseren gennem det oprørte, grønlandske farvand.

Læseren lander med helikopter på Diskoøen efter en sommer i Danmark. De tre søskende Bjørk, Knut og Hilde sidder sammen med deres forældre i helikopteren, og intetanende lander de til et år fyldt med gennemgribende forandringer. Bjørk starter i dansk skole og bliver isoleret fra sine grønlandske venner, den følsomme Knut forsøger at sige farvel til en ven og forholde sig til at være forelsket i en 9-årig pige, og Hilde kommer i puberteten og begynder at afvige fra den vej, hun hidtil har fulgt.

De samme begivenheder opleves i en næsten triptykonisk opdeling fra tre søskendes synsvinkler, og selve fortællingens skifte i vinkel, stil og tone ender med at være en pointe i sig selv. Barndommen er nemlig slet ikke uskyldig og rosenrød – den er fuld af sære og seksualiserede lege, af misundelse og jalousi og af besiddertrang og magtspil.

Lad os dvæle lidt ved bogens treleddede form, hvor især lillesøster Bjørks indledende fortælling er ramt virkelig godt i stil og tone. Bjørk lever på mange måder i en farlig verden. Ikke bare lever hun som resten af sin familie i den lille grønlandske by Godhavn, hvor en kamp med og mod den ofte ukontrollerbare natur gennemsyrer samfundet. Slædehundene kaster sig over hundehvalpe og småpiger, druk forpurrer folks dømmekraft og efterlader sår af vold og overfald efter sig.

Bjørks barneøjne ser lystigt på sin omverden og forsøger ikke så meget at forstå de voksnes spil, men snarere at besidde spillet. Hun er drevet af en drift mod de drenge, der er omkring hende, og hendes blik er sanseligt med et til tider næsten fordærvet sprog. Det er underholdende og besnærende, og det lille barns til tider næsten ondskabsfuldhed og ensidige egoisme er ramt godt, og følelsen af uretfærdighed er sært smittende.

Romanens tone vokser i takt med, at fortælleren vokser, og det virker, som om der er brugt en del energi på at ramme de forskellige aldersgruppers måde at formulere sig på. Bjørks stemme er med andre ord mere rå, enkel og til tider næsten hadsk, mens mellembarnet Knuts tone er søgende, usikker og observerende. Den ældste datter Hilde og hendes forhold til den komplicerede Johannes viser sig hen ad vejen at være bogens egentlige drama eller plot. Det er den her ustabilitet, som det spirende forhold afføder, der er årsagen til de fleste af romanens forviklinger, men udover en kringlet, dramatisk afslutning, som jeg med bankende hjerte selv skulle læse flere gange for i sandhed at være sikker på at have forstået rigtigt, så er Hildes historie i virkeligheden den mest uinteressante i mine øjne.

Sammenstillingen af de tre søskendes historier belyser også en anden interessant pointe. Hos det lille barn Bjørk er det ikke umiddelbart afkodeligt, om den lille familie er dansk eller grønlandsk, og det virker også mindre vigtigt. Den spænding, der findes i Bjørks verden, er ikke afhængig af tilhørsforhold eller ’dem’ og ’os’. Det er tværtimod alles kamp mod alle, og følelsen af at være fremmedgjort er slet ikke en faktor i det 8-9-årige barns driftsdrevne urverden.

I Hildes teenageblik føler vi imidlertid klart et skel mellem grønlændere og danske – på trods af, at familien, vi følger, har boet i Godhavn i næsten 10 år. ‘–Kan du ikke tåle det, danske pige?’, spørger Hildes forelskelses omdrejningspunkt, den utilpassede Johannes. Deres viklen sig ind i hinanden bliver voldsom og voldelig, og Johannes’ historie virker som en manifestation af de børn, der er faldet udenfor og som ikke favnes af hverken familie eller samfund.

GODHAVN er det bedste, jeg har læst af Iben Mondrup, og den meget sanselige stil og evnen til at beskrive især naturens fordærvede skyggesider synes at passe perfekt sammen med barnets øjne. I stedet for at kamme over i en slags sproglig bevisførelse af evnen til at fremkalde kvalme, så føjer hun en vanvittig interessant og velskrevet dimension til barndommens idyl.

Anmeldelsen blev offentliggjort på Litteraturnu.dk d. 13. oktober 2014.

 

Erindringens tidsløshed – Alice Munro LIVET

24. juni 2014 § Skriv en kommentar

Livet

– Jeg vidste ikke, hvad hun hed. Jeg havde aldrig set hende før. Jeg vidste ikke at hun var berygtet i vores by, og måske længere væk end det. Jeg tror at hvis det her var fiktion i stedet for et erindringsbillede, ville jeg aldrig have givet hende den kjole på. Det er en slags reklame hun ikke behøvede.

En ekstrem fortællerglæde, eminent personskildring og uafrystelige begivenheder præger den canadiske Nobelpristager Alice Munros formentlig sidste og ualmindeligt velkonstruerede novellesamling.

LIVET er i virkeligheden et par år gammel. Den blev udgivet i hjemlandet, inden den canadiske forfatter i 2013 modtog Nobelprisen i Litteratur og foreligger først nu på dansk ved glimrende oversættelse af Ida og Gudrun Jessen. Samlingen er lige så gribende og velskrevet som det øvrige forfatterskab, og det er stort set samme tematik, der præger novellerne. Alice Munro skriver om mennesker grebet midt i en personlig udvikling og genfortæller de afgørende og ofte tilfældige hændelser, der ligger til grund for personens ændring i livet.
Fortælletempoet og -stilen er roligt og behersket og samtidig levende nært, som var det en gammel bekendt, der fortalte en fjern – men betydningsfuld – erindring, og næsten geniale handlingsudeladelser gør, at den så vigtige novellespænding bibeholdes. Den klassiske uhørte begivenhed vikles ud af erindringens tankespind med elegante og afmålte bevægelser, og der fortælles kun lige akkurat nok til, at den opmærksomme læser selv kan stykke sammen, hvad der er sket. Se bare her i novellen GRUSGRAVEN, hvor en yngre søskende fortæller om sin storesøster Caros mislykkede forsøg på at råbe sin mor op ved at hoppe i en dyb grusgrav sammen med hunden Blitzee:

– Jeg ser Blitzee pjaske rundt og Caro svømme ud mod den, hun svømmer hurtigt, hun er på vej ud for at redde den. (…). Jeg ved ikke, om jeg sad der i fem minutter. Længere tid? Kortere? Det var ikke alt for koldt. Engang snakkede jeg med en terapeut om det her, og hun fik mig overbevist om – for en tid fik hun mig overbevist om, at jeg havde taget i døren til campingvognen og fundet den låst.

Først en side senere opklares det for læseren, om storesøsteren overlever, og indtil da fyldes tiden ud med den voksne fortællers usikkerhed over, hvad man som barn dog tænkte i situationen. Det kræver en ekstrem finesse at tilbageholde selve den dramatiske begivenhed, og det er så elegant serveret, at man som elsker af rent fortælletekniske elementer næsten svimler med øjnene af bar begejstring.

Novellerne i LIVET er skrevet i erindringens tidsløshed og fremstår vedkommende på trods af, at de fleste omhandler mere eller mindre dramatiske begivenheder fra en fjern fortid. Ofte tager handlingen udgangspunkt i et lille samfund, hvor de uhørte og skæbnesvangre begivenheder både optræder i stor og lille skala, men alle har det til fælles, at de har betydet store omvæltninger for novellens hovedperson og de mennesker, der har omgivet ham eller hende.

Og hvem er så alle disse mennesker, som Alice Munro skriver om? Mange af de personer, der optræder i Alice Munros noveller, har det til fælles, at de på den ene eller anden måde besidder en brist eller en fejl – og mange gange er det fysiske brister. Hareskår i STOLTHED, en halten i CORRIE eller demens som i den mareridtsagtige UDSIGT TIL SØEN.

Som de uslettelige og livsbestemmende fejl, Alice Munros karakterer er født med eller udvikler, således er også hendes persongalleri næsten umuligt at glemme igen. Det er et helt liv, der spejles i de her få begivenheder, og det er et helt menneske, vi ser skrevet frem i få, præcise sætninger. Uden at udpensle ethvert karaktertræk, så formår novellerne alligevel at lade sig indprente i en sådan grad, at man sidder med de mange historier i kroppen længe efter, fortællingen er afsluttet.

Det tilfældige møde er også en central medspiller i Alice Munros novellekunst, og som den lidet kønne forside til LIVET antyder, så optræder der også mange tog i LIVETs noveller. Det er sigende, for togets betydning bliver, at personerne har en på forhånd bestemt retning, en destination, men at de afviger fra den og ved tilfældigheder finder sig selv nye steder og med nye mennesker. Det er længslen efter noget andet, der driver dem.

Jeg har personligt ikke læst Alice Munro tidligere, og nye læsere kan sagtens starte med LIVET. Som læser af skandinaviske, minimalistiske noveller skal man måske lige vænne sig til formen, hvor fortælleren i højere grad fortæller, hvad der sker, fremfor det bare sker og er op til læseren at afkode. Fortælleren og det at fortælle er i ligeså høj grad hovedperson som de involverede karakterer, og det er ikke en fortæller, der søger transparensen. Tværtimod er Alice Munros fortæller en begejstret, tænksom og styrende omviser i erindringernes støvede afkroge.

Anmeldelsen blev offentliggjort på Litteraturnu.dk d. 24. juni 2014.

Where Am I?

You are currently browsing the LITTERATURANMELDELSER category at Anna Møller.