Kaninhuset – og andre historier (2023)

”Kaninhuset – og andre historier” består af 11 noveller om især hukommelse og identitet, og novellesamlingen stiller spørgsmålene hvordan sammenstykker vi en fortælling om os selv, og hvilke historier definerer os og er med til at skabe vores identitet og selvforståelse? Og kan vi selv ændre den virkelighed? Novellerne blev udgivet 11. august 2023 på forlaget Kronstork.

I titelhistorien har et par fået kaniner i et forsøg på at nå ind til hinanden. I ”Udsigt fra et tårnværelse” er en kvinde fanget i et minde om et overgreb, og i ”Petrine” genser en ung gymnasielærer en bekendt fra sin ungdom. Eller gør hun? For kun den ene kan huske den anden, og sådan skrider verden helt umærkeligt under dem begge to. “Den blå avis” handler om en ensom mand, der har sat en kommode til salg og får besøg af en kvinde og hendes lille datter. “Skygge” foregår i Rønne i slutningen af 1950’erne, hvor en mystisk pakke dukker op på et trappetrin, og snart melder en del af fortiden også sin ankomst. I “Felix” er en deprimeret mand taget i sommerhus i Vestjylland, hvor han pludselig rammes af lynet og får en god ide, og i “Dronningen af hittegodskontoret” finder en kvinde en efterladt bamse på en tysk togstation. “Spejderlejr” handler om en ældre kvinde, der tænker tilbage på en spejderlejr i sin barndom, og i “Mor og Seneca leger med Barbie” får fantasien lov til at råde i en leg om kønsroller. I “Den forfærdelige ulykke” falder en ældre kvinde på gaden i Bruxelles, og i den afsluttende novelle, “Madame Célines historie”, fortæller en døende fransk kvinde sin livshistorie.

Novellen “Mor og Seneca leger med Barbie” blev anvendt i oplægget til skriftlig eksamen i dansk på HHX i sommeren 2025.

Find anmeldelser, omtaler og interviews her.

Se, hunden er løs (2020)

Se, hunden er løs er en novellesamling om menneskers drift og (selv)destruktionskraft. Den udkom 3. juni 2020 på forlaget EC Edition.

De otte noveller foregår over hele verden igennem de sidste omkring hundrede år og er fortællinger om afveje og vildveje, skæbnesvangre møder, håbløshed og eksistenser på afgrundens kant; og de rummer ofte elementer af noget dramatisk og uhyggeligt.

»Faren var ude at tjekke fælder, mens skyerne samlede sig hen over dalen, og selvom man fra lang afstand kunne se, at det ville udvikle sig til et større uvejr med lyn og piskende regn, så vendte han ikke hjem. Louise var nervøs allerede hen på eftermiddagen, kunne jeg se. Hun vred hænderne og forsøgte at samle sig om det strikketøj, hun havde siddet med, mens drengene læste, og jeg fortalte lidt om min tur ned gennem Tyskland. På et tidspunkt kiggede den ene dreng op fra bøgerne og stirrede ud gennem vinduerne. – Han kommer ikke tilbage, sagde han med en mærkelig stemme.« Citat fra ’Hunden’.

Hvad handler novellerne om?

“Panamas vulkaner” foregår i Chiriquí-provinsen i nærheden af vulkanen Barú, hvor Luís kører hjem fra arbejde efter at have reddet en nøgen turist, der vaklede ud fra junglen.

I “Graven” skal en newyorker-journalist finde en historie i et kælderarkiv. Historien handler om en teenager, der forsvandt i 1973 ud for Puerto Ricos kyst, og mens mysteriet udfolder sig i de arkiverede aviser, fortæller journalisten selv sin egen historie.

I “Foto af Tilly Millford” er en britisk 1920’er-socialite taget til Gardasøen for at blive kureret for sit dårlige humør.

I “Hunden” er en sælger ankommet til en gård i udkanten af Schwarzwald-skoven. Familien er plaget af modgang i form af manglende indtægter og tomme fælder, og når de hver dag binder deres hund i skoven for at blive fri for den, løber den tilbage om natten.

“Sidste afgang” handler om en ung kvinde, der møder en mand på en togstation.

I “På vej mod Skoven” får en ung kvinde et lift af sin restaurantchef. Hun skal på Diskotek Skoven i Skovlunde, og på vejen derhen fortæller hun om en syret drøm, hun har haft om sin afdøde far.

I “Alle mod alle” har veninderne Kate og Madeleine et opgør i skolegården.

“Billhook” handler om en skovarbejder, der driver gennem Nordamerika og samler den unge pige Amy op i Dawson i det canadiske Yukon-område. Sammen tager de flugten ned mod Mexicos grænse.

Bogomslaget er med stillbillede fra den anerkendte danske kunstner Ulrik Møllers roadmovie ’En Route’ (2017), der bl.a. er blevet vist i forbindelse med en soloudstilling på Brandts 13 i Odense.

Alle fotos er af Christian Hoyer.

Studienet har lavet hjælp til analyse og fortolkning af novellen “På vej til Skoven”, da den indgår i en opgaveformulering om tekster med tomme pladser.

Find anmeldelser, omtaler og interviews nederst på pressesiden.

Andre tekster

“Et sted at finde fred” (Anmeldelse/artikel, Atlas Magasin #2, 2025)

“Indbrud” (Novelle, Tidsskriftet Tydelige Tegn #5, 2025)

“Nazisterne skød min mormors bror. Resten af livet var hun plaget af depressioner” (Kronik, Kristeligt Dagblad, 21.08.2024)

“Den Blå Avis” (Novelle, Tidsskriftet Tydelige Tegn #2, 2022)

“Simulation” (Novelle, Slagtryk, temanummer om “Mennesket, Klimaet og Litteraturen”, 2022)

“Der er altid en regning at betale” (Novelle, Tidsskriftet Udkant #17, 2021)

“Min far døde i 2012. Jeg finder ham i naturens katedral” (Debatindlæg, Kristeligt Dagblad, 10.09.2021)

“Ingen vil betale for dig” (Digt, Tidsskriftet Kulturo #52, 2021)

“Purløgene blomstrer” (Kortprosa, Slagtryk, 2020)

“Det, jeg mener, er” (Monolog, Slagtryk, 2017)

“Mandeløje” (Kortprosa, A Little Less Conversation #9, Arkiv for Detaljer, 2016)

“Stikbold” og “Oktober” (Kortprosa, Slagtryk, 2013)

“Laesionis” og “Borgerens adfærd på veje” (Kortprosa, Slagtryk, 2012)

“Bjørn” (Kortprosa, Slagtryk, 2011). Modtager af kvartalshonoraret.

“Guppy” og “Krybende Læbeløs” (Kortprosa, Slagtryk, 2011).