Kaninhuset – og andre historier (2023)

”Kaninhuset – og andre historier” består af 11 noveller om især hukommelse og identitet, og novellesamlingen stiller spørgsmålene hvordan sammenstykker vi en fortælling om os selv, og hvilke historier definerer os og er med til at skabe vores identitet og selvforståelse? Og kan vi selv ændre den virkelighed? Novellerne blev udgivet 11. august 2023 på forlaget Kronstork.

I titelhistorien har et par fået kaniner i et forsøg på at nå ind til hinanden. I ”Udsigt fra et tårnværelse” er en kvinde fanget i et minde om et overgreb, og i ”Petrine” genser en ung gymnasielærer en bekendt fra sin ungdom. Eller gør hun? For kun den ene kan huske den anden, og sådan skrider verden helt umærkeligt under dem begge to. “Den blå avis” handler om en ensom mand, der har sat en kommode til salg og får besøg af en kvinde og hendes lille datter. “Skygge” foregår i Rønne i slutningen af 1950’erne, hvor en mystisk pakke dukker op på et trappetrin, og snart melder en del af fortiden også sin ankomst. I “Felix” er en deprimeret mand taget i sommerhus i Vestjylland, hvor han pludselig rammes af lynet og får en god ide, og i “Dronningen af hittegodskontoret” finder en kvinde en efterladt bamse på en tysk togstation. “Spejderlejr” handler om en ældre kvinde, der tænker tilbage på en spejderlejr i sin barndom, og i “Mor og Seneca leger med Barbie” får fantasien lov til at råde i en leg om kønsroller. I “Den forfærdelige ulykke” falder en ældre kvinde på gaden i Bruxelles, og i den afsluttende novelle, “Madame Célines historie”, fortæller en døende fransk kvinde sin livshistorie.

Find anmeldelser, omtaler og interviews her.