Erindringens tidsløshed – Alice Munro LIVET

24. juni 2014 § Skriv en kommentar

Livet

– Jeg vidste ikke, hvad hun hed. Jeg havde aldrig set hende før. Jeg vidste ikke at hun var berygtet i vores by, og måske længere væk end det. Jeg tror at hvis det her var fiktion i stedet for et erindringsbillede, ville jeg aldrig have givet hende den kjole på. Det er en slags reklame hun ikke behøvede.

En ekstrem fortællerglæde, eminent personskildring og uafrystelige begivenheder præger den canadiske Nobelpristager Alice Munros formentlig sidste og ualmindeligt velkonstruerede novellesamling.

LIVET er i virkeligheden et par år gammel. Den blev udgivet i hjemlandet, inden den canadiske forfatter i 2013 modtog Nobelprisen i Litteratur og foreligger først nu på dansk ved glimrende oversættelse af Ida og Gudrun Jessen. Samlingen er lige så gribende og velskrevet som det øvrige forfatterskab, og det er stort set samme tematik, der præger novellerne. Alice Munro skriver om mennesker grebet midt i en personlig udvikling og genfortæller de afgørende og ofte tilfældige hændelser, der ligger til grund for personens ændring i livet.
Fortælletempoet og -stilen er roligt og behersket og samtidig levende nært, som var det en gammel bekendt, der fortalte en fjern – men betydningsfuld – erindring, og næsten geniale handlingsudeladelser gør, at den så vigtige novellespænding bibeholdes. Den klassiske uhørte begivenhed vikles ud af erindringens tankespind med elegante og afmålte bevægelser, og der fortælles kun lige akkurat nok til, at den opmærksomme læser selv kan stykke sammen, hvad der er sket. Se bare her i novellen GRUSGRAVEN, hvor en yngre søskende fortæller om sin storesøster Caros mislykkede forsøg på at råbe sin mor op ved at hoppe i en dyb grusgrav sammen med hunden Blitzee:

– Jeg ser Blitzee pjaske rundt og Caro svømme ud mod den, hun svømmer hurtigt, hun er på vej ud for at redde den. (…). Jeg ved ikke, om jeg sad der i fem minutter. Længere tid? Kortere? Det var ikke alt for koldt. Engang snakkede jeg med en terapeut om det her, og hun fik mig overbevist om – for en tid fik hun mig overbevist om, at jeg havde taget i døren til campingvognen og fundet den låst.

Først en side senere opklares det for læseren, om storesøsteren overlever, og indtil da fyldes tiden ud med den voksne fortællers usikkerhed over, hvad man som barn dog tænkte i situationen. Det kræver en ekstrem finesse at tilbageholde selve den dramatiske begivenhed, og det er så elegant serveret, at man som elsker af rent fortælletekniske elementer næsten svimler med øjnene af bar begejstring.

Novellerne i LIVET er skrevet i erindringens tidsløshed og fremstår vedkommende på trods af, at de fleste omhandler mere eller mindre dramatiske begivenheder fra en fjern fortid. Ofte tager handlingen udgangspunkt i et lille samfund, hvor de uhørte og skæbnesvangre begivenheder både optræder i stor og lille skala, men alle har det til fælles, at de har betydet store omvæltninger for novellens hovedperson og de mennesker, der har omgivet ham eller hende.

Og hvem er så alle disse mennesker, som Alice Munro skriver om? Mange af de personer, der optræder i Alice Munros noveller, har det til fælles, at de på den ene eller anden måde besidder en brist eller en fejl – og mange gange er det fysiske brister. Hareskår i STOLTHED, en halten i CORRIE eller demens som i den mareridtsagtige UDSIGT TIL SØEN.

Som de uslettelige og livsbestemmende fejl, Alice Munros karakterer er født med eller udvikler, således er også hendes persongalleri næsten umuligt at glemme igen. Det er et helt liv, der spejles i de her få begivenheder, og det er et helt menneske, vi ser skrevet frem i få, præcise sætninger. Uden at udpensle ethvert karaktertræk, så formår novellerne alligevel at lade sig indprente i en sådan grad, at man sidder med de mange historier i kroppen længe efter, fortællingen er afsluttet.

Det tilfældige møde er også en central medspiller i Alice Munros novellekunst, og som den lidet kønne forside til LIVET antyder, så optræder der også mange tog i LIVETs noveller. Det er sigende, for togets betydning bliver, at personerne har en på forhånd bestemt retning, en destination, men at de afviger fra den og ved tilfældigheder finder sig selv nye steder og med nye mennesker. Det er længslen efter noget andet, der driver dem.

Jeg har personligt ikke læst Alice Munro tidligere, og nye læsere kan sagtens starte med LIVET. Som læser af skandinaviske, minimalistiske noveller skal man måske lige vænne sig til formen, hvor fortælleren i højere grad fortæller, hvad der sker, fremfor det bare sker og er op til læseren at afkode. Fortælleren og det at fortælle er i ligeså høj grad hovedperson som de involverede karakterer, og det er ikke en fortæller, der søger transparensen. Tværtimod er Alice Munros fortæller en begejstret, tænksom og styrende omviser i erindringernes støvede afkroge.

Anmeldelsen blev offentliggjort på Litteraturnu.dk d. 24. juni 2014.

Klunke, Neger Thomas og Præstepoul – Jens Blendstrup LUSKEFISEFORTÆLLINGER

25. februar 2014 § Skriv en kommentar

luskefisefortaellinger
– Jeg sad sammen med Bimse i hans legehus. Deres hund Rex luskede hen i skyggen af et træ. Det var afsindigt meget sommer. Vi var nærmest smeltet. Når hunde hører sirener, begynder de at hyle. Det er fordi de tror at ambulancen er deres forfar der kalder på dem. Pis og papir sagde Bimse som aldrig sagde meget. (…). O.k. så sig du hvorfor de hyler når de hører ambulancer? Munden går og klokken slår, sagde Bimse.

Det er en kunst at være morsom, uden at det bliver plat, og LUSKEFISEFORTÆLLINGER er alt andet end plat. Det er elegant komik serveret i et legende let sprog, der bare danser derudad.

Jeg kan huske engang for snart hundrede år siden, hvor jeg var til Øverste Kirurgskes månedlige oplæsning på The Lab på Vesterbro, og Jens Blendstrup var annonceret til at læse op. Den flittige oplæser var dog blevet forhindret og havde i stedet sendt en båndet optagelse af sin datter og forfatteren, der talte sammen med mærkelige stemmer og vel spillede en form for legende teater. Det var ikke stor kunst, men det var underholdende og meget lidt overraskende, når man har været vidne til Jens Blendstrups gakkede (og ofte udklædte) oplæsninger til Øverste Kirurgiskes arrangementer.

Hans skrevne forfatterskab, hvis man kan kalde det det, besidder langt hen ad vejen samme gakkede tilgang til det at skrive, og hans ukunstlede og mundrette brug af sproget kører af sted med læseren, så man først springer forpustet og tilfreds af toget på bogens sidste side. Ligesom med de fleste af Jens Blendstrups øvrige romaner, er det, som om LUSKEFISEFORTÆLLINGER næsten læser sig selv, så legende let går det.

Hvor meget af Jens Blendstrups anekdotiske barndomshistorier, der reelt stammer fra forfatterens egen barndom, er ikke til at sige. Det er måske også mindre relevant, ligesom det med en bog som gennembrudsromanen GUD TALER UD (2004) er mindre vigtigt, hvor meget af den, der er sand. Jens Blendstrup fortæller røverhistorier, og det har han vist altid gjort. Om røverhistoriernes sandhed så rammer hans egen virkelighed, læserens eller bare fungerer som underholdning, det må være sekundært. Sjovt er det i hvert fald.

LUSKEFISEFORTÆLLINGER er korte, skægge historier fortalt af barnet Jens, der er venner med bl.a. Neger Thomas, Klunke, Bimse og Heino. Romanen er spækket med vanvittigt morsomme øgenavne, og ligesom børnenes interne navngivning er fantasifuld, så er også deres forskellige mere eller mindre mislykkede forsøg på at afklare den (voksen)verden, der omgiver dem, ret fantasifuld. Ofte er det sproget, der forsøges afkodet, og hvis ikke sprogets mange uigennemskuelige billeder forsøges dechifreret, så indhylles læseren i barndommens lege, hvor den ene geniale replik efter den anden serveres. Her er vennerne midt i et større slag i Første Verdenskrig:

– HVAD LAVER DU PRÆSTEPOUL? Du er død! Nej, jeg er ikke død, for jeg spiste lige en sikkerhedspille inden. Du er død, det findes ikke. Jo, for jeg har lavet en sikkerhedsboks omkring mig. Luk lås. Luk lås.

Læseren følger Jens og hans venner, op til de er omkring 14 år, og op til fortællerens konfirmation. Så skulle jeg være voksen, skriver Jens Blendstrup i bogens sidste sætning. Om jegfortælleren i LUSKEFISKEFORTÆLLINGER, Jens, er virkelighedens Jens Blendstrup eller ej, må være op til læseren at afgøre. Ender man på et ja, så vil jeg vove at påstå, at det med at blive voksen kom legebarnet fra Aarhus da ikke helt til at leve op til. Heldigvis.

Anmeldelsen blev bragt på Litteraturnu.dk 25. februar 2014.

I dag har jeg igen drukket mit eget pis – Mo Yan HVIDLØGSBALLADERNE

22. januar 2014 § Skriv en kommentar

1623078
– Den midaldrende greb ham under armen og trak ham op. “Bror, du behøver ikke drikke mere…” sagde han. Han førte Gao Yang hen til briksen. (…) Er kort øjeblik gurglede det i hans hals. Efter endnu et stykke tid uden at sige noget brød han sammen: “Far… mor… i dag har jeres søn… igen drukket sit eget pis…”

Da Mo Yan i 2012 modtog Nobelprisen i Litteratur, var den mest udbredte reaktion i Danmark: Og hvem er så lige Mo Yan? Det kan vi svare på nu, da HVIDLØGSBALLADERNE er blevet oversat til dansk.

Mo Yan er kunstnernavnet for den kinesiske forfatter og nobelpristager Guan Moye, og direkte oversat betyder aliasset Tal Ikke. Navnet stammer fra forfatterens opvækst, hvor han fra forældrenes fik indprentet, at han ikke skulle provokere magthaverne. Det har forfatteren imidlertid ikke overholdt helt. HVIDLØGSBALLADERNE er sammen med THE REPUBLIC OF WINE (1992) blacklistet af Bejings styre – uden Mo Yan dog er blevet forvist fra det kinesiske samfund.

Baggrunden for HVIDLØGSBALLADERNE findes nemlig i en virkelig hændelse, hvor kinesiske bønder i 1987 gør oprør mod korrupte embedsmænd. Romanen fortæller historien om en gruppe bønders oprør mod det kinesiske styre, efter styret har offentliggjort, at de omlægger landbruget til hvidløgsdyrkning. Bønderne indvilger i landbrugsomlægningen, men da staten efterfølgende umuliggør afsætning af bøndernes hvidløg, bliver der oprør i romanens Paradise County.

Sideløbende med særdeles voldelige anholdelser af de oprørske, kinesiske hvidløgsbønder, der konstant brækker sig og slår sig, kører især én udgave af en kærlighedshistorie som et centralt spor. Den umulige kærlighed mellem den lettere anarkistiske bonde Gao Ma og den yppige Fang Jinju er mildest talt udfordret af en traditionelt opbygget samfundsorden, hvor Fang Jinjus familie har lovet hende væk i et indviklet bytteforhold, så en ældre og handicappet bror også har mulighed for at blive gift. Det er sørgeligt, og det bliver langt, langt mere sørgeligt siden hen for de to forelskede bønder.

Da Mo Yan blev offentliggjort som vinder af Nobelpris i Litteratur 2012, kaldte nobelpriskomiteen hans skriveform for hallucinatorisk realisme. Det hallucinatoriske skal forstås som en sanselig sammenblanding af folkeeventyr, historie og samtid, hvor levende beskrivelser af naturen, kroppe og karakterers inderste følelser og længsler forenes med en mere mundtlig fortælletradition.

I praksis betyder det, at Mo Yans skrivestil er præget af snørklede fortællemønstre, hvor forskellige karakterers historier vikles ind i hinanden. Mens nogle karakterers historie gang på gang er domineret af tilbagevendende, tvungent indtag af egen urin og andre mildt sagt kvalmende scenarier, så er andre præget af ulykkelige kærlighedshistorier, der til tider er både gribende og sørgelige. Og som et særligt Mo Yansk islæt er de fleste spor i høj grad præget af eksplicit vold. Hvis man når hen imod midten af HVIDLØGSBALLADERNE, så slår det én, hvor veludført og vellykket, Mo Yan holder styr på sine mange sideløbende fortællinger, hvor flash backs, skift mellem fortæller til tredje persons- og jegfortæller og udsyrede drømme om bl.a. talende fostre på vej ud af fødekanalen blander sig. På trods af de mange spor føler man sig som læser virkelig godt styret undervejs og mister ikke overblikket.

Men nu skrev jeg, hvis man når hen imod midten. For HVIDLØGSBALLADERNE er immervæk en roman, der stiller sine krav til sin læser. Ikke så meget på grund af skriftlige eksperimenter eller et kedeligt indhold – snarere er HVIDLØGSBALLADERNE spækket med action og cliffhangers fra start til slut. Nej, det er mere selve den hallucinatoriske realismes stilistik, de voldsomt detaljerede beskrivelser samt en dramatik og symbolik, der kan skræmme læseren væk. Sammenholdt med, at jeg i et indledende afsnit næsten væmmedes af et særligt sentimentalt afsnit med personen Gao Yang, så kan HVIDLØGSBALLADERNE godt kræve lidt overtalelse for alvor at komme i gang med. Som man bevæger sig længere ind i bogens snørklede univers, går det imidlertid op for en, hvor lidt sympati, der lægges hos den tilbagetagne undermåler Gao Yang, og det sætter det indledende sentimentalitetsafsnit lidt i relief. Måske var det ikke meningen, vi egentlig helt skulle fatte sympati for den klynkende far i starten. Her er Gao Yang eksempelvis fængslet sammen med tre andre mænd og tvinges – for mindst tredje gang i sit liv – til at drikke sin egen urin:

– Han trykkede ansigtet mod gulvet og rørte den kolde urin med sine brandvarme læber. Hvidløg! En stank af hvidløg! Han sugede hurtigt en tår op. Hvidløg!

Og hvidløg er der da også i massevis af i Mo Yans HVIDLØGSBALLADERNE. Rådnende, stinkende hvidløg, der midt i deres egen, syge nedbrydningsproces sidestilles med den næsten kafkaske mur af gennemkorrupte og undertrykkende embedsmænd. Er man til kvalmende, maleriske beskrivelser, ulykkelig kærlighed og overlegen fortællestil, så kan Mo Yan varmt anbefales.

Anmeldelsen blev bragt på Litteraturnu.dk d. 22. januar 2014.

Jamen, jeg ved ikke engang, hvor jeg skal begynde! – Lars Frost KONGSKILDE NS 5100

21. november 2013 § Skriv en kommentar

1574249

 

– Det her er ikke nogen dagbog. Det er kanske en slags rapport. Hele dagen har jeg konstrueret sætninger i hovedet. Mange af dem står ovenfor. Jeg er så ulykkelig. Og skammer mig. Sidder nu også og pynter på teksten. Udskifter give med forære i en sætning. Det værste er vel, at det ikke er bedre. Bare mere prætentiøst.

 

 

 

Teksten obstrueres indefra, når Lars Frost lader strukturelle og genremæssige eksperimenter være det gitter, som læseren ikke kan kigge igennem. Og jeg vil ellers så gerne kigge igennem og læse om både seksuelle eskapader, fejlskud og det ynkelige jegs langsomme forfald.

Jeg starter bare her: Der synes at være en insisteren på indtil flere formelle bespænd på spil i KONGSKILDE NS 5100. Kongskilde-titlen er i øvrigt også navnet på en såmaskine. Hvorfor Lars Frosts nye roman hedder det, ved jeg ikke. Formentlig er det en sammenligning med mandens lyst til at sprede sin sæd. Det vil mangen en kommende litteraturanalyse nok grave i med deres lange, klamme analysenaller, ligesom i de mange andre mere strukturelle aspekter af romanen. Nu skrev jeg roman, det ved jeg ikke engang, om det er. Lars Frost lader en række citater fra især den legendariske KUNSTEN AT ELSKE af psykoanalytikeren Erich Fromm samt kapitelinddelingen til Freuds TRE AFHANDLINGER OM SEKSUALTEORIEN agere skelet for sine fragmenter – der vel til sammen danner et billede af dels forskellige menneskers seksuelle erobringer og krumspring, dels tilsyneladende selvbiografiske afsnit om en ensom og alkoholiseret forfatter og dels omridset af Karl og Dortes dysfunktionelle parforhold (destination: afgrunden).

Det er – for mig at se – meget svært at komme forbi de formmæssige udfordringer, der synes at skrige så meget på analyse og gennemgribende håndtering, at jeg som læser løber tør for luft. Jeg ved ikke, om det er synd. Jo, gu er det synd – for det lader til, at der i Lars Frosts virrende hoved er så mange tanker og historier om ensomhed, krise, fysisk kærlighed og kønsrollernes skurren, at det er synd, man som læser kan sidde så fast i formen, at man mister lysten til at bevæge sig længere ind i historierne. Eller endsige mister et overordnet indtryk af bogen efter endt læsning.

Især de små erobringsafsnit omkranset af citationsmarkører – der vel signalerer, at disse historier ikke stammer fra en hovedfortæller, men alle besidder deres stemme – er rørende på hver deres åndssvage måder. Og Lars Frost skriver som altid virkelig godt. Næsten som en overflod af velskrevenhed, og det er måske derfor, han ikke kan lade være med at opstille de her meget intellektuelle eller, hvad skal vi kalde dem, formmæssige punkteringer af teksten. Jeg ved det ikke. Og jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at hænge fast i en fokusering på, hvorfor han har gjort, som han gjorde. Men det må vel betyde noget, at jeg hænger fast i de tanker. Åh, denne selvanalyse!

En af de ting, der imidlertid fungerer virkelig godt på det rent strukturelle plan, er i mine øjne det veludviklede fodnoteapparat. Her leger Lars Frost med fortællingen og det at få noget fortalt på en måde, der minder mig om det geniale computerspil THE STANLEY PARABLE. Computerspillet har en fortællerstemme, der guider en gennem en grå kontormusverden, og hvis spilleren ikke åbner de døre, stemmen beder én om, ændrer fortællingen karakter, og selve spillerens modvillighed bliver en brik i fortællerstemmens historie og dennes vedholdende forsøg på at styre spilleren – ligesom kontorverdenen har styret og pacificeret computerspillets hovedperson, Stanley.

Lars Frosts fodnoter synes hen ad vejen at agere lidt på samme måde. Læseren kan jo vælge at følge den implicitte fortællers anvisninger og læse fodnoten, idet den optræder. Også selvom afsnittet ikke er færdigt, og fodnoten måske er en fodnote i en fodnote. Men læseren kan også vælge at læse noten til sidst, så fodnoterne til det pågældende tekststykke sammen danner en afslutning. Det lyder måske forvirrende, og det er det til dels også. I det afsluttende stykke går det hele op i en højere enhed, og selvom man som læser ikke ender sin læsning på bogens sidste papirsider, så lader de sidste fodnoter (der ift. sideantal er placeret sidst i bogen) til at kommentere selve hovedhistoriens sidste linjer. Med andre ord ender fodnoterne på side 207 med at spørge: ‘Har I fundet én at holde af?’, mens fortælleren nogle sider inden da afslutter sin historie med at konstatere: ‘Hun er lige på trapperne.’ Jamen, det er sgu da smukt.

Smukt er også Lars Frosts ætsende satirehumor, der bl.a. giver sig udtryk i de indledende forord til den danske udgave, til tredje og til fjerde oplag. Vel og mærke jo trykt i romanens første og indtil videre uoversatte oplag. Sprogets og entiteternes skønhed er imidlertid ikke større end selve det strukturelle og genremæssige eksperiment, at man som sådan henrykkes. Man skal nok heller ikke henrykkes. Man skal nok undres. Jeg undrer mig.

Anmeldelsen blev bragt på Litteraturnu.dk d. 21. november 2013.

Forberedelse på ikke at findes – Carl-Henning Wijkmark NATTEN DER KOMMER

18. september 2013 § Skriv en kommentar

natten-der-kommer-af-carl-henning-wijkmark

 

– Jeg nærmer mig pakkestadiet. Endnu er jeg et menneske, men ikke længere en mand i en kvindes øjne. Den større varme som rigtignok var til stede er blevet til venlighed og medmenneskelighed, besvaret med taknemmelighed og tilbagholdt ømhed. (…) Jeg orker knap nok at drømme og fantasere, det som tidligere af og til kunne hindre mig i at leve.

 

 

Fra sit dødsleje reflekterer Hasse over kærligheden, begæret, livet og døden og efterlader læseren med et læseligt brændemærke, idet han selv giver slip og overgiver sin krop til døden.

Den snart 80-årige Carl-Henning Wijkmark modtog i 2007, da NATTEN DER KOMMER udkom i hjemlandet Sverige, den prestigefyldte Augustpris. Det er med god grund, for NATTEN DER KOMMER er en både voldsomt velskrevet og ubarmhjertig roman, der efterlader et afgrundssort dødsmærke i sin læsers sind. Det er en døende mands sidste krampetrækninger, før han til sidst må give slip og følge med sin flagermusbaskende besøgende ud mod det sidste mørke.

Vores hovedperson Hasse befinder sig på en stue på et hospicelignende sted. Han bor på stue sammen med tre andre mænd, og patienterne deler både trivialiteter og mislykkede besøg fra forstumpet familie – for ikke at sige en fælles fascination af de søde og kærlige sygeplejersker og deres modsætninger i hospicets kyniske læger. Den tidligere skuespiller Hasse har ikke rigtig familie, men knytter sig hurtigt til både den lokale bibliotekar, den mystiske patient bag forhænget på stuen og ikke mindst sygeplejersken Angela. NATTEN DER KOMMER er skrevet i et dybt personligt sprog, der næsten emulerer en lærd mands velformulerede dagbog – men uden det nogensinde bliver patetisk eller sentimentalt. Snarere er skriften reflekteret og nøgtern, og det er måske i særdeleshed det, der gør NATTEN DER KOMMER så svær at slippe igen.

Jeg læste for nylig et debatindlæg i Information skrevet af den tidligere speciallæge i børnepsykiatri Niels Hansen på kanten af sin sidste tid. Indlægget handlede om, hvordan lægestandens tre funktioner som hhv. helbredende, lindrende og trøstende instans i virkeligheden var prioriteret, så der i de fleste tilfælde ikke var tid til den trøstende del af arbejdet. Det oplevede Niels Hansen selv på egen krop, da han fik konstateret uhelbredelig kræft, og i virkeligheden er det samme diskussion, NATTEN DER KOMMER tager op. Samtidig er der undervejs flere begivenheder og overvejelser, der også drejer sig om det humane i aktiv dødshjælp.

Hasse vælger i første omgang at blive på sit hospice, fordi han forelsker sig i sygeplejersken Angela, og det er i sidste ende samme sygeplejerske, der får ham til at slippe sit krampagtige tag om livet og overlade sin krop til døden. Undervejs får læseren indblik i, hvilke tanker en syg mand gør sig, idet hans sygdom langsomt overtager hans kropslige funktioner og efterlader ham overladt til sine omgivelser.

Vi ved naturligvis hele tiden, at vores fortæller og hovedperson må dø. Det fortæller bagsideteksten os, og der gives på intet tidspunkt i romanen en reel mulighed for frelse og overlevelse. Hasse må dø. Alligevel er det fuldstændig ubarmhjertigt og hjerteskærende, da det sker på bogens sidste sider. Man er virkelig kommet til at holde af den stilfærdige mand, der i sit registrerende og rolige sprog lader kærligheden, ømheden og den seksuelle tiltrækning gøre det ud for overlevelsesgrundlag og i sidste ende grundlag for den sidste frigivelse – livets given slip og dødens rolige komme.

Anmeldelsen blev bragt på Litteraturnu.dk d. 18. september 2013.

Associationshastigheden for stor nu. Brems. – Henrik Bjelke HUNDREDE POSTKORT FRA HELVEDE

21. august 2013 § Skriv en kommentar

Hundre-postkort-jpg1-700x1106

Jeg beundrer dig, uartikulerende har du kunnet vikle dig ud igennem dem, jeg respekterer dig og elsker dig også selvom der er stor rundhorisont på lige nu, men i centrum af den står (og har altid stået) det, forholdet, vores alliance, dette noget, dette vi både har og længes efter, som vi både savner og kan dele ud af, som vi både drømmer om og realiserer hver dag, det som er, og som giver dig din stolthed, som måske er det jeg elsker højest hos dig, og hvad ville for dig være mere værd hos mig end min stolthed? Nu mærker jeg den svulmende kraft i maskinen der skriver dette: elektrisk. Marmeladen intens, smag af oranger, Orienten, kvinder ved brønd, monoton sang, rytmisk orna-menterende, sensuel, erotisk, associationshastigheden for stor nu. Brems.

Nedsænket i et sprogligt syrebad rabler en hallucinerende fortæller om verden, væren og kærligheden. Indlæggelsen er forestående – ikke bare for fortælleren, men også for læseren.

Forlaget Gladiator udgiver en række bøger, der vel er kendetegnede ved at have været forbigået i deres egen udgivelsestid så at sige. Forlagets medsendte følgeseddel er idealistisk og balancerer mellem at være abstrakt og sprogligt nyskabende, og det er modigt, men – som Ida Marie Hedes efterord – også en anelse fortænkt. Første udgivelser i Gladiators Sandalserie er Helga Johansens HINSIDES (1900), Henrik Bjelkes HUNDREDE POSTKORT FRA HELVEDE – oprindelig udgivet i 1980 på det toneangivende modernistforlag Arena – og novellen LUNA fra essaysamlingen SEKS RÅB FRA BAGHOVEDET (1981).

Genudgivelsen af de to Henrik Bjelke-tekster er samlet i én bog, hvor også nogle forstyrrede sort/hvide illustrationer af bl.a. en løve, der slikker en lysten mand bagfra, og en nøgen mand med en chillum, indleder samlingen. Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke genkender Halfdan Piskets veltegnede illustrationer fra bogens egne tekstlige billeder, men det er måske, fordi jeg undervejs i læsningen flere gange tabte retningssansen i de teoretiserende bevidststrømme om subjekt/objekt-distinktioner, udredningen af det virkelige og en sprogligt set ontologisk tilgang til en reel verden. Ja, det er lige til at blive forpustet af.

Bjelkes HUNDREDE POSTKORT FRA HELVEDE består overordnet set af to spor – ikke ulig den spruttende DRYPPENDE GLORIE fra Anders Jørgen Mogensen. Forsøger man at udrede det mest realistiske og konkrete spor, som man kunne fristes til at kalde et plot, står man tilbage med følgende: Fortælleren befinder sig i noget af en livskrise. Han trækker sig væk fra sit problemfyldte ægteskab med konen Alice i en slags frossen stilstand og dykker med hud og hår ned i et støt voksende hashmisbrug og et altomslugende seksuelt forhold til Bowie-klonen og bjergbestigeren Vince – komplet i bar overkrop og hvide, stramme bukser.

Kemisk set indeholder han så meget cannabinolsyre, at han kun på symbolsk vis tilhører dyreriget, som han humoristisk funderer henimod slutningen af bogen. Det lyder måske også mere interessant at være nedsænket i evig rus end at skulle beskæftige sig med kone, børn og hverdagens problemer, men Alices tålmodighed løber hurtigt ud, og hun stiller sin mand over for følgende ultimatum: Enten kvitter han hashen, eller også lader han sig indlægge på en psykiatrisk afdeling.

Vores fortæller vælger det sidste og kæmper herefter en absurdhumoristisk kamp for at blive indlagt på først det ene og derefter det andet bureaukratiske hospital. Undervejs i ventesale og ambulancer løber hans ekstremt abstrakte og teoretiserende fantasi over med ham, og her møder vi netop HUNDREDE POSTKORT FRA HELVEDEs andet spor.

De udsyrede og abstrakte stykker dominerer Bjelkes postkortsamling. Hashinducerede flyveture ud og ind ad teoretiske og filosofiske betragtninger og ophidsede, seksuelle møder, og til tider går der næsten spoken word i skriften, der i rablende sidespor trækker teksten helt derud, hvor det mere føles som at læse Heideggers uudgivne – og ikke-eksisterende – beatdigte end noget andet. Og lad mig slå fast: Heidegger er svær at læse.

De flydende, bizarre og syrede stykker på tysk, engelsk og akademia blandes med intertekstualitet og indlagte småhistorier om bl.a. de mere eller mindre incestiøse søskende Giselle og Max, og man fornemmer i øvrigt, at de indvævede fortællinger er forfattet af jeget selv. Det samlede indtryk er rent strukturelt set forvirrende, selvom der jo er mening med galskaben. De gale stykker er netop så dominerende, da de stammer fra en rablende og søgende jegfortæller, der selv leder efter hoved og hale i sin egen bevidsthedsstrøm.

Sporet kan godt trætte hen ad vejen. De rablende og knopskydende stykker – eller postkort, om man vil – kammer til tider over i ordonani som en slags sprogets uendelige guitarsolo med wahwah-pedalen trykket godt i bund, og man kan få fornemmelsen af, at sproget kører derudaf uden retning, og uden der er en mening med det. Og i sidste ende er det da også sproget selv, der er i fokus i HUNDREDE POSTKORT FRA HELVEDE. Sproget, der glider ned af sig selv i et forsøg på at definere eller beskrive noget, der ikke lader sig indfange med ord. Meningsløst, retningsløst og nedsunket i et bad af æteropløst hasholie.

Anmeldelsen blev bragt på Litteraturnu.dk d. 21. august 2013.

Where Am I?

You are currently browsing the LITTERATURANMELDELSER category at Anna Møller.