Synd og Skam: Billeder af Mesa

16. juli 2015 § Skriv en kommentar

billeder-af-mesa-packshot-bigcartel-300x300

Med Billeder af Mesa er Synd og Skam igen sprunget i en fuldstændig ny retning. Knapperne med populærkultur og autotune er skruet fuldstændig op, og sleezy hiphop forenes på en eller anden naturlig måde med Synd og Skams legestue.

På vej hjem fra Roskildes torsdag skriver jeg det her ind i min notesbog: Jeg har Synd og Skam i ørene, og det er fucked up.
Det er fucked up, som de kan lave musik, der kommer bag på én. Som tager én på sengekanten, før man overhovedet ved, at man befinder sig i sengen. Og det er sådan noget musik, jeg vender tilbage til nogle år efter og tænker: Nu har jeg faktisk lyst til at høre det her. Nu er det faktisk udtryk for en sindstilstand, jeg har opdaget at befinde mig i. Og det er vel det, den vil. Fucke op. Ryste mig, ikke bare i min grundvold, men sådan rent fysisk ryste mig. Sådan smide noget autotune ned over noget, hvor jeg ikke troede, der skulle være autotune. Ikke troede, det var lovligt. Og så sidder man der. Med autotune i ørene. På vej hjem fra Roskilde torsdag aften. Stopper op ved den sidste sang og tænker: hey, det var da egentlig en meget fed rytme. Gud ved, om det siger mig et eller andet om et par år.

Da jeg oplevede Synd og Skam på Roskilde i 2013 var det nok den både mest rockede og bedste koncert, jeg nogensinde havde set med de uforudsigelige romantikere. Og selvom man måske kan længes efter Synd og Skams rockballader og storslåede og impulsivt snublende antikompositioner, så ved man aldrig, hvad man skal forvente af de fyre der. Da de spillede på Click Festival for nogle måneder siden leverede de en kompromisløs optræden med en slags musikalsk stoleleg indbygget, hvor alle medlemmerne stod i en cirkel og skiftedes til at spille de forskellige instrumenter. Sådan: Ryk en plads til højre, nu er du på trommerne.

Synd og Skams nye plade er endnu mere fragmentarisk, end deres albums ellers har været. Det siger ikke så lidt. Især inspirationen fra mainstream-hiphop og generel popkultur skinner igennem, men naturligvis er det både fuldstændig overgjort og næsten pasticheficeret – hvis det er et ord – i hænderne på de legelystne musikere. Synd og Skam udfører genreleg i højeste potens. De smider rundt med alle de kasser, vi ustandseligt forsøger at rubricere alt i. Både genrekasserne, men i høj grad også de kasser, man bruger i smagsdommeriet. Er det her godt eller skidt; synes jeg, de der fuldstændigt gennemkneppede autotune-vokaler er behagelige i min sarte øregang eller hvad? Er det her snyd?

Billeder af Mesa er avantgarde foretaget INDE i populærkulturens egen maskine, det er en form for kærlig infiltrering, og det er en af de plader, der bliver bedre, når man prøver at sætte ord på den. Det er i øvrigt underligt, at en række numre med så umiddelbar en energi synes at vokse i værdi, når man teoretiserer over dem i sit lille, Roskilderamte møghoved.

Jeg kan ikke lade være med at synes, at Synd og Skam er et af de mest interessante bands, vi har i Danmark. De er sådan Den Fri, Kidd, tumlingestuen, Kanye West, Spost, ÆK, Niels Franks Nellie og CityBois samlet i ét fragmentarisk reality afsnit filmet med håndholdt kamera.

4.5/6

Anmeldelsen blev bragt på Undertoner.dk 16. juli 2015.

Reklamer

Frisk Frugt: Den europæiske spejlbue

26. januar 2015 § Skriv en kommentar

TAMB097DA

Frisk Frugts første plade på Tambourhinoceros er skabt som en slags nordisk pendant til Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite og er eklektisk eksperimemtalmusik af fineste kaliber.

Hvem kunne ikke tænke sig at tage på musikalsk skovtur i Grønflammeskoven med Synd & Skam som lyriske indpiskere og Af Med Hovedet-Far som naturglad rundviser? Okay, jeg kender nogle stykker, der ikke brænder voldsomt meget for sådan en udflugtskonstellation, men er man til næsten naivistiske, eksperimentelle og levende sange om naturen, kærlighed og begær skrevet i et både hverdagsagtigt og småkringlet sprog, så må Frisk Frugts nyeste plade da være noget for én.

Den europæiske spejlbue er efter sigende en moderne undersøgelse af den europæiske verdensmusik, der er blevet til efter bl.a. besøg på forskellige danske spillemandsmuseer og -arkiver og på Siegfrieds Mechanisches Musikkabinett i den sydtyske by Rüdeheim. I Anders Lauge Meldgaards kyndige hænder bliver det til et eklektisk sammenvævet værk med ligefrem lyrik, ukunstlede vokaler og en overordentlig bevægelig og uforudsigelig struktur. Og ja, til tider kammer det over i at lyde som noget fra børnehavens rytmikhold, hvor den enkeltes åbenlyse glæde ved sit pågældende – og i vid udstrækning hjemmelavede – instrument ikke formår at formidle andet end det: glæden. Andre steder er den naturfokuserede og registrerende lyriks ord strakt ud og forlænget, så det ærlig talt bliver lidt anstrengende at høre på. Tag som eksempel nummeret “Kærlighedssang nr. ?”, hvor ord som »diiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiin« og »skøøøøøønt« simpelthen varer så lang tid, at man skulle tro, de var fire-fem-stavelses ord. Det har jo sin egen charme, som jeg formentlig bare ikke formår at se.

Anders Lauge Meldgaard har på albummet fået hjælp fra 12 musikervenner, der tilsammen udgør Splendours of Love Orchestra, og de gør sig på instrumenter som fagot, trombone, violin, tuba og obo – ud over en hel del flerstemmig sang. Orkestermedlemmerne tæller bl.a. kompetente figurer som klarinist og saxofonist Henrik Pultz Melbye fra Svin, eks-Under Byen-violinist Niels Grøndal og Marie Eline (Moko, Bleeder Group, Mit Nye Band) på vokal, Ipad og… vinglas.

Dvæler vi bare en anelse ved vokalsiden, så fungerer især Marie Elines lyse, let sørgmodige og fine vokal rigtig godt, og der er en oprigtig kvalitet i hendes næsten spæde røst, der balancerer godt med de blomstrende baggrunde af boblende lyde. Derimod er Anders Lauge Meldgaards egen vokal så ukunslet, at den næsten bliver uskøn og – i stedet for at fremstå som en naturlig del af det organiske lydbillede – stritter og gør opmærksom på sig selv i kraft af sin uskønhed. Musik behøver ikke gå skønhedens ærinde, og overordnet set er Den europæiske spejlbue da heller ikke en plade, der søger en harmonisk-skøn struktur. Snarere er den levende, spirende og legende, og et nummer som førstesinglen “Solhyldest 1. del”, den naturligt kaotiske crescondo-afslutter “Omdrejningsmusik solens mekanik” og i særdeleshed “Solhyldest 2. del” er helt uovertruffen eksperimentalmusik.

Sammenklistrede, forskellige former med en legesyg og springende energi kræver en del gennemlytninger og en både tålmodig og nysgerrig lytter, men hold da kæft, der er åbne horisonter på vej, når Marie Eline på “Solhyldest 2. del” synger de første strofer:

»Fuglen flyver langsomt og stenen smelter / den dag vi rider af sted på lysets klare stråle / toner så dybe at de forstener og andre så høje at de bliver til lys / hvad hedder den ting, man smider ud bag skibe / i vandet, når de sejler / for at måle deres fart?«

Nu er jeg ikke fisker, men det hedder vist nok en log.

4.5/6

Anmeldelsen blev offentliggjort på Undertoner.dk d. 26. januar 2015.

The Minds of 99: s.t.

10. juni 2014 § Skriv en kommentar

Logo

The Minds of 99 giver med deres debut et virkelig seriøst bud på en ny og betydningsfuld spiller på det musikalske landkort, der dækker dansksproget pop/rock, og som lægger sig i en catchy slipstrøm fra Kliché.

Da The Minds of 99 for nylig spillede på Offspring-festivalen i Tivoli, må jeg indrømme, at jeg kun lyttede nogle minutter, før jeg bevægede mig videre til næste koncert. Men det er immervæk også noget af en udfordring at spille Plænen op, når man som band kun har eksisteret siden juni 2012 og desuden knap nok har udgivet sin første plade. Den plade er landet nu, og havde jeg haft tid til at nærstudere den inden koncerten i Tivoli i foråret, så ville jeg nok være blevet lidt længere. Om ikke andet så lige til fadøl mere og et håb på, at sætlisten ville ramme yndlingsnummeret, inden turen gik mod næste koncert.

Du har formentlig allerede hørt den altdominerende førstesingle “Det er Knud som er Død” og måske endda fulgt bandet på deres vej som sidst års (med)vindere af Karrierekanonen. Deres smittende førstesingle er skabt på basis af et Tom Kristensen-digt til polarforsker Knud Rasmussen og betegnede et skifte i det seks mand store band af venner, da forsanger Niels Brandt med den sang slog om i at skrive på dansk. Det var en god beslutning, for i det nye felt af dansksproget pop/rock står The Minds of 99 særdeles stærkt med højenergiske numre båret af velkomponerede og catchy melodier og velskrevet lyrik.

Den her nye(re), dansksprogede musikbølge er naturligvis ikke en enestående begivenhed i musikhistorien, og selvom The Minds of 99 bidrager til bølgen med en velproduceret, mere alvorlig og rocket mellemting mellem De Høje Hæle og Dig & Mig, så står de naturligvis også på skuldrene af nogle 80’er-giganter. Tag bare den næsten udelukkende instrumentale “Fuglebur”. De første indledende minutter og det efterfølgende yderst catchy »d-d-d-d-d-d-d-d-d-d-dæåh-æåh«-kor lyder eksempelvis i uhyggelig høj grad som et TV2 eller Kliché-nummer, så man næsten ender med at tjekke pladecoveret et par gange for at se, om der ikke skulle have sneget sig et covernummer ind. Men nej, det ser det ikke ud til.

Der er også masser af New Order-elementer i især guitarens lyd og synthens placering i flere af The Minds of 99’s numre, og Joy Divions taktfaste stampen og Ian Curtis’ messende vokal er også særdeles sporbar. Hør bare vokalens smådesperate messen i f.eks. “Rav”s omkvæd eller den monotone start på nummeret “Tivoli”, hvor iskolde synths og trampende trommelyd lægger en stram og marchagtig stil, indtil Niels Brandt bruser igennem med sit brøl om »…Tivoli!« Et ganske effektivt nummer, også inde i virkelighedens Tivoli tilbage i april.

Det er imidlertid ikke et af mine favoritnummer på The Minds of 99’s debut, for jeg vil egentlig bare gerne danse kinddans. En absolut yndling herfra er balladen “Hurtige hænder”, hvor forsanger Niels Brandt i omkvædet synger »Tag mine hænder / mine hurtige hænder / syngende læber / kys mig elsk mig« med en intens og temperamentfuld undertone, der er mixet så relativt langt tilbage, at vokalen ikke dominerer for meget. Det er en klog produktionsmæssig beslutning, ligesom der også er en gennemgående rigtig god trommelyd på Louis Clausens velspillede tønder. I mine øjne kunne man på næste plade godt skrue en anelse ned for vokalekkoet – f.eks. på “Ind og se på stjerner”, der næsten ender med et danskhall-agtigt udtryk i det uendelige ekkoinficerede »hey!« Jeg er sgu ikke meget for danskhall, det må jeg indrømme.

Flere af The Minds of 99’s numre er bag en velproduceret og tilsyneladende gennemtænkt overflade båret af en naiv form, der giver sig udtryk i både det tekstlige univers og i visse dele af det musikalske. Et nummer som “Et barn af min tid” knækker i mine øjne lidt over i den der Dig & Mig-stil, som man virkelig elsker eller hader. Jeg må nok indrømme at tilhøre sidste klasse, og “Et barn af min tid” virker en anelse ufærdig og lidt tynd i det. Melodisk set ret uinteressant, næsten irriterende i valg af legetøjsagtig synth og en påfaldende mangel i udvikling. Nem at klappe med på, men også ret forglemmelig. Det ændrer imidlertid ikke på, at The Minds of 99 er et virkelig seriøst bud på en ny og betydningsfuld spiller på det musikalske landkort, der dækker dansksproget pop/rock, og som lægger sig i en catchy slipstrøm fra Kliché. Godt gået.

4.5/6

Anmeldelsen blev offentliggjort på Undertoner.dk 10. juni 2014.

EMA: The Future’s Void

30. maj 2014 § Skriv en kommentar

packshot
Den amerikanske musiker Erika M. Andersons andet album deler sig i to ben, det ene med dystopisk industrifernis og det andet dejligt slackerpoppet.

Jo mere jeg har lyttet til South Dakota-musikeren EMA‘s nye album The Future’s Void, jo mere har jeg haft lyst til at se pladen som en splittet, tobenet størrelse, der samles af Erika M. Andersons bogstavalias.Det ene ben er støjende, skrattende og industrielt produceret alt. rock, mens det andet ben er sådan en garage-funderet lo-fi-størrelse med akustisk guitar, popelementer og midt-90’er-vokal.

Og ikke for at favorisere det ene ben over det andet, men jeg må blankt indrømme, at jeg klart er mest til ben nummer to, hvor den poppede grunge sådan står og spjætter lidt ladt med en henkastet vokal og yderst fængende omkvæd. Det er måske også pladens mest opbyggelige ben, hvis man skal fortsætte den her latterlige kropsanalogi. Det andet er det dystopiske, angste og urovækkende med titler som trekløveret “Cthulu”, “Smoulder” og “Neuromancer” – naturligvis med stærk inspiration fra science fiction-genren og cyberpunkens store uhygge- og dystopimestre H.P. Lovecraft og William Gibson. Her er vi musikalsk set ude i noget mørkt støjende og forvrænget, hvor uhyggen vrider sig som et metallisk uhyre for lytterens fødder. Ja, det er effektfuldt, men ja, det mister også sine kvaliteter ved flere gennemlyt. I stedet bliver Erika M. Andersons vokal lettere anstrengende hørt gennem det dominerende distortionfilter ikke ulig en megafons uskønne forvrængning. Hvor vokalforvrængningen på hittet fra forrige plade, “California”, stod som en modvægt til den ret episke og melankolske melodi, så ser jeg den – på de nye sange – mere som en producermæssig strategi, der skal understrege en tematisk pointe om et samfund, hvis indbyggere bliver mere og mere fremmedgjorte over for hinanden og lever i en kold, digitaliseret verden.

Og hvordan kommer det så til udtryk? Jo, på nummeret “Smoulder” hører man eksempelvis det meste af sangen igennem Erika M. Andersons vokal gennem det her fordrejende filter, så udtrykket bliver industrielt, koldt og en anelse overproduceret. I forhold til at man i produceringen har valgt at lade vokalen være ikke fuldstændig fejlfri, men derimod beholde nogle skæve toner osv., så virker det på mig en anelse overgjort, at der skal så meget effekt på vokalen. Ligeledes er de – lyder det som – splintrende glas-effekter i introen til “Neuromancer” en anelse over-the-top. Et nummer som “Cthulu” er ellers effektfuldt nok med en indjagende stortromme, dystre synthflader og senere et skingert smittende guitarriff, men de gentagne, skrigagtige vokaleffekter bliver sgu belastende at høre på i det lange løb.

Mange af EMA’s tekster kredser om samme emne, nemlig en kritik af det moderne, digitaliserede samfund. Det er imidlertid ikke altid lige elegant serveret på trods af det sympatiske i at ville andet med sin lyrik end bare at høvle noget halvtilfædigt af. I den sløve balladesag “3Jane” synger Erika M. Anderson f.eks. »It’s all just a big advertising campaign« – en sætning, som formår at være uelegant både i sin udpenslende ‘her er hvad jeg mener’-form og i de mange og snublende stavelser i ordet ‘advertising’. Det ender i mine øjne med at være mere forceret, end nummeret kan bære, og i stedet for at efterlade lytteren med en tanke om den moderne verdens udfordringer, så sidder teksten fast som en fiskekrog i det indre øre og umuliggør en fuldstændig nydelse af nummeret.

I starten af den militærtromme-agtige “Neuromancer” er rimene derimod en anelse letkøbte med ordene »Is it true / is it true / you choose / you choose,« og det er naturligvis det vanskelige i at lave musik, når man vitterlig har noget på hjerte. For hvordan kombinerer man det meningsfulde indhold med en form, der både er tillokkende, og som lader indholdet komme til udtryk? Jeg ved det ikke, men det er set skønnere end hos EMA.

Nej, så er jeg mere til førstesinglen “So Blonde”, der rent tekstmæssigt muligvis er kliche i al sin ‘det-var-bare-den-vildeste-sommer-med-de-her-vilde-mennesker’, men jeg har haft den så meget på hjernen, at jeg i stedet for at synge andet vers af “Der sad to katte på et bord” lystigt er fortsat ud i »so lemme tell you bout this girl I know / she’ll introduce you to the band / you wanna love her hate her you don’t know / but I think she’s all we’re gonna get.«

Den er ikke populær som godnatsang, det kan jeg så hilse og sige, men melodierne er voldsomt catchy, og sammen med det sløvt vuggende akustiske nummer “Whe She Comes” tegner den sig som pladens mest vellykkede slackeragtige popnummer. Det er måske uambitiøst i forhold til The Future’s Voids mere producerede industriben, men det er musik, som bliver hængende i hovedet – uden at efterlade sangteksters uheldige fiskekroge i det indre øre.

3.5/6

Anmeldelsen blev offentliggjort på Undertoner.dk d. 30. maj 2014.

Silo: Work

14. april 2014 § Skriv en kommentar

silo_work_1024x1024
Danske Silo udgiver efter 13 år deres tredje album, og det har i den grad været værd at vente på. Silomaskinen kværner stadig og efterlader lytteren forvildet og hypnotiseret af fuzzet kraut og uendelige, digitaliserede guitarfigurer.

Silo er et af de der bands, der har opnået kultstatus i en snæver kreds. Som har haft uendelig stor indflydelse på adskillige bands uden at have udgivet mere end to plader, og som senest udgav et album for 13 år siden. Efterhånden har Silo barslet med en efterfølger i et tiår, og det var da også blevet en gentagen diskussion til Undertoners julefrokoster, at nu måtte pladen da være liiige om hjørnet. Nu er den her så, og boy, den har været værd at vente på. Måske lige med undtagelse af et par numre under det ellers tårnhøje gennemsnit, så er Work lige så meget et mesterværk som Silos forrige plader Instar og Alloy.

Og lad os da bare hoppe direkte ud i den ordpøl, der ikke bare tilnærmelsesvis formår at rumme roserne til Silo: Silo formår at skabe musik, der vokser eksponentielt i sine egne knopskydende formationer, og som fremstår ligeså naturligt som goddamn celledeling. Og ja, der må bandes. Der må fandeme bandes så meget, at Silo selvantænder i et eksplosionsagtigt mindfuck af rytmer, hvor hjernen knap nok har perciperet det ene rytmelag, før et andet tager over og væk flyver ens logiske sans, så man optages af den industrimaskine, der i sidste ende er Silo.

Lige netop betegnelsen maskine viser sig at være kendetegnende for konstruktionen af Work. Som tidligere er energien tilbageholdt og når aldrig et højdepunkts fulde udfoldelse, men finder snarere et punkt med konstant kværnen, der i sine uendelige rundgangsformer og endeløse lag til fulde hypnotiserer, fastholder og forbløffer. Hvordan de tre musikere Frederik Ammitzbøll (guitar og vokal), Mikkel Bender (bas) og Søren Dahlgaard (trommer) formår at skabe noget, der kan besætte lytteren og kaste alt, der hedder menneskelighed, over bord uden af den grund at miste en organisk fylde, det forstår jeg vitterlig ikke. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har lyttet til noget helt som Silo, eller om der overhovedet er nogen, der gør det, Silo gør.

For nu at blive bare en anelse mere konkret, så er der virkelige mange gode numre på Work. Jeg selv har aldrig dyrket hiphop synderligt, men hold nu kæft, hvor er et nummer som “Cabinn Fever” med vokaler af M. Sayyid og High Priest dog bare et hjernedødt fedt nummer. Hårdt pumpende med gentagne hooks i form af et par catchy rundgangsrytmer og med et lyrikflow, der besidder præcision og et maskingeværs taktfaste slag. Med fare for at lyde som en plade i samme rille: Hvor er det dog imponerende, hvordan Silo formår at håndspille en lyd frem, der efter opproducering kan virke så maskinel, industriel og mekanisk uden af den grund at lyde elektronisk. Det overordnede lydbillede på Work fremstår i øvrigt mere digitaliseret og tilsyneladende mere efterbehandlet end på de tidligere plader, men stadig er lyden organisk og multifacetteret. Work repræsenterer også en tilbagevenden til flere af de vokalbaserede numre – eller vokalbaserede er måske så meget sagt, for vokalerne er trukket tilbage i lydbilledet og figurerer som et tandhjul i maskineriet på linje med konstruktionens øvrige dele.

Men der er vokaler på en hel del af numrene. På “O” er det Jonas Bjerres croonervokal, der lægger et lyst uuuh-kor og følger melodiens gøren og laden, og det udmunder i et lidt statisk nummer uden den store udvikling. Nu er det jo heller ikke postrockens crescendo-struktur, der i det hele taget præger Silo, men “O” er alligevel et lidt træden-vande-agtigt nummer, hvor et fald i tempo er eneste udvikling, og hvor de gentagne rundgange ikke helt er hypnotiske nok til at lade lytteren fortabe sig i dem.

På “Power Points” er det sangerinden Maria Hamer-Jensens vokal, der agerer menneskelig modvægt til den hårde maskinebund, men der er i mine øjne næsten for langt mellem de to tilstande. Hamer-Jensen har en lækker, blød soulvokal, men den er næsten for kælen i udtrykket. Og med kælen mener jeg også for følt eller styret. Det bliver simpelthen for menneskeligt på sin vis og bryder den industrielle maskinillusion, man som lytter ellers lulles ind i. Der er Silos egen forsanger Frederik Ammitzbølls vokal på eksempelvis “Work (Out)” langt mere tilbagetrukket og leveret med mindre betoning.

“Work (Out)” er et af de der desorienterende Silo-numre, hvor man som lytter på en og samme tid forvirres af nummerets mange dimensioner og alligevel fastholdes i en hypnotisk tilstand. Som om man har forvildet sig ind i en lydlig labyrint, der hele tiden vokser i nye, rumlige dimensioner og knopskyder nye flugtveje ud. Man ender ikke overraskende komplet rundtosset og egentlig ganske tilfreds med bare at forblive inde i labyrintens uendelige gange. Naturligvis er det især de mange synkoperede og subtilt forskudte rytmespor – i rundgangene klippes hyppigt 1/32 ud eller skydes 1/32 ekstra ind, der giver en desorienterende, rumlig fornemmelse – og netop polyrytmikken instrumenterne imellem er da også et centralt element i Silos univers.

Polyrytmikken mellem de perkussive elementer og melodisløjferne er det altomdrejende centrum i et nummer som “Stationary”. Et næsten snublende og distortet guitarriff gentages i det uendelige, inden bl.a. Ammitzbølls vokal, støj og et fuzzet guitarmønster lægges til, og det hele fratrækkes derefter element for element, indtil kun den snublende rundgang og boblende guitaranslag står tilbage. Det centrale guitarriff fungerer som en rytmisk hinkestensleg, hvor hvert spring fra felt til felt foregår i et synkoperet og genkendeligt mønster med den lagdelte polyrytmik som en slags fjerde dimension. Som om alle instrumenter indtager trommernes dirigerende foregangsposition, og alt i sidste ende er trommer.

Det afsluttende nummer “The Inexorable Sadness of Pencils” lyder måske mere som ‘klassisk Silo’. En synthet guitarfigur dukker langsomt frem i horisonten og får selskab af flere figurer, der bevæger sig i andre sideløbende og krydsende rytmiske spor, og de mange tilsyneladende komplicerede strukturer danner et hele; et diset og boblende stykke fuzzkraut. Nummeret er en længselsfuld og dynamisk sag inspireret af et digt af den amerikanske forfatter Theodore Roethke, og som digtreference fungerer nummeret som en lydlig spejling af Works cover med foto af Mikel Tjellesen. Og det er her, det hele virkelig går op i en højere enhed. Roethkes digt “Dolor” handler om kontorers akkumulerede og kvælende støv, og det er jo netop også her, man finder maskinen. Maskinen forstået som den gentagne dagligdag, hvor papirbunker synes at vokse eksponentielt af sig selv, og hvor trædemøllen hypnotiserer den sløvt gående, indtil man falder over sine egne fødder og lander blødt i Silos rytmefavn. Jeg lader mig gerne falde.
5.5/6

Anmeldelsen blev offentliggjort på Undertoner.dk 14. april 2014.

Joan As Police Woman: The Classic

10. marts 2014 § Skriv en kommentar

joan_as_policewoman_the_classic-500x500

Joan Wasser kammer over i doo-wop, kække håndklap og trompettrut på sit femte fuldlængdealbum, og nok er livsglæden smittende, men den er også en anelse kvalmende med tiden.

Joan As Police Woman aka Joan Wasser er gået all-in og har iført sig blafrende soulkappe, bigband-blæsersektion og doo-wop på sit nye album The Classic. Joan Wasser er vist ikke en musiker, der gør noget halvt, og som soulalbum er hendes femte fuldlængdealbum ganske veludført. Om man så selv synes, at det på steder som det kække syngmed-nummer “Holy City” eller førstesinglen “The Classic” kammer over og tangerer decideret dårlig smag, så må man sgu tage hatten af for, at Joan As Police Woman er et gennemført projekt. På en og samme tid formår The Classic at fremstå som lækkert produceret baggrundsmusik og som kompleks og velskrevet popmusik. Fremført af vanvittigt dygtig musikere naturligvis.

Hvor forgængeren The Deep Field stadig bar enkelte præg af den mere beskidte singer/songwriter-lyd, som Joan Wasser har dyrket tidligere, så er The Classic i store træk taget helt derud, hvor fløden sprøjter gladeligt ud af trompettrut, og kække håndklap er medrivende, men også en anelse oppe at køre. Det er hverken livsglæde eller positivitet, der mangler i Wassers pose med blandende flødebolsjer, men den glatte overflade kan godt være en anelse kvælende i længden. Wassers vokal er stadig både skrøbeligt vibrerende – sine steder på grænsen til det hulkende – og så umiskendelig stærk, men hun anvender den i en helt anden konstellation end tidligere. Hvis The Deep Field kunne sammenlignes med en stormende og dryppende sexy forelskelse, så er The Classic mere som et stabilt, men kærligt parforhold efter nogle år. Lidt kedeligt i længden, måske, men rart og ufarligt. Og så alligevel.

Pladens bedste nummer er måske (anden halvdel) af det syv minutter lange nummer “Good Together”, hvor Joan fyrer noget af albummets bedste lyrik af og flyver med soulkappe og hele baduljen ned ad en lidt mørkere og eksplosiv baggyde. Joan synger retrospektivt om et kærlighedsforhold: »I don’t wanna be nostalgic for something that never was,« og henimod slutningen fyldes lydbilledet af en kakofoni af vilter percussion, skærende synth og vedholdent klagende guitar. Den tvivl, der findes i både teksten og i det mere dystre arrangement, klæder Joan As Police Woman. I stedet for at kamme fuldstændig over i opturssoul, så skabes der i både lyd og lyrik en usikkerhed, som Joan Wassers følsomt knækkede vibrato formidler uden sammenligning.

Joan As Police Woman er stadig et spændende, dybt originalt og på sin måde meget eksperimenterende projekt, og det bliver spændende at se, hvordan de nye numre formidles i live-formatet, hvor Joan Wasser og co. oftest spiller nedbarberede og rå versioner af det alsidige bagkatalog. Joan As Police Woman kan opleves på dansk grund til maj, men det bliver formentlig med fuldt orkester, da koncerten finder sted i Koncertsalen.

4/6

Anmeldelsen blev offentliggjort på Undertoner.dk d. 10. marts 2014.

Where Am I?

You are currently browsing the MUSIKANMELDELSER category at Anna Møller.