PURLØGENE BLOMSTRER

29. august 2019 § Skriv en kommentar

Nå, nu kørte der alligevel en bil ind til naboen. En kæmpestor grøn jeep. Af ren refleks kastede jeg mig ned foran pejsen, hvor lugen stod åben ind til et knitrende bål. Det kan godt blive hundekoldt i sommerhuset, også selvom alle radiatorerne står på fem.

Det store fyrretræ står og vinker til mig i blæsten, og jeg ved godt, hvad det siger, det vinker: Gå tilbage til brændeskuret og se, om han stadig er der. Om han ligger der, nøgen og afventende, eller om han er rykket videre til det næste hus, om det er inde ved nummer 9, han er nu. Og han er væk, jeg ved det bare. Du havde en chance, én chance, Beatrice, og det glippede for dig. Han havde ventet hele natten velsagtens, og så skreg du bare som en kalkun og smed kurven fra dig, før du drønede tilbage og smækkede døren i. Han var ung, selv forskrækket, uvidende om, hvad der skete. At det var dit brændeskur, han havde forvildet sig ind i. Hvor var hans tøj blevet af? Jeg kan kun gætte. Han er vel fattig, en fattig ung mand, helt alene ude i heden, har søgt læ i et ulåst skur ligesom alle de gnavne vildkatte, der strejfer rundt i området. Og al den tid vidste han ikke, at han bare kunne have ringet på. At jeg ventede på lige sådan en som ham.

Forårskulden sniger sig langs fyrretræsplankerne under mig. Mine bryster er fladet ud på hver side i uskøn disharmoni, og en splint presser sig ind mod den ene vorte. Nu er de kørt helt ind bag hækken. De slukker motoren, kan jeg høre. Åbner dørene. Jeg stirrer ned mod knasterne i gulvet. Ilden går sikkert ud nu. Alt det arbejde med at få varme i sommerhuset, og så går den alligevel ud, og jeg har ingen optændingsbriketter.

De første par år kom jeg aldrig herud alene. Enten var Bent med eller også var jeg heroppe med nogle gamle veninder, som jeg kendte fra seminariet, og efter Bent og jeg gik fra hinanden, var det mest med pigerne. Vi tog ned til stranden og badede, som om vi var unge igen, og om efteråret tog vi på den lokale golfbane og forsøgte at gennemføre ni huller. En eftermiddag inde i omklædningen kunne jeg pludselig ikke finde mit guldur, som jeg har arvet efter min mor. Jeg var sikker på, jeg havde lagt det i min taske, inden vi gik ud, og kun Gitte havde været inde og tisse, mens vi andre var på banen. Gitte, sagde jeg, har du taget mit guldur. Du skal være ærlig! Jeg rodede min sportstaske igennem med hektiske bevægelser, men det var ingen steder at se. Jeg kunne mærke, at mine kinder var blevet røde, og jeg var helt desperat. Jeg har ikke taget det, sagde Gitte og så fornærmet ud. Men hun forstod heller ikke, der er aldrig nogen, der forstår mig. Det ur er det eneste, jeg arvede fra min mor, resten fik mine søstre raget til sig, mens jeg lå på hospitalet med lungebetændelse. Grådige, egoistiske søstre, som slet ikke havde fortjent sølvtøjet og dåbskjolen og de tretårnede stager. Da vi kom tilbage til sommerhuset, var stemningen forandret, og efter aftenkaffen kørte Lisbeth med Gitte hjem, selvom det var meningen, de begge skulle have sovet i sommerhuset med mig. Siden har de ikke været heroppe, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få sagt, at jeg fandt gulduret i tasken nogle uger efter golfturen. Om det overhovedet betyder noget eller om uret bare var en undskyldning for dem, så de kunne trække sig væk fra mig.

Til helvede med dem. Gitte tog også alting personligt og underbagte sine småkager, så de hang sørgeligt, når man tog dem op fra fadet, og Lisbeth var en stor undskyldning for sig selv. Så synes hun, eleverne talte om hende bag hendes ryg, så var det pludselig ledelsen, den var gal med. Med årene var hun begyndt at male sine øjne med en kohl, men stregen sad langt over øjenvippekanten, og jeg er fuldstændig sikker på, at jeg ikke var den eneste, der kunne se det.

Jeg får pludselig lyst til at male et gigantisk maleri her midt på gulvet. Brede et enormt lærred ud og bare stænke løs, smide grøn og blå og rød og gul i lange dovne stræk ud over billedet, kaste mig ned og svømme rundt i malingen, tvære det ud med hænderne, knæene, de lange bryster. Male det mest fantastiske maleri, verden nogensinde har set, hente drengemanden ind fra brændeskuret, kaste ham ned på lærredet og se ham skøjte hen ad de bløde akrylfarver, så hans nøgne ungdrengeballer ville blive helt smurt ind i vådt pigment. Han ville blive overrasket, jovist, men han ville være med på den. Han ville synes, det var friskt, anderledes, det havde han ikke ventet. En ældre dame med fantasi, det ville være lige noget for ham. Beatrice, ville han sige, Beatrice, jeg har ventet på denne dag. Han ville kende mit navn, naturligvis. Han havde jo opsøgt mig, lige præcis mig og ingen andre. Lad os blive elskende, ville han sige og række armene ud efter mig, kom ned og elsk med mig i dette øjeblik, jeg kan ikke holde ud at være væk fra dig længere, min dronningefrø. Nok er jeg kun 20 somre gammel, men du er lige den kvinde, jeg har ledt efter hele mit unge liv. Lær mig livet at kende, smør mig ind i kærlighedens safter! Sådan ville han sige. De store mørke øjne ville stråle som stjerner op mod mig, og jeg ville give efter, ville jeg. Kaste mig i hans arme.

Døren til pejsen står stadig på klem, og jeg kan se, at der mod alle odds stadig er liv derinde. Jeg kan lige puste skråt deropad fra min flade position hernede på gulvet, mon ikke det hjælper. Jeg byggede det også fornuftigt op. To tørre træstykker af anseelig størrelse nederst, parallelt over for hinanden. Oven på dem, i modsat formation, to træstykker til. Inde i det lille træhus: tørre kviste og nogle sider fra en gulnet fransk ordbog med gotiske bogstaver. Det var muligt at dechifrere ’pommade pour les yeux’, og så smed jeg bogen ned i kurven til det øvrige optændingsmateriale.

Tændstikker, masser af tændstikker og så puf – der var gang i ilden.

Han ville godt kunne flytte ind, det ville jeg ikke have noget imod. Her er jo plads nok. Køjesengene står stort set ubrugte hen, og annekset skal bare ryddes for stankelben, så er det også klar.

Selvom han nu nok helst ville være her inde i selve sommerhuset sammen med mig. Det var jo mig, han var kommet for, sådan ville han sige. Jeg er kommet, fordi du er her, Beatrice, tror du så, jeg vil tage til takke med gæstehuset? Hans lem ville være erigeret, idet han ville rejse sig fra malerlærredet på gulvet og træde hen imod mig ved pejsen. Jeg elsker dig, Beatrice, ville han sige. Du er mit livs kærlighed. Kom, lad os elske, og vi ville elske igen, selvom vi lige havde kastet os over hinanden nede på det gigantiske maleri og efterladt en sløret brun-rød masse under os og måske i virkeligheden burde overveje at gå ud og skylle malingen af.

Jeg burde også rejse mig. Det er uværdigt at ligge her, nøgen og 63 år gammel, med rynkerne i fri dans fra det slappe legeme. Han kunne jo være fri fantasi. Han kunne være en halvflad badering fra de tidligere ejere, en skummadras i et forkert lys. Mine øjne er også så dårlige efterhånden. Jeg kan knap nok se mine havregryn om morgenen, og nogle gange får jeg hældt rugmel op i skålen i stedet for davre. Jeg havde drukket næsten en hel flaske hvidvin, inden jeg gik ud og hentede brænde. Der er så mange gode forklaringer, men når jeg lukker øjnene hernede mod de rå fyrretræsplanker og mærker helt ind i det, mange nok vil kalde sjælen, så ved jeg, han er derude. Han venter på mig. Om lidt banker han på hoveddøren og lægger munden mod dørens rude, inden han blidt hvisker Beatrice… Beatrice, det er mig. Luk mig nu ind. Jeg har ventet så længe.

Og det er lige i dét øjeblik, jeg ser det ud ad det mælkehvide stuevindue, jeg burde have skiftet for længst; at purløgene blomstrer.

MARK OG DAISY ER KÆRESTER

29. august 2019 § Skriv en kommentar

»She’s a beaut,« siger John Kennedy og nikker op mod den brune hest, der bliver trukket langsomt rundt i folden.

Mark skubber de firkantede briller op på næsen og griner, hopper og griner igen. Daisy har hestehale og vinker ned til dem, og Mark vinker tilbage.

Fra håndleddet hænger guldarmbåndet fra Daisys mor, med den røde sten og de små snirkler. Daisy er så smuk. Hendes hestehale er lang og brun, og brillestellet glimter med guldstråler ned mod Mark, så han næsten ikke tør kigge tilbage. Daisy får altid gaver, når hendes mor er på besøg, men hun gemmer dem tit under madrassen, før de andre kan nå at se, hvad hun har fået. Personalet får skæld ud, når de rydder op på Daisys værelse og graver skattene ud fra under madrassen, men det er bare for sjov, og Daisy bliver hurtigt god igen og vil gerne have en lille jordbæryoghurt f.eks.

Efter dagens indkøb samles de altid i køkkenet omkring øen og har hver deres opgave. Mark skal hjælpe med mælken, og Daisy kan sætte kopper på plads, mens personalet spørger ind til deres dag. Doug har tit sin cowboylæderhat på med den lange snor bundet under hagen, og han hjælper med at give de andre opgaver, indtil de er helt færdige med listen og kan få deres belønning; yoghurt, kakaomælk eller to kiks.

Når klokken bliver fire, og de får eftermiddagste i huset, er det personalet, der rydder op, man må ikke hjælpe, for så putter Daisy de kolde tebreve ned i bh’en og lader dem bo der, så der kommer endnu en brun plet at vaske af blusen. Doug skælder hende ud, for det er hans ansvar at vaske tøjet, men lige meget hjælper det. Daisy griner, for hun ved godt, hun ikke må gøre det.

Mark stirrer på Daisys store bløde bryster, der gynger under den stribede sømandsbluse. Han har lyst til at stikke hele ansigtet ned til Daisys bryster og dykke ned i alt det bløde. Det må være ligesom en varm pude fyldt med fjer eller dun fra en hvid gås eller som et badekar med sæbebobler i. Nederdelen danser omkring hende, hun griner højt og bliver trukket hele vejen hen til de andre. Nu er hesten træt. Nu skal hesten tilbage i stalden, og de er færdige. John Kennedy hjælper Daisy ned, for han er så stærk, og Daisy griner, at han ikke må røre ved hendes numse, men John Kennedy er alvorlig og siger »Of course not, Daisy.«

Da de kører hjem i mini-van’en, vælger Mark sangen, og han ved lige præcis, hvad det skal være, det skal være ”You are so beautiful to me”. John Kennedy siger, at det er et godt valg, og han finder den på maskinen, og de synger alle sammen. Mark er spændt fast med den store sele, så han ikke falder ned på gulvet, når de drejer om hjørner, og han kigger over mod Daisy og synger så højt, han kan: »You are so beautiful to me.« Daisy griner og kigger tilbage og siger »Wow«, og da ved Mark, at de er kærester. At hun også godt kan lide ham.

Om aftenen ser de et gammelt afsnit af De Flyvende Læger, og Daisy ved, hvad der sker i hver en scene, men John Kennedy vil bare spille guitar imens, så han sidder ovre på den lange sofa under vinduet og spiller med fingerspil. Det er den med den flinke mand, der kommer galt afsted, og så viser det sig, at han har to koner, der hedder det samme. Den ene er sød, og den anden er streng, men de bliver begge to rigtig sure på ham. Daisy synes, det er mægtigt sjovt og får lov til at spise to portioner budding samtidig.

Da afsnittet slutter, lægger Mark mærke til, at Doug er væk. Han er ikke i køkkenet. Han er heller ikke på kontoret, hvor de ikke må komme. Der ligger en stak papirer ved siden af computeren, og en tyk sort mappe stikker ud fra reolen, men Mark rører ikke ved noget.

Badeværelset er tomt, men ude under halvtaget, hvor vasketøjet hænger til tørre, står Doug. Han slipper et håndklæde og griber så en af Daisys lange bh’er, der dingler fra tørresnoren. Doug lægger hele ansigtet ind i den ene runding, og Mark skubber netdøren op med et hårdt skub.

Doug skal ikke stå med hele hovedet nede i Daisys bh. Det er Daisys bh, og det må han ikke. »No!« siger Mark vredt. Doug siger, han mærker efter, om den er våd, for han har selv været med til vaske den, men Mark skriger »NO« igen og tripper hen mod Doug i det sene halvmørke, mens græshopperne og wetaerne summer, og stjernerne efterhånden står klart.

Det er forbudt, siger Mark og skubber til Doug, så han træder et skridt bagud. Doug snøvler, at Mark skal stoppe, ellers skriger han, stop, Mark. Mark hopper tættere på og skubber igen, skub, og fra Marks bukselinning begynder den velkendte bippen. Det er tid til vand, men Mark er ligeglad, for han skubber igen, så de kommer fri af overdækningen og ud på græsset.

Det har regnet. Mark har kun tennissokker på. Doug prøver at slippe væk. Han går til højre om Mark, men Mark er hurtigere, han er yngre og giver ham et stød på skulderen, så Doug falder omkuld på plænen og bliver liggende. Bipperiet er blevet højere. Den fortsætter, indtil man trykker på knappen, men man må først trykke på knappen, når man har sit vand i hånden. Mark hopper og ser på Doug, der ligger stille på græsset. Han har lyst til at sparke ham lige på benet, han har lyst til at bide kinden af ham, så Doug aldrig kommer tilbage og aldrig mere kigger på Daisy. Fra netdøren kan han høre John Kennedy råbe »Mark! Come get your water!« og da han vender sig mod den mørke plæne igen, er Doug væk.

 

BLÅMEJSENS SANG

29. august 2019 § Skriv en kommentar

Carl-Emil havde alle dage været en svagelig lille dreng. Knap halvanden meter høj i trettenårsalderen, og da drengen rundede de femten og skulle være godt inde i pubertetens blomstring, indkaldte jeg både mor og det lille skravl til samtale.

Det var sidst i september, og trækronerne havde antaget en klædelig rødorange farve, der fik mig til at glane ud ad vinduet endnu længere tid end normalt. Henover foråret havde jeg fulgt en kragefamilies gøren og laden i det nærmeste birketræ, og resterne af en sort rede kunne efterhånden anes gennem den afpillede top. Om en uge ville alle blade have skiftet farve og efterhånden drysset ned foran vinduet, hvor jeg stadig ville sidde med småsygdomme og vokseværk, der lod vente på sig.

Gennem den åbne dør kunne jeg høre sekretæren sige højt, at lægen nok snart var klar. Jeg rømmede stemmen løs med et »jatak, Fröken Lund!«, placerede læsebrillerne på næsen og drejede derpå stolen i retning af venteværelset.

Moren har jeg aldrig brudt mig om. Hun skubbede skravlet foran sig, og med modvillige skridt trådte drengen ind i min konsultation, der ikke havde været overrendt den formiddag.

»Her er vi,« meddelte hun, og jeg måtte istemme; ja, her var de. Hun var vrissen, og mundvigene hældede nedover, men jeg forsøgte med et smil at byde dem velkommen og tog derefter læsebrillerne af.

»Vi skal tale om din trivsel, Carl-Emil,« sagde jeg henvendt til drengen, da de havde sat sig ned. Carl-Emil løftede end ikke hovedet, men sad og hang som en udtørret solsikke.

»Ja, det kunne vi forstå,« sagde moren og rykkede sig til rette på sædet.

»Ikke, at jeg begriber hvorfor, Carl-Emil er bare lidt sent udviklet. Det skal nok komme. Hans lillebror var også lille, men nu er han skudt i vejret på ingen tid.«

Carl-Emil syntes at synke endnu længere ned i stolen.

»Han er efterhånden højere end Carl-Emil.«

Jeg lagde hånden på min kind, eftertænksomt, så de stride skægstubbe prikkede let mod håndfladen. Maskinen havde strejket i morges. Nu lå der en hvidlig aura omkring det nederste af mit ansigt, og jeg tog mig selv i at ville skjule det med mine store hænder. Jeg lagde resolut hænderne på skriveunderlaget.

»Der er jo nogen, der aldrig udvikles til fulde,« sagde jeg så, »men blot forbliver potentiale. Et frø i dvale, om man vil. Man kan have på fornemmelsen, at netop det er tilfældet med Carl-Emil. Så vidt jeg kan se, er der ikke sket det store, siden, ja, drengen var 12-13 år. Man kunne have på fornemmelsen, at alt simpelthen gik i stå på det tidspunkt?«

Moren rødmede og stirrede på sin søn. De var bemærkelsesværdige ved siden af hinanden. Hans sammensunkne skikkelse mod hendes rette ryg og veltrimmede frisure. Carl-Emils fuglerede. Hendes ansigt var langsomt blevet højrødt og lignede efterhånden en af de cherrytomater, jeg som oftest har held med at fremavle henimod sensommeren.

Drengen gav et pip fra sig og rettede sig op. »Det var også den taske.«

Moren vendte sig med et ryk mod sin søn, der pillede ved en løs snor på sine bukser. Jeg gestikulerede mod drengen; hvilken taske.

»Vi var i Paris, min lillebror og jeg og så mor, og det var blevet sent. Vi var trætte,« sagde Carl-Emil og gjorde en bevægelse med hovedet, så det lange pandehår blev fejet til side og afslørede et par blågrønne øjne bag gardinet.

»Men efter noget tid fandt vi metroen. Da vi var fremme ved vores station og gik op mod trapperne, fulgte en mand efter os. Han indhentede os ved toppen af trappen og spurgte mig på engelsk, om jeg havde en lighter, men jeg sagde nej. Vi gik videre ned mod vores hotel, og så skriger min mor pludselig bag mig. Jeg vender mig og ser manden fra stationen, han står og river i min mors taske. Jeg er helt stivnet, og min mor skriger højere og højere. Hun lyder som en alarm: huiiii. Manden river til, så den lange taskerem går i stykker, og alting bliver spredt ud over brostenene. Han bøjer sig lynhurtigt ned og tager min mors pung og løber væk. Min lillebror begynder at løbe efter ham, men stopper efter noget tid og råber noget efter ham. Tyven forsvinder omkring et hjørne. Mor sætter sig ned og græder.«

Carl-Emils mor havde bøjet nakken og sad med krum ryg.

»Og du stoppede ikke tyven? Løb du også efter manden, Carl-Emil?«

Carl-Emil rystede på hovedet, og jeg drejede stolen ud mod den rødlige trækrone.

Birketræerne er talrige her i området. Længere nordpå dominerer granskovene, der dækker op mod 60 procent af landet og udgør en hel procent af verdens skov. Nok er Sverige ikke verdens lunge, men så verdens næsebor i det mindste. Carl-Emils mor rømmede sig, og jeg vendte igen blikket mod de to. Jeg søgte efter en passende metafor.

»I naturen er det normalt, at op mod halvdelen af småfugle mister livet under en streng vinter,« begyndte jeg. »Blåmejser og rødhalse eksempelvis. Som hovedregel kan man sige, at jo mindre fuglen er, desto større er risikoen for at omkomme.«

Morens øjenbryn blev så småt samlet i en rynke over næsen.

»Det er vel en kombination af den naturlige selektion samt de stadig strengere vintre, vi har heroppe mod nord. På den vis er naturen en ubarmhjertig størrelse. Tag nu sandtigerhajen. Her rummer moderen hele to livmodere med hver deres bunke æg, der bliver til embryoer og fostre, og når en af fostrene inde i maven bliver stor nok, er der kun en vej frem.«
Jeg stirrede på drengen.

»Den første unge må spise sine søskende.« Jeg holdt inde og ventede på en form for reaktion, men fik ingen. Højst et nik med hovedet, der fik gardinet til at falde på plads igen foran øjnene.

»Nå, jeg væver,« sagde jeg. »Jeg foreslår, vi ser tiden an. Hvem ved, måske er det hele ikke så slemt. Lillebror er jo kommet godt efter det.«

Carl-Emils mor kiggede ud ad vinduet og havde ladet en arm dingle slapt ned fra siden. Med et afslappet ansigt så hun næsten køn ud, og jeg tænkte pludselig på min afdøde kone. De sidste år kunne hun sidde og falde i staver foran vinduet, når hun havde spist sit æg, og deres profiler synes med ét at afspejle hinanden.

»Lad os sige, at vi ses igen om seks måneder. Og så holder I øje med udviklingen i mellemtiden. Ud og få noget frisk luft, ikke, Carl-Emil. Sol. Natur.«

Carl-Emil nikkede og rejste sig. Han rakte hånden frem mod mig og rystede min næve i kraftige svingninger. Han hankede op i sin mor, og sammen forlod de min konsultation med åben dør.

Fröken Lund var vist gået til frokost. I den mørke computerskærm foran mig kunne jeg ane konturerne af mit ansigt, den store næse og det tilbageredte hvide hår. Jeg slog en tast an, så skærmen tændte, og skrev pligtskyldigt min rapport.

Blåmejsens sang er opdelt i to fine strofer, skrev jeg indledningsvist. Efterfulgt af en trillelignende sang. Den siger tsii-tsii-tsu-hu-hu-hu-hu: Her er mit territorium. Som et ekko af en ringeklokke.

 

DER ER ALTID EN REGNING AT BETALE

29. august 2019 § Skriv en kommentar

Amager, 4. august 2010.

Jeg starter bare midt i: Naboerne er begyndt at skændes igen. I sidste uge hørte jeg hende ligge et sted nede ved gulvpanelerne og med en tynd stemme hviske ”hjæææælp”. Han trampede rundt og smed med stolene, mens han skreg ”hold kæft” til hende fra tid til anden. Klokken var ikke engang 8.

Hver morgen står der en pose brugte bleer uden for deres dør og stinker, og tvillingerne skriger, som om de bliver tævet. For lidt siden ringede jeg til kommunen og meldte dem, og de spurgte, hvor jeg kendte dem fra. Jeg sagde: ”det er mine naboer, og jeg har boet ved siden af dem i ti år.” Det er blevet værre, efter tvillingerne kom. I starten hilste vi på trappen, og jeg hjalp kvinden op, da hun havde brækket benet, men de seneste år har det været sporadisk med kontakt, og en dag blev jeg skældt ud for at have smækket min hoveddør og vækket børnene. Så spurgte kommunen, om anmeldelsen skulle være anonym, og jeg mumlede ja og lagde på.

Jeg havde i noget tid tænkt på at melde dem, og forleden morgen bankede det pludselig kraftigt på døren. Jeg var tidligt oppe, fordi hun havde råbt en bunke infame skældsord, mens hun gennede tvillingerne ud ad døren. Et kvarter senere var der en forbandet larm ude fra reposen. Jeg åbnede døren med en forventning om at skulle stå over for en mindre opstand, men det var ikke tilfældet, for gruppen af mennesker var samlet foran naboens dør. Ned langs trappen stod omtrent et dusin; unge og gamle, nogle i en slags uniform med apparater i hænderne. Jeg undskyldte og lukkede igen, uden nogen rigtig sagde så meget, og efter noget tid åbnede manden ved siden af så sin dør. Jeg selv fulgte med i dørspionen. De næste par timer var der en masse ståhej derinde fra, men jeg kunne ikke opfange så meget, for stemmerne var dæmpede, og desuden begyndte underboen at hænge et billede op. Jeg stillede mig hen i hjørnet af køkkenet, hvor jeg ved, der er ekstra lydt, og trampede så i gulvet for at få hende til at stoppe.

På et tidspunkt begyndte de at bære møbler ud: en brunlig lænestol med puf til, et sammenrullet tæppe og en sort sæk med en pude stikkende op fra. Jeg spekulerede på, om det var mandens eller damens møbler, men så fulgte den duknakkede mand alligevel efter, og jeg formoder, han er blevet smidt ud. Du kan forestille dig, hvor det frydede mig. I løbet af formiddagen begyndte de at støvsuge og snakke højere derinde, og ved middagstid smækkede de hårdt efter sig.

Hun er et kæmpe læs. Nogle gange tænker jeg, hvordan det overhovedet lykkes hende at komme ind ad døren, for hun må være to meter over ryggen. Rødhåret og brøler som en ko.

Det er ellers et fint nok sted. Ovre på den anden side af vejen bor et ungt par. Engang greb jeg dem midt i en seksuel akt, jeg ikke formår at genfortælle i lødige vendinger, og jeg måtte dukke mig ned under vinduerne, så de ikke så mig. Efter lidt tid rejste jeg mig igen, men der var døren ind til soveværelset blevet lukket. Hvis solen skinner, sidder de gerne ude på altanen ud mod mig med fødderne oppe på gelænderet. De drikker en slags fitnessvand og ryger imens. Ham nedenunder dem rister sine egne kaffebønner og lader dem køle af på en bakke på altanbordet. Det dufter hele vejen over til mig.

Når det er varmt, har jeg gerne vinduerne åbne hele dagen og natten med og flytter bare potteplanterne, hvis der kommer gennemtræk. Mit soveværelse vender ud mod gården ligesom køkkenet gør, og jeg har malet det i en køn lysegrøn nuance. Nogle gange fortryder jeg at bo alene, og andre gange er det en lettelse selv at kunne bestemme. I fredags hørte jeg noget pusle ved bagtrappen. Klokken var omkring 21, og jeg så et ligegyldigt underholdningsprogram inde i stuen og havde spist take-out. Det var kinesisk med en form for klistret chilisovs og lange slaskede nudler til. Jeg slukkede først for lyden og lyttede; intet. Efter lidt tid begyndte larmen igen, og jeg gik ud mod køkkenet, hvor bagtrappen løber sirligt de tre etager ned. Der var stemmer derude. De baksede med døren, skrabede og gjorde ved, og til sidst råbte jeg højt ind mod stuen: ”Georg! Der er nogen herude! Kommer du ikke lige?” Jeg ved ikke, hvorfor jeg brugte navnet Georg. Jeg hørte dem stoppe op, pusle lidt igen og så løb de ned ad de mange trapper. Da jeg åbnede efter en halv time, sad der en due på den anden side af døren. Næbbet var underligt bulet.

Om sommeren er der en vældig ballade nede på gaden, men sådan er det vel at bo i en større by. De fortsætter gerne hele natten, og i weekenden er der optog eller forsamlinger. Jeg har aldrig selv deltaget i noget, men jeg vinker gerne, hvis det er en studentervogn, der kører forbi. Det er så festligt. En enkelt gang dyttede de gevaldigt, men for det meste kan de ikke se mig helt heroppe. Hvert år er der nogen, der falder af vognene og slår sig gevaldigt, men det er måske prisen for at være med. Der er altid en regning at betale.

For et par år siden blev der oprettet postkasser for alle nede ved gadedøren, så selv de dårligt gående må humpe hele vejen ned for at hente post og rudekuverter. Kun en enkelt i opgangen har dispensation, men hun har heller ikke været uden for en dør i flere år. Hver søndag kommer hendes voksne børn, og om eftermiddagen leverer kommunen mad i en sort plasticbakke. På døren hænger en seddel: ”Stil maden på måtten”. Over for postkasserne er der opsat en korktavle med opslag, ejendommens regler og efterlysninger fra vaskerummet.

I ordensreglementet hedder det, at det er forbudt at lade de små vinduer på bagtrappen stå åbne om natten. Jeg forestiller mig, at duen er kommet ind ad en af de vinduer. Den sad helt stille ude på trinnet, hvor jeg ellers mest opbevarer tomme urtepotter, og jeg var i tvivl, om den kunne flyve. Den så misdannet ud. Næbbet var som en forhornet negl og havde måske været knækket på et tidspunkt, og vingerne hang underligt tavst ned, som om de havde opgivet for længe siden. Den havde en lille rede med to æg i.

Duer ser man jo alle vegne. Som ung var jeg engang i Venedig, hvor en hel plads er dedikeret til duer og bespisning af duer. Jeg opholdt mig mest i skyggen, mens pladsen var et stort virvar af turistbørn og så disse evigt sultne dyr. En pige stod længe som en kristus og lod et utal af duer lande på de udstrakte arme, mens moren løbende fyldte fuglefoder i hænderne. Der bliver utroligt varmt og fugtigt i Venedig med alt det vand, og gondolerne er frygteligt dyre, så jeg rejste hurtigt videre til andre byer. Sienna med den pizzaformede bymidte og Firenze med alle museerne og den gigantiske David. Jeg gjorde det til en dyd at hægte mig på forskellige turistgrupper og følge med dem rundt, når de gik fra statue til statue og fortalte om tidligere tiders indflydelsesrige familier og stortiden i Middelalderen. Jeg husker meget af det endnu, men jeg vil ikke trætte med de nærmere detaljer.

Duen var fløjet her til morgen, og det lille bagtrappevindue var lukket. I reden lå de to plettede æg. Først overvejede jeg, om jeg kunne åbne det lille vindue igen, men jeg kunne ikke se metalstangen nogen steder. Der lå en hvid dunet fjer i reden, og æggene var stadig lune. Jeg har læst, at fugle ikke vil kendes ved deres æg, hvis man kommer til at røre dem, fordi de så lugter forkert, men det lyder urimeligt i mine ører, og jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig at forlade mine børn; i æg eller ej. Jeg fandt alligevel en form for bakke og lempede hele reden op på den og bar den tilbage til køkkenet, hvor den lige passede ind på vindueskarmen. Det er den med de brune blomster.

Sikke et mas, det må have været at lave den rede. Duen har vel fundet de fleste af grenene nede i gården, men det kræver alligevel både tid og kræfter at finde så mange kviste i samme tykkelse. Mens jeg betragtede reden, synes jeg, det ene æg bevægede sig en smule, men det er måske synsbedrag, og jeg har også tidligere oplevet at forestille mig ting, der ikke skete.

I Sienna var det et gammelt bekendtskab, jeg pludselig genkendte. Hun var blevet tynd og bar en blondeundertrøje med de knoglede arme ud fra. Hænderne havde hun foldet foran maven, og skulderbladene stod spidse ud fra ryggen, mens ansigtet vendte væk fra mig. Jeg vinkede og råbte hendes navn, men hun reagerede ikke. Jeg genkendte hendes familie, søsteren, faren og den krumryggede mor, men heller ikke de lod til at høre mig. Vi havde gået i skole sammen, og da jeg ikke kunne slippe tanken om, hvor pudsigt det var, at vi begge opholdt os i Sienna på samme tidspunkt, krydsede jeg hjørnet af pladsen og gik hende i møde, mens jeg gentog hendes navn; Alice. Da jeg var et par meter fra selskabet, lod jeg mærke til, at de alle stod med ryggen til mig. Jeg lagde en hånd på Alice’ skulder, men da jeg prøvede at trække skulderen til mig, var det umuligt for mig at få hende til at dreje sig om, hendes ansigt var sløret og vendte aldrig den rigtige side frem mod mig. Da jeg kom hjem igen til Amager, hørte jeg ad omveje, at hun havde taget sit eget liv.

Nede på gaden er der opstået en form for karneval. Kvinder med store hovedbeklædninger danser rundt i farvestrålende bikinier, og der lyder en taktfast trommen, der når helt op til mig på tredje. Rytmerne er utroligt smittende, og engang imellem er der en, der hujer. Genboerne står ude på deres altan og kigger ned på festen. Hun bærer en minutiøs træningstop og små shorts, mens han er i bar overkrop og solbriller, og han er utroligt muskuløs, ser jeg nu. Begge arme er dækket af sorte tatoveringer, og han drikker dåseøl. Jeg stod ude på altanen, da de trådte ud og forsøgte ikke at få øjenkontakt, men gik i stedet i gang med at rode med nogle pelargonier, jeg købte i supermarkedet forleden.

På et tidspunkt kunne jeg alligevel mærke deres blik, så jeg gik ind for at sætte kaffe over. Af uvisse årsager var køkkenvinduet blæst i af sig selv, men reden stod endnu på bakken i vindueskarmen, og jeg tjekkede forsigtigt, om æggene var kommet noget til. Det så ikke sådan ud. Det ene æg har en næsten lilla plet, jeg først opdagede, da jeg vendte det. De ligger lige i solen og var efterhånden blevet lidt varme, synes jeg. Jeg håber, de klækker i morgen.

Where Am I?

You are currently browsing the SKØNLITTERATUR category at Anna Møller.